Det er svært at se, hvem der kan være vinder af den seneste konflikt i Israel og omegn, der nu har stået på i nogle uger. Israel er regionens mægtigste militærmagt og kunne vel ødelægge Gaza i løbet af en halv times tid. Men brutalitet er ikke noget, der vækker bifald i verdenssamfundet, heller ikke i Israel, og det ville formentlig ikke løse noget. Omvendt har Hamas, der styrer Gaza, sendt raketter mod israelske storbyer. Det har jaget en skræk i livet hos mange i den overvejende jødiske stat; men end ikke Hamas forestiller sig formodentlig, at det vil ændre så meget.
Det er nemmere at få øje på paradokserne.
Krisen er udløst af en strid om et boligkvarter i Østjerusalem, hvor israelere kræver huse tilbage, som palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere har boet i siden 1956. Israelerne peger på, at området for 150 år siden blev opkøbt af jøder, at palæstinenserne skal ud og de selv flytte ind.
Ikke tale om, siger palæstinenserne. Jøder kan ikke bare komme tilbage efter så mange år. Og det er her, paradokserne dukker op. For palæstinensere kræver stadig den ejendom tilbage, som jøder overtog omkring Israels oprettelse 1948. Her er det åbenbart i orden at henvise til gamle skøder og rustne nøgler fra de oprindelige huse. Omvendt syntes israelerne ikke præget af finfølelse.
Arabiske beboere i en forstad til Vestjerusalem for eksempel blev i 1948 beordret til at forlade deres huse stort set omgående, har den israelske historiker Tom Segev berettet. Her var det velstillede kristne, embedsmænd, læger, jurister eller erhvervsfolk:
”De fleste efterlod alt, fra flygler og brudekjoler over tennisketsjere og køkkenredskaber til bøger og fotoalbums.”
Mange af disse huse faldt i hænderne på jøder, der ”ligeledes tilhørte den sociale elite”, som Segev skriver. Selv moderate israelere afviser, at disse boliger skal afgives igen.
Sådan tilpasses principper alt efter, hvem de skal tjene. Det er da heller ikke nyt, at moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt. Og det ser ud til at være gyldne tider for principtilpassere.
Der er for eksempel sagen om danske børn og deres mødre i syriske flygtningelejre. Danmark har indtil denne uge afvist at tage børnene hjem, fordi mødrene så skulle med, og de var terrorsympatisører. Nu har regeringen – efter voldsomt pres fra støttepartierne – skiftet holdning, idet man pludselig vil følge vurderinger fra Politiets Efterretningstjeneste. Ifølge PET er der en mindre risiko ved at tage alle hjem end ved at lade dem blive yderligere radikaliseret i lejrene.
Der er imidlertid en helt anden grund til at hente dem. Den har intet med uskyldige børn eller burkaklædte kvinder at skaffe. Måske er det den vigtigste grund overhovedet, og ikke mange ud over tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) har nævnt den: Danmark har i årevis søgt at få navnlig nordafrikanske lande til at hjemtage deres kriminelle eller andre ikke opholdsberettigede statsborgere. Argumentet har været – og er det, må man gå ud fra, stadig – at et land har ansvaret for sine egne statsborgere. Det harmonerer også, har Møller påpeget, med folkeretten. Den gælder for såvel engle som det modsatte.
Her opstår altså endnu et paradoks. Og regeringen må få det vanskeligt, næste gang man vil overbevise Marokko eller Algeriet eller Tunesien om at sørge for sine egne borgere. Især fordi den hjemtager børnene og deres mødre fra Syrien med henvisning til en sikkerhedsvurdering, men ikke folkeretlige eller strategiske overvejelser.
Man kunne blive ved. Fundamentalistiske muslimer kræver religionsfrihed for dem selv i Europa, men er tilbageholdende med at indrømme den til andre. I Irland er den katolske kirkes magt over samfundet mere eller mindre forsvundet efter rædselsvækkende beretninger om præsters misbrug af børn og unge; det skete ikke kun i enkeltsager, men nærmest systemisk. Det harmonerer ikke med den prædikede næstekærlighed. Nye paradokser må være på trapperne.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.