Den catalanske regionalregering opfordrede i går EU til at mægle i striden mellem Catalonien og Spanien om løsrivelse.
”EU-Kommissionen kan ikke længere se den anden vej,” sagde den catalanske regeringsleder og regionspræsident, Carles Puigdemont.
Søndag nat, da de første resultater begyndte at komme fra folkeafstemningen, erklærede Puigdemont, at Catalonien havde vundet ”retten til uafhængighed”.
Den catalanske selvstændighedsbevægelse kommer dog næppe langt med argumentet om ”ret” til selvstændighed. Ifølge eksperter i folkeret og international politik er der ingen juridiske løftestænger, som kan hjælpe et uafhængighedssøgende område eller folk til løsrivelse fra deres land.
”Der er ingen retningslinjer i folkeretten. Når det kommer til stykket, er det en politisk beslutning, om man vælger at anerkende en ny selvstændig stat, selvom argumenterne typisk tager udgangspunkt i folkeretten,” siger Nina Caspersen, professor i international politik ved universitetet i York, hvor hun forsker i interstatlige konflikter og forsøg på statsdannelser.
Hun henviser til, at det efter Anden Verdenskrig stort set kun er tidligere kolonilande, der er blevet anerkendt af det internationale samfund som selvstændige nationer. Nogle gange er det lykkedes at finde andre måder at retfærdiggøre en stats selvstændighed på, men det er stadig undtagelsen og kun sket i særlige tilfælde, som da Kosovos løsrivelse fra Serbien blev anerkendt af USA og EU på baggrund af den langvarige krig i regionen.
”Kriterierne for løsrivelse er ikke specielt klare, og de kan fortolkes i flere retninger. Og det er de historisk også blevet. I sidste ende er det realpolitik og omverdenens strategiske hensyn, der vejer tungest,” siger Nina Caspersen, som kalder det ”usandsynligt”, at catalonierne kommer langt med deres insisteren på, at det er deres menneskeret at få deres eget land.
”Den eneste mulighed er at forhandle sig til selvstændighed, hvis det virkelig skal lykkes,” siger Nina Caspersen.
Den catalanske folkeafstemning fulgte lige i kølvandet på kurdernes afstemning om samme tema i Irak blot en uge tidligere. Milena Sterio, professor i international ret ved Cleveland Universitet i USA, skrev efter den kurdiske afstemning et indlæg på Opinio Juris, en international debatside for jurister, om, hvorvidt international lov sikrer retten til løsrivelse. Hendes konklusion var ”nej”.
”International lov anerkender retten til selvbestemmelse, men international lov indeholder ikke en positiv lovnorm om løsrivelse. Med andre ord kan intet folk eller mindretal hævde, at international lov giver dem ret til løsrivelse,” skrev hun.
Robert Liñeira, seniorforsker ved Edingburgh Universitet med speciale i blandt andet territorialpolitik og folkeafstemninger, er enig med Nina Caspersen i, at det i praksis kræver andre landes støtte og anerkendelse at erklære sig som en selvstændig nation.
”Det, at danne en stat, er først og fremmest en politisk ting. Hvis en uafhængighedserklæring skal være effektiv, kræver det, at den nye stat bliver anerkendt af de væsentligste stater i det internationale system,” siger han.
Robert Liñeira minder om, at en rettighed skal kunne prøves ved en domstol for at have nogen effekt.
For eksempel kan tidligere kolonilande gå til FN, hvis de bliver nægtet selvstændighed. Det gælder også områder eller folk, der har været udsat for massiv krænkelse af deres menneskerettigheder. Ingen af delene gælder dog for Catalonien.
”Derfor vil det være meget svært for Catalonien at blive anerkendt af omverdenen uden Spaniens billigelse. Der er stort set ingen juridisk baggrund for det,” vurderer han.