For første gang afprøver Afrika malaria-vaccine i stor skala

400.000 afrikanere dør hvert år af malaria, men fremover vil det tal sandsynligvis blive meget mindre. I hvert fald hvis en ny vaccine, som i går for første gang blev taget i brug i Malawi, lever op til forventningerne. Om vaccinen virker, afhænger dog i høj grad af forældrenes deltagelse

Vaccinen med navnet RTS,S er netop blevet taget i brug i det sydøstafrikanske land Malawis hovedstad, Lilongwe, hvor børn i alderen fra fem måneder til to år de næste fire år vil blive vaccineret mod malaria som en del af landets børnevaccinationsprogram.
Vaccinen med navnet RTS,S er netop blevet taget i brug i det sydøstafrikanske land Malawis hovedstad, Lilongwe, hvor børn i alderen fra fem måneder til to år de næste fire år vil blive vaccineret mod malaria som en del af landets børnevaccinationsprogram. . Foto: Karel Prinsloo/Ritzau Scanpix.

30 år og mere end fem milliarder kroner. Så meget er der blevet investeret i at udvikle verdens første nogenlunde effektive malariavaccine.

Vaccinen med navnet RTS,S er netop blevet taget i brug i det sydøstafrikanske land Malawis hovedstad, Lilongwe, hvor børn i alderen fra fem måneder til to år de næste fire år vil blive vaccineret mod malaria som en del af landets børnevaccinationsprogram. Om nogle uger vil pilotprojektet også blive rullet ud i Ghana og Kenya, og sammenlagt vil 360.000 børn hvert år blive vaccineret mod malaria indtil 2022, hvor pilotprojektet slutter.

Hvert år dør omkring 400.000 afrikanere af malaria. Ud af dem er 250.000 børn under fem år. Børnene har større risiko end voksne for at dø af infektionssygdommen, fordi de endnu ikke har udviklet immunitet mod malaria.

Og selvom vaccinen kun yder beskyttelse i omkring 40 procent af tilfældene, er det grund nok til at glæde sig over den, lyder det fra generaldirektør i Verdenssundhedssorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Etiopieren peger på, at der er sket ”en kolossal fremgang” i forebyggelsen af malaria de seneste 15 år, blandt andet fordi mange flere er begyndt at sove med myggenet.

”Men fremskridtet er stagneret, og det er endda begyndt at gå tilbage i nogle områder. Vi har brug for nye løsninger for at få malaria-indsatsen tilbage på sporet, og denne vaccine er et lovende redskab. Malariavaccinen har potentiale til at redde titusinder af børns liv,” siger han i en pressemeddelelse.

Pilotprojektet bliver finansieret af blandt andet den globale vaccinealliance Gavi, og Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria.

For at vaccinen virker, skal barnet vaccineres hver måned i tre måneder og derefter en gang mere, når det er 18 måneder gammelt. Og det er et åbent spørgsmål, om forældrene i praksis møder op med barnet til vaccinationerne.

Derfor skal pilotprojektet besvare et fundamentalt spørgsmål, lyder det fra epidemiolog og direktør for Gavi Seth Berkley:

”Fungerer denne vaccine praktisk i den virkelige verden?”, siger han til det amerikanske medie Stat News.

Når det har taget samfulde tre årtier at udvikle en vaccine, som ”kun” er 40 procent effektiv, skyldes det hverken manglende interesse eller tilbageholdenhed med finansieringen af forskningen i den rige del af verden omkring en sygdom, som primært rammer i udviklingslande i Afrika og Asien. I stedet skyldes det, at udviklingen af malariavaccinen har været – og fortsat er – en meget stor faglig udfordring.

Sådan lyder vurderingen fra seniorforsker i blandt andet malariavacciner ved Statens Serum Institut i København Michael Theisen.

”Det vil være forkert at forklare tidsforbruget på udviklingen af vaccinen med global ulighed. Malaria er en sygdom, som mennesket har levet med i hele menneskehedens historie. Menneske og parasit har tilpasset sig hinanden, og det kan være en medvirkende årsag til, at det er så vanskeligt at udvikle en effektiv malariavaccine,” siger han.

Sundhedsforskere havde gerne set en mere effektiv malariavaccine end RTS,S, men det er vigtigt at se denne vaccine i lyset af, at verden også stadig kæmper med at udvikle meget virkningsfulde vacciner mod store sygdomme som hiv, kræft og alzheimer.

”Den her malariavaccine er den bedste, vi har haft endnu,” siger Michael Theisen.