Prøv avisen

Historiker: Folkevandringer tvinger os til beslutninger, der er praktisk, juridisk og moralsk svære

Vi lever i Europa i nogle åbne, velhavende og aldrende samfund, der nødvendigvis vil komme under pres fra migranter fra Afrika og Mellemøsten, mener historie-professor Hans-Peter Schwarz. Billedet viser syriske flygtninge på vej til at krydse grænsen fra Serbien til Ungarn, da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015. – Foto: Iva Zimova/Panos Pictures/Ritzau Foto

I en ung verden i opbrud er det gamle Europa nødt til at sikre sine grænser og tage et opgør med forestillingen om universelle rettigheder, mener den tyske historiker Hans-Peter Schwarz

Med flygtningekrisens udbrud kommer 2015 helt sikkert til at indtage en vigtig plads i fremtidens historiebøger. Eller rettere: i fremtidens europæiske historiebøger. For på globalt plan har der de seneste 50 års tid været stigende flygtningestrømme, mens der var forholdsvis fredelige – om end kolde – tider i Europa.

Det nye er, at det globale antal af flygtninge og migranter ikke bare tager til i omfang, men i stadig højere grad er mobile. Vi har siden flygtningekrisens udbrud kun set begyndelsen af denne udvikling, mener den tyske historieprofessor Hans-Peter Schwarz, der ikke bare ser en ny folkevandring for sig, men i undertitlen af sin nyeste bog ligefrem taler om ”et tab af politisk kontrol”.

Langt de fleste af verdens flygtninge opholder sig ikke i Europa, men i deres nabo- regioner – flygtede syrere for eksempel langt overvejende i Jordan eller Tyrkiet. Flygtningesituationen i Europa har stabiliseret sig det seneste års tid, og siden flygtningekrisens udbrud er under en procent af Europas befolkning kommet til. Det ligner ikke en grund til den store bekymring, som din bog om ”Den ny folkevandring” udviser?

”Jo, det mener jeg faktisk,” siger den 82-årige historiker.

”Ikke mindst på grund af den demografiske asymmetri. Vi lever i Europa i nogle åbne, velhavende og aldrende samfund. De vil nødvendigvis komme under endnu stærkere pres fra både Afrika syd for Sahara og fra den muslimske krisebue, som jeg kalder det: Fra Marokko over Algeriet og Mellemøsten til Pakistan. Det er eksplosivt voksende samfund med et overskud af unge mennesker – i reglen er over halvdelen af befolkningen under 25 år. Blandingen af mange etniske konflikter og unge befolkninger uden fremtidsperspektiver giver et stort udvandringspotentiale, som vi ikke kan ignorere.”

”De grænser, som kolonimagterne drog ved deres tilbagetog i Afrika, eksisterer i praksis ikke mere, og også grænserne i Mellemøsten fra tiden efter Første Verdenskrig er i opløsning. Siden det 17. til 18. århundrede har vores verdensorden beroet på stater, som – reguleret af folkeretten – er karakteriseret ved fysiske grænser for statens territorium. Når selve det system er i opbrud, kan det blive meget kritisk,” siger Hans-Peter Schwarz.

Allerede i bogtitlen taler du om ”folkevandringer”. I de klassiske folkevandringer i senantikken og den tidlige middelalder var der tale om store flokke med ledere og hierarkier, som i deres erobringstogter styrede mod Rom. I europæisk optik er der i dag tale om desperate mennesker, der alene eller i små grupper søger et fredeligt og eventuelt mere velhavende liv. Kan det retfærdiggøres at bruge dette historisk ladede begreb?

”Jeg medgiver, at de nu- værende flygtningestrømme ikke kan sammenlignes direkte med de klassiske folkevandringer. De moralske, geografiske og kommunika-tionstekniske betingelser er helt anderledes i dag, og de vandrende er ikke bevæbnede erobrere, men søger hjælp. Men både i omfang og form taler vi alligevel om et nyt fænomen, et verdenshistorisk opbrud, fordi det ikke som hidtil handler om bevægelser inden for visse regioner i for eksempelAfrika, men opbrud på tværs af kontinenter, ofte med Europa som mål. Derfor taler jeg om folkevandringer. Begrebet giver i sig selv et praj om omfanget,” siger Hans-Peter Schwarz.

Med udgangspunkt i Europas kapaciteter og behov for arbejdskraft plæderer historikeren for, at vi bør se langt mere på klassiske, demokratiske indvandringslande som Canada, Australien eller USA – lande som alle har underskrevet FN’s flygtningekonvention, men som er langt mere selektive, og som i Schwarz’ øjne viser, at det er Europa, som fører en særlig linje på dette punkt. Her peger han især på den europæiske asylpolitik, der giver retskrav på prøvelse af asylretten.

”Den er velment i sin intention, men den universelle individuelle ret til en asyl-proces umuliggøres af det aktuelle pres. Vi har oplevet en udvidelse af asylretten, som nærmest ubemærket blev fastlagt i Lissabon-traktaten fra 2009. Det sætter jeg spørgsmålstegn ved,” siger Hans-Peter Schwarz.

