I sin storhedstid yndede den sudanske diktator og præsident Omar al-Bashir at fortælle historien om sin brækkede tand.
Historien lød, at Omar al-Bashir som dreng knoklede på en byggeplads hver dag efter skole for at tjene penge til familien. En dag snublede han, mens han slæbte på en tung bunke byggematerialer, og en af hans tænder knækkede af. Men i stedet for at stoppe arbejdet nøjedes drengen med at skylle munden med vand – og fortsatte derpå sit arbejde. Omar al-Bashir holdt af at fortælle historien, fordi den var med til at understrege hans ydmyge baggrund og hans fællesskab med den sudanske befolkning. Derfor afviste han også konsekvent at få repareret sin brækkede tand, kan den amerikanske avis The New York Times berette.
Menneskerettighedsorganisationer, sudanske aktivister og det internationale samfund har stillet sig endog meget tvivlende over for Omar al-Bashirs påståede fællesskab med den sudanske befolkning. I praksis gennemlevede sudanerne nemlig en særdeles hård tid i de 30 år, hvor islamisten holdt det afrikanske land i sit jerngreb.
Omar al-Bashir kom til magten i 1989, da obersten stod i spidsen for et militærkup, der satte landets daværende og demokratisk valgte premierminister fra magten.
Med Omar al-Bashir i front for et sharia-styre blev tortur og udrensning af politiske modstandere snart hverdag i Sudan, og i 2003 udbrød der en brutal væbnet konflikt i landets allerede uroplagede Darfur-provins. Der sivede rapporter ud af landet om krigsforbrydelser i form af massevoldtægter, massedrab og etnisk udrensning, som Omar al-Bashir beskyldes for at være en af hovedmændene bag. Konflikten varede seks år og endte med at koste 300.000 mennesker livet.
I 2009 fik Omar al-Bashir så den tvivlsomme ære at blive den første siddende præsident i verden til at blive tiltalt af Den Internationale Straffedomstol, ICC, for at stå bag blandt andet folkedrab, tortur, voldtægter og fordrivelser af civile. Efterfølgende blev en række andre højtstående personer fra hæren og den politiske top også internationalt efterlyst af ICC. Men Sudan har pure nægtet at udlevere nogen af de efterlyste, og i alle årene har Omar al-Bashir kunnet bevæge sig relativt frit rundt i hele Afrika.
I april 2019 blev Omar al-Bashir omsider fjernet fra magten af sit eget militær efter store folkelige protester mod stigende brødpriser og korruption i landet.
I december blev han idømt to års fængsel for korruption, hvorefter anklagemyndigheden indledte en efterforskning af Bashir-styrets rolle i forbrydelserne i Darfur. Og i februar i år indvilgede Sudans nye overgangsstyre – til stor overraskelse for mange internationale iagttagere – i at lade den fængslede eksdiktator blive stillet for ICC i Haag i Holland.
Den 76-årige Omar al-Bashir er dog endnu ikke blevet overdraget til retsforfølgelse og opholder sig fortsat i Kober-fængslet i Sudans hovedstad, Khartoum. For tre uger siden afviste landets rigsadvokat at sætte Bashir på fri fod, da over 4000 dømte i straffesager blev løsladt fra de overfyldte fængsler for at inddæmme coronasmitten. Når pandemien er ovre, står han til at blive retsforfulgt for at have kuppet sig til magten.
Årsagerne til, at Omar al-Bashir endnu ikke er blevet udleveret, er uklare. Nogle eksperter peger på, at Sudan forsøger at opnå flest mulige politiske fordele, før man udleverer den forhenværende diktator, mens andre peger på, at der stadig ikke hersker enighed i landets overgangsregering, der består af militærfolk og civile, om at udlevere ham.
Og selve retssagen mod den 76-årige risikerer også at blive problematisk, vurderer forsker og lektor på det nordiske Afrika-institut i Uppsala i Sverige Redie Bereketeab.
”Retssagen kommer til at finde sted i en følsom fase i de regeringsforhandlinger, der finder sted mellem de forskellige grupper nu. Det kan blive et problem,” siger han til det svenske nyhedsmedie OmVärlden.
Ikke mindst fordi det langtfra kun er Omar al-Bashir, men også flere personer i hæren, der burde blive anholdt og retsforfulgt, lyder det fra Redie Bereketeab.
”Sagen er kompleks og handler ikke bare om Omar al-Bashir,” fastslår han.
Redie Bereketeab peger på, at der også findes forskellige opfattelser af, hvad der er foregået i Darfur.
”Der havde været borgerkrig i Darfur siden omkring 1987. Hvorvidt der fandt eller ikke fandt et folkedrab sted, er svært at definere,” mener han.
Den Internationale Straffedomstol har eksisteret i snart 18 år, og for ICC og international strafferet som sådan vil en eventuel retssag mod Omar al-Bashir være en milepæl og historisk, lyder vurderingen fra ekspert i international strafferet ved Cornell University i Storbritannien Jens David Ohlin.
”Retssagen vil være en genoprejsning for en straffedomstol, der har kæmpet for at leve op til ambitionerne, og som indtil nu kun har formået at afsige domme i få vigtige sager. Bashir er den hidtil vigtigste anklagede for ICC, og hvis straffedomstolen får ham ind i en retssal i Haag, vil det gøre det muligt for ICC at føre en højt profileret retssag, der omhandler anklager, som i sandhed er af betydning for hele det internationale samfund,” siger han.
Uanset om han vitterligt vil blive udleveret, gælder det nu om at få Omar al-Bashir retsforfulgt, og derfor byder den regionale leder af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, Deprose Muchena, også en international retssag mod den tidligere præsident mere end velkommen.
