For første gang i 10 år sulter flere mennesker verden over

Selvom verden har mad nok, sulter 815 millioner mennesker, og millioner af børneliv er i fare på grund af alvorlig fejlernæring, advarer FN. Sække med ris og bønner er ikke løsningen

I adskillige måneder i begyndelsen af 2017 ramte hungersnød dele af det krigshærgede Sydsudan.
I adskillige måneder i begyndelsen af 2017 ramte hungersnød dele af det krigshærgede Sydsudan. Foto: STR/AP/ritzau.

Efter i det seneste årti at være faldet støt stiger antallet af sultende mennesker nu atter på globalt plan.

I 2016 sultede 815 millioner mennesker, svarende til 11 procent af verdens befolkning. Det er 38 millioner mennesker flere end året før. Forværringen skyldes en ”dramatisk stigning” i antallet af konflikter samt ”klimachok” i form af pludselige oversvømmelser eller usædvanligt lange tørkeperioder.

Det fastslår en netop offentliggjort FN-rapport om fødevaresikkerhed og ernæring i verden.

I dag lever 60 procent af verdens sultende, 489 millioner mennesker i alt, i et konfliktområde, forklarer direktør for FN’s fødevareprogram WFP’s nordiske kontor, Anne Poulsen.

”Krige og konflikter er den altovervejende årsag til, at mennesker sulter i dag. Hertil har vi stadig store udfordringer med konsekvenserne af klimaforandringer. Over 80 procent af verdens sultne bor i lande, som er udsatte for naturkatastrofer,” siger hun.

Verden producerer ellers mad nok til at mætte alle. Problemet er, at 40 procent af maden aldrig når et menneskes mund, understreger lederen af FN’s internationale fond for landbrugsudvikling, Ifad, Gilbert Houngbo.

”Manglen på håndtering af maden og et enormt madspild skaber en sulten befolkning,” siger han til det saudiarabiske dagblad Arab News.

I adskillige måneder i begyndelsen af 2017 ramte hungersnød dele af det krigshærgede Sydsudan. Ifølge FN-rapporten er der en høj risiko for, at den kan ramme igen, og at hungersnød også kan ramme i andre områder påvirket af konflikt, især det nordøstlige Nigeria, Somalia og Yemen. Det er også her, at mange af de fejlernærede børn i verden nu befinder sig.

Men selv i mere fredelige regioner har tørke og oversvømmelser relateret til vejrfænomenet El Niño i kombination med global økonomisk afmatning forværret fødevaresikkerheden og ernæringen, lyder det i rapporten.

Chefen for den internationale hjælpeorganisation Oxfam, Winnie Byanyima, hæfter sig ved, at småfarmere, lokale ledere og flygtninge i udviklingslandene ”i årevis” har advaret om, at klimaændringer, fattigdom og konflikter er en sprængfarlig cocktail:

”Så lad os håndtere den (cocktail, red.). Vi må ikke blive generationen, der gav op i forhold til at udrydde sult,” lyder hendes opfordring i en pressemeddelelse.

FN-rapporten peger dog også på, at det ikke alene er sult, men også en stigende overvægt hos både børn og voksne i både rige og fattige lande, der præger verdens-befolkningens sundhedstilstand.

Når det gælder sult, er den nuværende humanitære bistand til de sultende udelukkende en lappeløsning. Der er brug for politiske løsninger, som kan skabe fred, understreger Anne Poulsen.

”Hvis konflikterne stopper, stopper sulten. Humanitær bistand kan aldrig blive løsningen, ” siger hun.