”Vi bliver nødt til at adskille vores grundholdning om, at alle bør have mulighederne for at leve et liv i værdighed, frihed og lykke på den ene side, og hvorvidt disse mål skal udmønte sig i positive rettigheder for alle mennesker på den anden side. Folkevandringerne tvinger os til nogle grundlæggende beslutninger, som kan være både praktisk, juridisk og moralsk svære.”

Men tager du dermed ikke en letsindig afsked med den forestilling om universelt gyldige juridiske og etiske principper, som blandt andet oplysningstiden grunder i?

”Ressourcerne er nu engang begrænsede, også i Europa. Det kommer vi til at tage med i købet,” lyder professorens svar.

Dermed opgiver vi også den udstrålingskraft, som demokrati, retsstat og universelle menneskerettigheder kan have?

”Den store politiske opgave er at bringe det ønskværdige og det mulige sammen i et fornuftigt forhold. Vores ønske om, at demokratier har en stærk udstrålingskraft, bliver for tiden ikke just bakket op af de globale tendenser: Det arabiske forår er mislykket, Rusland er ikke blevet demokratiseret, som vi håbede det i 1990’erne, og trods 20 års dialog har vi ikke kunnet understøtte Maghreb-landene tilstrækkeligt hen mod en demokratisk udvikling – med Tunesien som et skrøbeligt modeksempel. Hele vejen omkring Europa ser vi ikke denne udstråling.”

Ved siden af et opgør med den generelle ret til en retslig prøvelse af alle asylsager, ser Hans-Peter Schwarz EU i en farlig balancegang mellem et statsforbund udadtil og en forbundsstat indadtil, hvormed EU ikke som en stat har taget sig tilstrækkeligt af sine ydre grænser. Derfor er der i hans øjne ingen vej uden om at skabe en langt stærkere sikring af EU’s ydre grænser – og indtil da indføre et ”Schengen light”, hvor EU-borgerne har forholdsvist fri passage mellem landene, som før Schengen, mens visa-pligtige ikke-EU-borgere atter skal kontrolleres i fuldt omfang.

”Schengen-zonen og Dublin-systemet har været et eksperiment – skabt i forholdsvis fredelige tider i 1990’erne og 2000’erne. Ifølge Dublin-aftalen skulle asylsager behandles i det land, hvor flygtninge kom ind i Schengen, men for langt de fleste flygtninge og indvandrere er der nu engang mere og mindre attraktive lande i Europa, både i forhold til arbejds- betingelser, kultur og velfærdsydelser. Helt tilbage til 2012 har dette system i vid udstrækning været sat ud kraft af især Italien og Grækenland uden en eksplicit aftale med de europæiske partnere.

Det samme gjorde Tyskland også i sensommeren 2015 – og forsøgte efterfølgende at sælge sit omfordelingskoncept som en ”europæisk løsning”. Men på bundlinjen er hele denne konstruktion især et problem for de mere attraktive tilvandringslande i Schengen,” siger den tyske historiker.

Hvis vi indfører en ”Schengen light”, skubber vi så ikke bare sorteper videre til de lande, der tilfældigvis ligger ved de europæiske ydergrænser?

”Det nytter ikke noget, at lukke sig om sig selv. Hele EU bør understøtte kriseregionerne omkring Europa og forebygge konflikter i langt højere grad. Og de stærke EU-lande skal støtte de europæiske middelhavslande langt mere i forhold til for eksempel Frontex og finansielt i forhold til at hjælpe med modtagelse og behandling i disse lande. Men sideløbende må vi benytte mulighederne i den mere traditionelle nationalstat med suveræne grænser. Jeg ser det ikke som det store nederlag at reagere på, at verden omkring Europa har ændret sig siden indførelsen af Schengen,” siger Hans-Peter Schwarz.

Du kritiserer i din bog skarpt, at Europa bliver stadigt mere afhængigt af et Tyrkiet, der er ved at udvikle sig til et diktatur. Ser man i Tyrkiet ikke konsekvenserne af den nationalisme, som du advokerer for, når du i din bog er så skeptisk over for den post-nationale ånd i Europa?

”På det punkt har jeg i årtier håbet på en mere ligevægtig udvikling mellem den nationale orientering og det internationale samarbejde i Europa. Hvis de europæiske bestemmelser ikke fungerer optimalt, må staterne hver for sig overveje, hvordan de kan revidere det og opfylde deres funktion over for borgerne – selvom det er meget svært inden for EU’s primærret. Det handler ikke om en ekskluderende, kitchet nationalisme, og jeg håber personligt på, at hele unionens europavenlige partier vil bidrage til at skabe de her reformer. Dem skal vi ikke overlade til partierne på den yderste højrefløj som Front National, Alternative für Deutschland eller Geert Wilders i Holland. Mark Rutte er i mine øjne et godt eksempel på, at man som liberal-konservativ kan foretage en målrettet reformkurs uden at glide derud, hvor det bliver nationalistisk i en negativ betydning.”

På bare to årtier har internet og smartphones skabt en hel ny verden, ikke mindst for flygtninge, som pludselig kan orientere sig, kommunikere, finde ligesindede. Verden er blevet mere og mere mobil, som din bog påpeger. Kan store bevægelser af mennesker dermed kun stoppes med magtudøvelse?

”Mange af de her mennesker står jo i nogle uhyre problemer og er villige til at tage store risici. Så det kan jeg dårligt benægte,” siger Hans-Peter Schwarz.