”Det er en historisk skandale, at Omar al-Bashir var efterlyst i mere end et årti og alligevel fik lov til at gå frit omkring. Retsforfølgelsen af ham er derfor et velkomment skridt i retning af at yde retfærdighed til ofrene og deres familier,” siger han.
Alligevel er der stadig sudanere, der støtter eksdiktatoren. I sidste måned overlevede premierminister Abdalla Hamdok et attentatforsøg. De seneste dage har der været rygter om et nyt militærkup, og i sidste uge skred sikkerhedsstyrker ind over for demonstranter, som prøvede at storme militærets hovedkvarter i Khartoum med krav om at få Bashir løsladt og et coronarelateret udgangsforbud ophævet.
Herunder kan du se, hvordan det gik andre berygtede afrikanske diktarorer:
Jean Kambanda (1955), Rwanda
Jean Kambanda var premierminister i den hutu-ledede regering i Rwanda, da folkedrabet på landets tutsier tog fart i 1994: Mellem 500.000 og en million mennesker blev dræbt i løbet af 100 dage, og 70 procent af Rwandas tutsi-befolkning blev myrdet. Bag drabene stod den hutu-ledede regering og hutu-paramilitære organisationer, der ønskede at ”rense” landet for tutsier. Jean Kambanda distribuerede våben til hutuer og gjorde intet for at stoppe drabene.
Han blev pågrebet i Kenyas hovedstad, Nairobi, i juli 1997. Året efter blev han idømt fængsel på livstid for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol for Rwanda i Arusha, Tanzania. Jean Kambanda afsoner i dag sin dom i et fængsel i Malis hovedstad, Bamako, og er den eneste regeringsleder, der har erklæret sig skyldig i at have medvirket i et folkedrab. En tilståelse, han dog i ankesagen hævdede skyldtes dårlig juridisk rådgivning.
Jean-Bédel Bokassa (1921-1996), Den Centralafrikanske Republik
Jean-Bédel Bokassa var militærleder og præsident i Den Centralafrikanske Republik fra 1966 til 1976, men ændrede herefter landets navn til Det Centralafrikanske Kejserdømme og udnævnte samtidig sig selv til kejser. Kroningsceremonien kostede godt 200 millioner kroner – et beløb svarende til hele det fattige lands bruttonationalprodukt. Det er usikkert, hvor mange mennesker Jean-Bedél Bokassa er ansvarlig for at have dræbt, men det vides med sikkerhed, at han personligt deltog i myrderierne på 100 skolebørn sammen med sin kejserlige garde. I sin storhedstid holdt Bokassa løver og blev beskyldt for at fodre de vilde dyr med sine politiske fjender.
I 1987 blev han dømt til døden, men allerede i 1993 blev han benådet. Tre år senere døde han i sit hjemland. Han efterlod sig ikke færre end 62 børn.
Charles Taylor (1948), Liberia
Charles Taylor var præsident i Liberia fra 1997 til 2003. I årene inden var han frontfigur i en blodig, langvarig borgerkrig i landet, og da han stillede op til præsident, var det med det berygtede slogan ”han dræbte min mor, han dræbte min far – men jeg vil stemme på ham”.
Charles Taylor er blevet dømt for krigsforbrydelser ved en særdomstol i Haag. Anklagerne lød blandt andet på mord, voldtægt og brug af børnesoldater i Liberia og nabolandet Sierra Leone. Charles Taylor var også korrupt og menes at have samlet sig en formue på mellem 350 og 700 millioner kroner til trods for, at Liberia er et meget fattigt land.
Som den eneste på denne liste trådte han selv tilbage som præsident. I 2012 blev han idømt en straf på 50 års fængsel for sin medvirken til krigsforbrydelser og afsoner i dag sin straf i et fængsel i Storbritannien.
Idi Amin (1925-2003), Uganda
I sine otte år som leder gik Idi Amin under øgenavnet ”Slagteren”. Det skyldtes både, at der verserede hårdnakkede rygter om, at Idi Amin spiste menneskekød, og mellem 100.000 og 500.000 mennesker blev massakreret under hans otte år lange ugandiske rædselsregime.
Efter at være blevet sat fra magten af nabolandet Tanzania drog Idi Amin i eksil, først i Libyen og dernæst i Saudi-Arabien.
Efter hans flugt blev det skjulte underjordiske fængsel i udkanten af Ugandas hovedstad, Kampala, som Idi Amin havde brugt til at spærre politiske modstandere inde i, afsløret. Det anslås, at omkring 200.000 mennesker sultede eller blev tortureret ihjel i fængslet.
Idi Amin blev boende i Saudi-Arabien indtil sin død i 2003. Han blev aldrig retsforfulgt.
Robert Gabriel Mugabe (1924-2019), Zimbabwe
Robert Mugabe startede ud som en folkehelt efter at have kæmpet for at befri det daværende Rhodesia fra det britiske kolonistyre. Efter at være kommet til magten i Zimbabwe var han ansvarlig for en række blodige forfølgelser af politiske modstandere. Heriblandt det blodige drab på 20.000 zimbabwere fra ndebelestammen. Men Mugabe-styret forfulgte også landets hvide indbyggere, og Robert Mugabe var kendt – og blandt hvide zimbabwere frygtet for – sit motto ”Afrika for afrikanere”.
I 1994 blev Robert Mugabe slået til ridder af den britiske dronning Elizabeth II. I 2008 blev han dog frataget ærestitlen efter at have været ansvarlig for vold mod tilhængere af oppositionen. Under Mugabe gik Zimbabwe, der er et af de mest råstofrige lande i Afrika, fra at være relativt rigt til at være et af de fattigste lande i verden med en voldsom inflation. Robert Mugabe sad på magten i næsten 40 år og blev i 2017 væltet ved et militærkup, men aldrig retsforfulgt.