Prøv avisen

Forældre sender deres børn alene over Middelhavet

Alene i år er der fra den 1. januar til den 16. april ankommet 1883 børn til Italien som bådflygtninge. Heraf rejste 1289 af børnene uden nære slægtninge, hvilket svarer til 68 procent af alle børnene. På arkivbilledet bliver en syrisk dreng båret i land af en redningsmedarbejder.

Syv ud af ti børn krydser Middelhavet uden familie. De er overladt til menneskesmuglere. Mange oplever en grufuld rejse med tæsk og overgreb

Billedet af en redningsarbejder, der bærer en treårig omkommet dreng, hvis lille livløse hånd hænger slapt fra kroppen, men hvis røde tophue stadig sidder på hovedet, er gået verden rundt efter det tragiske skibsforlis i weekenden i Middelhavet.

Det er ikke nemt at være barn på en overlæsset flygtningebåd og i særdeleshed ikke, hvis man er alene. Alligevel er antallet af mindreårige, der tager flugten over Middelhavet uden forældre eller voksne, stigende. Det viser tal fra hjælpeorganisationen Red Barnet.

Alene i år er der fra den 1. januar til den 16. april ankommet 1883 børn til Italien som bådflygtninge. Heraf rejste 1289 af børnene uden nære slægtninge, hvilket svarer til 68 procent af alle børnene. Til sammenligning kom der sidste år i alt 13.026 bådflygtningebørn, hvoraf halvdelen var uledsagede.

De uledsagede børn er oftest store drenge i 16-17 års alderen. Deres forældre er i en desperat situation og vil gerne give i det mindste ét af deres børn en overlevelseschance og en mulighed for at få et bedre liv. Men for mange af børnene bliver rejsen én lang traumatisk oplevelse, fortæller Jonas Keiding Lindholm, vicegeneralsekretær i Red Barnet.

”Børn helt ned til 12, 13 og 14 år er i hænderne på kyniske menneskesmuglere, som forgriber sig på dem, slår dem med jernkøller og slår dem ihjel, hvis ikke de har penge til at betale. Der er børn, som beretter, at de har været vidne til tilfældige henrettelser, hvis ikke de kan betale. De fortæller om et netværk af menneskesmuglere, hvor de møder én i Somalia, som afleverer dem til en ny i Etiopien, som afleverer dem til en ny igen i Libyen, og så møder de en fjerde menneskesmugler ved kysten i Tripoli (hovedstaden i Libyen red.). Ved hvert nyt møde med en ny menneskesmugler skal der falde nye penge, og børnene bliver tvunget til at ringe tilbage til deres forældre; de bliver slået og græder i telefonen for at få deres forældre til at betale flere penge,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Selvom børnene overlever rejsen eller reddes op af Middelhavet, er de forkomne og har ar på sjælen og sygdomme med sig, når de sætter benene i det nye land. Alligevel opholder mange af børnene sig kun omkring 24 timer på det modtagecenter, hvor de bliver placeret, og mange af dem undgår at registrere sig gennem det formelle asylsystem af frygt for, at de derved altid vil kunne sendes tilbage til Italien, hvis de bliver fanget et andet sted.

Helle Stenum, ekstern lektor på Institut for Interkulturelle Studier ved Roskilde Universitet, hvor hun blandt andet forsker i migration, forklarer, at når uledsagede børn ankommer til Europa og ikke har et lovligt ophold, kan de være nødsaget til at ernære sig ved forskellige former for kriminalitet og prostitution for at overleve på gaden.

"Af de rapporter, der er lavet omkring unge i Grækenland, fremgår det for en dels vedkommende, at når de ser tilbage på, hvad de har fået ud af rejsen, ville de ønske, de var blevet i deres eget land, for de har ikke fået den status, som gør, at de kan tjene penge og klare sig selv og gøre noget for deres familie. Men de tager af sted med håbet om, at det vil lykkes for dem at komme frem til forhold, som er bedre, og at lige præcis de nok skal klare det. Håb er en meget stærk følelse og overlevelseskraft,” siger Helle Stenum.

En bådflygtning venter i havnen i den syditalienske by Salerno i går, efter at være blevet samlet op af den italienske kystvagt. Foto: Ciro De Luca/Reuters