Prøv avisen

Folkhemmet ramt af politiske rystelser

Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, stemmer i Stockholm. Han har stor opbakning blandt vælgerne, men de andre partier siger, at hans parti er racistisk og fremmedfjendsk. De vil derfor ikke samarbejde med det i Riksdagen. Foto: Stina Stjernkvist/Ritzau Scanpix

De svenske socialdemokrater får et katastrofevalg. Valgstedsmålinger giver partiet dets værste valg i 100 år. Sverigedemokraterna går kraftigt frem.

Sveriges vælgere har vendt det gamle parti Socialdemokraterna ryggen.

Ved afslutningen på Riksdagsvalget søndag aften viste to valgstedsmålinger fra tv-stationerne TV4 og SVT, at partiet under ledelse af statsminister Stefan Löfven får støtte fra henholdsvis 25,4 procent af stemmerne og 26,2 procent.

Ved valget i 2014 fik partiet lidt over 31 procent.

Holder målingerne, er det det værste valg for partiet siden indførelsen af parlamentarisme i 1911. Da fik det 28,5 procent.

Målingerne siger, at specielt yderfløjene går frem.

Sverigedemokraterna (SD) på højrefløjen fik 12,9 procent ved forrige valg. Målingerne gav SD 16,3 procent og 19,2.

På venstrefløjen går Vänsterpartiet frem fra 5,72 procent i 2015 til 9,8 procent og 9,0.

Det endelige resultat ventedes sent søndag eller natten til mandag.

De politiske partier har på forhånd sagt, at de heller ikke i den nye Riksdag vil samarbejde med SD. Men de borgerlige har ikke været helt så faste i kødet som Socialdemokraterna.

Hverken den røde eller den blå blok får flertal, sagde målingerne søndag aften. Blokkene er nogenlunde lige store.

Löfven forsøgte at få valget til at handle om velfærd, men indvandrerpolitik har været det helt store emne.

Her har SD stået stærkt med sin indvandrerkritiske linje.

Partiet har buldret mod den socialdemokratisk-ledede regering, der har haft ansvaret i de seneste fire år. Altså også i 2015, da Sverige lod 163.000 asylansøgere komme ind i landet.

Socialdemokratiet har kaldt SD for menneskefjendsk, racistisk og har henvist til nynazisme i partiets rødder.

Men SD har alligevel medvind. Målinger har vist, at mange tidligere socialdemokrater nu stemmer SD.

I en partilederdebat forleden på TV4 sagde Liberalernes leder, Jan Bjõrklund, til Jimmie Åkesson, SD-lederen, at SD vil erstatte "liberalisme med nationalisme".

- Det er prøvet før, når højrenationalismen har taget over, og det er endt skidt. Jeg er rigtig bange for den politiske nationalisme.

Åkesson forklarede, at det er forkert. Han går ind for en svensk nationalisme med "folkhemmet" i centrum.

- Den nationalisme, som jeg foretrækker, manifesteres tydeligst af folkhemmet, hvor vi overvinder klasseskel, og hvor vi holder sammen, skaber tryghed.

I svensk historie er der lighedstegn mellem Socialdemokraterna og folkhemmet - den svenske velfærdsmodel, opbygget i lange perioder med socialdemokratisk ledelse.

Her blev der lavet en samfundsmodel, der tilstræbte lighed og tryghed i et velfærdssystem.

Nu har Sverige store problemer i indvandrertunge forstæder i de store byer. Der er skyderier, biler brændes af, og svensk kultur og tryghed er under pres i folkhemmet.

Det er den kurs, som Åkesson siger, at han vil ændre med en hård linje over for indvandrere.

Löfven siger, at der er ved at blive strammet op, men han appellerer også til at være medmenneskelig over for flygtninge og migranter.

Han appellerede også, da han stemte søndag i det centrale Stockholm, den svenske hovedstad:

- Det her valg handler om anstændighed, og vi står for anstændighed.

/ritzau/