Prøv avisen
Interview

Forældre går oftere til domstolene, når de er uenige med læger

I historien om Charlie Gard er der ingen vindere, men den er seneste eksempel på, at patienter, pårørende og særligt forældre til syge børn er uenige om, hvad der er bedst for patienten. Her ses Charlie Gards forældre. Foto: Lauren Hurley/AP/ritzau

Sagen om den britiske dreng Charlie Gard er ifølge etikprofessor et eksempel på, hvordan forældre udfordrer lægestanden gennem retssager

Afgørelsen om, hvordan den knap étårige og uhelbredeligt syge dreng Charlie Gard skal dø, er udsat endnu en gang. I går sagde landsretten i London, at drengen skal flyttes til et hospice. Men samtidig gav retten forældre og børnehospitalet 24 timer til at blive enige om alternative planer, som både er lægeetisk forsvarlige og tilgodeser forældrenes ønsker om at tilbringe længst mulig tid med drengen. Men det står fast, at respiratoren skal slukkes senest den 31. juli.

Retssagen illustrerer ifølge professor Dominic Wilkinson fra Jesus College ved universitetet i Oxford et sammenbrud i tilliden mellem lægestanden og patienter. I historien om Charlie Gard er der ingen vindere, men den er seneste eksempel på, at patienter, pårørende og særligt forældre til syge børn er uenige om, hvad der er bedst for patienten.

”Og det er blevet mere almindeligt at bringe uenigheden til domstolene, særligt i dette land,” siger Dominic Wilkinson, der er ekspert i intensiv behandling af nyfødte og lægeetik.

Dominic Wilkinson fremhæver, at det er en kombination af flere faktorer, som har ført til, at folk tyer til domstolene, når de er uenige med lægevidenskaben.

”Først og fremmest er lægevidenskaben i dag i stand til at gøre meget mere end tidligere. Men det er ikke alle behandlinger, som er i patientens interesse. Samtidig er der lettere adgang til information om alternativer. Vi taler også om sårbare mennesker, som er klar til at lytte til personer, der tilbyder en hjælp, som ikke altid er den mest hjælpsomme,” siger Dominic Wilkinson.

Men mest afgørende er, at lægernes autoritet er blevet undermineret.

”Jeg kan se, at der har været en tendens væk fra, at lægen ved bedst, og at lægen har den ultimative afgørelse.”

Det er særligt sager om børn, som ender ved domstolene ifølge Dominic Wilkinson.

”Lægerne føler, at de skal tale for barnet, når forældre beder om noget, som er forkert. Voksne kan omvendt selv sige, at de er villige til at løbe en risiko, selvom lægerne ikke anbefaler en behandling,” forklarer den lægeetiske ekspert.

Det første eksempel, han kender til, er fra 1993, hvor en dreng ved navn Jay havde så svære hovedlæsioner, at lægerne mente, at behandling ville være nytteløst. Siden er domstolene i stigende grad inddraget i tvister om den bedste behandling.

”I dag er der store forventninger til, hvad lægevidenskaben er i stand til. Og folk bliver skuffede, når de får at vide, at der ikke er noget at gøre. Samtidig er der dagligt eksempler i medierne på, at nogen har haft held med en alternativ behandling,” siger Dominic Wilkinson om årsagerne til konflikterne, som også har ført til et nyt pres på lægestanden.

”Når jeg taler med folk rundt om i verden, er der en stor bekymring over, at de ofte bliver bedt om udføre en behandling, som er uetisk eller skadelig for patienten. Men de har ikke noget valg, for der er ikke nogen juridisk begrænsning. Hvis de afviser, vil det være omkostningsfuldt – ikke kun tidsmæssigt, men også økonomisk og tilmed personligt i form af trusler,” siger Dominic Wilkinson om den nye udfordring af lægestanden, som i stigende grad ender ved domstolene.