Folkepension afhjælper fattigdom i Afrika

Flere afrikanske lande har fået øjnene op for, at folkepension er en effektiv måde at bekæmpe fattigdom på – især på landet

”Du er nødt til at være på havet i mange timer for at fange fisk, men i min alder er det svært for mig at være ude så længe. Tre til fire måneder om året er fiskeriet virkeligt ringe,” siger han i et interview med den internationale hjælpeorganisation for ældre HelpAge på organisationens hjemmeside.
”Du er nødt til at være på havet i mange timer for at fange fisk, men i min alder er det svært for mig at være ude så længe. Tre til fire måneder om året er fiskeriet virkeligt ringe,” siger han i et interview med den internationale hjælpeorganisation for ældre HelpAge på organisationens hjemmeside. . Foto: Kate Holt/Age International.

Mambo er 75 år og har arbejdet hele sit liv. Det gør den ældre tanzaniske mand fortsat. Som yngre var han buschauffør, men i en alder af 50 år skiftede han erhverv og blev fisker i håbet om at kunne tjene flere penge.

Fiskeriet gav da også godt i mange år, men i takt med at Mambo er blevet ældre, er det begyndt at knibe med at udfylde rollen som familiens forsørger.

”Du er nødt til at være på havet i mange timer for at fange fisk, men i min alder er det svært for mig at være ude så længe. Tre til fire måneder om året er fiskeriet virkeligt ringe,” siger han i et interview med den internationale hjælpeorganisation for ældre HelpAge på organisationens hjemmeside.

Mambo bor sammen med sin hustru, en voksen datter og tre børnebørn i skolealderen i en landsby på øen Unguja, hovedøen i øgruppen Zanzibar, som er en del af det østafrikanske land Tanzania. Stadig flere unge fiskere er kommet til på Unguja gennem årene, og konkurrencen er blevet tilsvarende hårdere.

De unge fiskere har motorbåde og kan sejle længere ud på havet, hvor fangsten er bedre, end Mambo kan i sin enkle fiskerbåd, der er udhulet af en træstamme. På en god måned tjener Mambo, hvad der svarer til 610 kroner, men på en dårlig måned dykker indtjeningen til 50.000 tanzaniske shillings (150 kroner), fortæller han.

I den situation luner det, at Mambo det seneste år har fået udbetalt folkepension af staten i lighed med Zanzibars andre 21.749 indbyggere over 70 år. Og selvom de 20.000 tanzaniske shillings om måneden – 60 kroner – ikke lyder af meget, gør pengene en vigtig forskel i Mambos og familiens liv.

”Nogle gange vender jeg tilbage fra havet med tomme hænder. Men med folkepensionen er jeg sikker på, at jeg altid har noget,” siger han til HelpAge.

På Zanzibar er det, som mange andre steder i Afrika syd for Sahara, blevet mere almindeligt, at de unge flytter ind til de store byer, og at ikke alle kan eller vil fortsætte med at forsørge deres ældre efterladte familiemedlemmer.

Folkepensionen sikrer ikke bare mad på bordet hos de ældre, men forbedrer også deres anseelse i familien og lokalsamfundet og får på den måde de ældres selvfølelse og livskvalitet til at vokse. Det har HelpAge konstateret i forbindelse med en nylig rundspørge blandt de ældre på Zanzibar.

”Ofte bruger de ældre pensionen til at støtte husholdningen. Det betyder, at frem for at føle, at de ligger familien til last, kan de ældre mænd og kvinder nu aktivt bidrage til familierne,” siger Henry Mazunda, organisationens kommunikationsmedarbejder.

HelpAge havde dog både gerne set, at pensionsalderen var sat lavere end til 70 år i et land, hvor den gennemsnitlige levetid er 66 år, samt at pensionen var større. De 60 kroner, som Mambo får, svarer til 12 procent af gennemsnitsindkomsten i Tanzania.

Indtil videre er Mambos statsfinansierede pension et særsyn i størstedelen af Afrika syd for Sahara, men der er hastige forandringer på vej, som tyder på, at fiskeren snart får følgeskab af mange andre afrikanske pensionister:

Kenyas regering har erklæret, at den vil indføre folkepension fra 2018; den tanzaniske regering har bekendtgjort, at hele landet skal have folkepension, og østaterne Mauritius og Seychellerne har længe haft folkepensionsordninger.

Botswana, Namibia, Sydafrika, Lesotho og Swaziland har også alle forskellige pensionsordninger til ældre.

I det hele taget er et stigende antal afrikanske lande begyndt at få øjnene op for, at pension til ældre er en effektiv måde at bekæmpe fattigdom på, siger seniorforsker ved Center for Social Udvikling på det sydafrikanske Johannesburg University, Marianne Sandvad Ulriksen.

”Der er en lidt anden opfattelse af pension og overførselsindkomster i Afrika end i Danmark. Hvor folkepension i Danmark er tænkt som et økonomisk sikkerhedsnet, der er spændt ud under alle samfundets indbyggere, bliver pension i Afrika i højere grad opfattet som en direkte måde at bekæmpe fattigdom på,” siger hun.

I Afrika har man forsøgt at mindske fattigdommen på mange forskellige måder, og at udbetale penge fra det offentlige direkte til ældre samfundsborgere har vist sig at være effektivt.

”Forskningen peger entydigt på, at folk bruger pengene fornuftigt på for eksempel mad og tøj,” siger Marianne Sandvad Ulriksen.

I lighed med de afrikanske østater Mauritius og Seychellerne adskiller Zanzibar sig fra landene på fastlandet ved allerede at have lagt landbrugssamfundet bag sig, vurderer Jeremy Seekings, professor i sociologi ved det sydafrikanske Cape Town University.

”Zanzibar er ikke længere et landbrugssamfund med storfamilier, som bor og arbejder på landet. Generelt er pension til ældre blevet introduceret i Afrika som et modsvar på opløsningen af landbrugssamfundet og storfamiliens aftagende indbyrdes ansvar,” siger han og tilføjer, at der derudover eksisterer en stærk islamisk velgørenhedstradition på Zanzibar, hvor 98 procent af øgruppens en million indbyggere er muslimer.

Der vil komme flere pensionsordninger til i Afrika i stil med Zanzibars i de kommende år, vurderer Jeremy Seekings. Dog ikke alene på grund af afviklingen af det traditionelle landbrugssamfund.

”Der bliver også lagt eksternt pres på de afrikanske regeringer fra hjælpeorganisationer for at mindske fattigdommen i overensstemmelse med de globale udviklingsmål. Pension til ældre er en indlysende måde at gøre dét på. Flerpartivalgsystemerne motiverer politikerne til at indføre reformer som denne, og oveni kommer, at de ældre generelt bliver opfattet som værdigt trængende,” siger han.