Foragten for Netanyahu kan samle ny, utraditionel regering i Israel

Utilfredshed med premierminister Benjamin Netanyahu har sat sig fast på begge fløje i israelsk politik og ventes at bane vej for utraditionel samlingsregering

Naftali Bennett, der nu står til at blive Israels første nationalreligiøse premierminister, er en stærk fortaler for de jødiske bosættelser på Vestbredden og har tidligere haft flere ministerposter under Benjamin Netanyahu, blandt andet som forsvarsminister fra 2019 til 2020.
Naftali Bennett, der nu står til at blive Israels første nationalreligiøse premierminister, er en stærk fortaler for de jødiske bosættelser på Vestbredden og har tidligere haft flere ministerposter under Benjamin Netanyahu, blandt andet som forsvarsminister fra 2019 til 2020. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Efter fire valg på to år og hele 12 år med Benjamin Netanyahu på premierministerposten tyder meget på, at Israels politiske hårdknude snart er løst. En bred samlingsregering, der tirsdag aften tegnede til at bestå af partier fra venstre, centrum og højre – og endda også af det islamistisk-arabiske parti Raam – ventes at blive taget i ed på onsdag i næste uge.

Det er en aftale om en såkaldt rotationsordning på premierministerposten mellem de to partiledere Yair Lapid og Naftali Bennett, der bringer parterne tæt på regeringsdannelsen. Denne aftale var allerede på bordet inden den seneste krig mellem Israel og Hamas. Men krigen, og især de interne uroligheder i israelske byer med en blandet befolkning, fik Naftali Bennett fra det nationalreligiøse parti Yemina (Mod Højre) til at erklære, at han ikke ville sidde i en regering, der læner sig op ad arabiske partier. Først efter den 11 dage lange Gaza-krigs afslutning ændrede Bennett igen mening og erklærede i begyndelsen af denne uge, at han trods alt foretrækker en bred samlingsregering frem for en regering under ledelse af Netanyahu eller udskrivelsen af endnu et valg.

Det er ikke noget naturligt skridt for Naftali Bennett at sige ja til at sidde sammen med venstrefløjspartiet Meretz og Arbejderpartiet eller ligefrem gå i regering med partiet Raam, der repræsenterer den islamiske bevægelse i Israel. Naftali Bennett er vokset op i den kippah-bærende nationalreligiøse bevægelse og står ideologisk set solidt placeret på den israelske højrefløj. Han er tilhænger af, at de israelske bosættelser udvides yderligere, og har udtrykt støtte til en officiel annektering af dele af Vestbredden. Indtil 2020 var han også forsvarsminister og undervisningsminister i regeringer under Netanyahus ledelse.

Men når Bennett alligevel ser ud til at foretrække at danne regering med sine værste politiske rivaler, skyldes det både taktiske overvejelser og den foragt, han selv har udviklet over for Netanyahu, og som udgør fællesnævneren for alle partierne i den nye regering.

Politisk set ville endnu et nyvalg blive en potentiel katastrofe for Naftali Bennett, fordi hans kernevælgere på den religiøse højrefløj vil straffe ham for overhovedet at have overvejet at sidde i en regering med det arabiske Raam-parti. Og hvis han havde sagt ja tak til Netanyahu, der også tilbød ham en rotationsordning, ville han løbe den risiko, at Netanyahu i sidste ende ikke ville holde sit løfte, og dermed ville Bennett sætte sin egen karriere på spil ved at gå i en fælde.

Derfor er en regering i forandringens navn Bennetts eneste sikre vej til at blive premierminister – på samme måde, som det er tilfældet for Yair Lapid fra partiet Yesh Atid (Fremtiden Eksisterer).

Særligt siden coronakrisen ramte Israel i marts 2020, har oppositionen til Netanyahu bredt sig til også at omfatte politikere på den israelske højrefløj. Bennett er den ene, og Gideon Saar, der brød ud af Likud og dannede partiet Nyt Håb, er den anden. Og den lim, der nu binder dem til venstrefløjen og den politiske midte, er den fælles dybe foragt for Ne-tanyahu og dennes politiske metoder.

Mens venstrefløjen har haft et mangeårigt ideologisk udestående med Netanyahu, som kun blev forstærket, da han blev anklaget i tre korruptionssager, er dele af højrefløjen blevet nervøs for den generelle tilstand i Israel under den mangeårige Likud-leder. I knap 500 dage har Israel ikke haft nogen officiel finanslov, og på grund af Netanyahus retssager har regeringen rettet gentagne angreb mod landets dømmende og udøvende magter. Mange vil sige, at det har svækket politiet og skadet landets demokratiske institutioner.

Samtidig beskyldes den 71-årige Ne-tanyahu for at have lukket hadets ånd mellem de forskellige grupper i det israelske samfund ud af flasken ved ikke at tage afstand fra verbale overgreb og trusler. En situation, der minder mange israelere om tiden før drabet på tidligere premierminister Yitzhak Rabin i 1995.

”Vi nærmer os den stemning, der førte til det politiske mord på Rabin. Når ledelsen ikke fordømmer den verbale vold, så føler de potentielle gerningsmænd, at de nyder opbakning,” siger Gilad Kariv, tidligere ansat i den israelske efterretningstjenestes særlige jødiske afdeling, til israelsk radio.

I løbet af de seneste uger har en række journalister fået politibeskyttelse, og efter sin beslutning om at danne en ny regering med Yair Lapid er Naftali Bennett og hans partifælle Ayelet Shaked kommet under efterretningstjenestens beskyttelse. Årsagen er de mange skilte og udtalelser, hvor de omtales som ”forrædere”. Det samme ord, som Yitzhak Rabins jødiske morder brugte til at retfærdiggøre sin gerning i 1995.