Forbrydelse og straf: Britiske fængsler holder tusinder af fanger på ubestemt tid

Det britiske fængselsvæsen er under voldsom kritik, fordi over 3300 indsatte sidder fængslet på ubestemt tid, til trods for at loven blev afskaffet i 2012

Det britiske justitsministerium har udsendt en udtalelse om, at man arbejder hårdt på at reducere antallet af fanger fængslet på ubestemt tid, og at 576 blev løsladt sidste år. Men der er stadig over 3300 fanger, som har udstået deres straf, og som bliver tilbageholdt efter en lov, der er afskaffet.
Det britiske justitsministerium har udsendt en udtalelse om, at man arbejder hårdt på at reducere antallet af fanger fængslet på ubestemt tid, og at 576 blev løsladt sidste år. Men der er stadig over 3300 fanger, som har udstået deres straf, og som bliver tilbageholdt efter en lov, der er afskaffet. . Foto: Nima Stock/ritzau.

”Han sidder som et dyr i et bur.”

Ordene er April Wards og handler om hendes bror James Ward.

Den nu 32-årige mand blev i 2006 fængslet for brandstiftelse i en alder af 21 år. Dommen lød på 12 måneders fængsel, men kort før han havde udstået sin straf, satte han ild på sin madras i fængslet. Som konsekvens fik han sin straf omstødt til fængsel på ubestemt tid, fordi fængselsvæsenet ikke mente, at han var egnet til løsladelse. 11 år senere sidder han fortsat bag tremmer.

Søsteren fortæller i et interview med BBC, hvordan han bliver holdt i et bur, så man kan sikre, at han ikke skader sig selv, men hvor konsekvensen også er, at andre indsatte peger fingre og griner ad ham.

”Hvordan kan det være menneskeligt? Hans hud er gullig. Han har tabt sig rigtig meget, og det er ubærligt, hvordan han skader sig selv. Han kan ikke klare at være i fængsel. Det handler ikke kun om psykisk sygdom,” fortæller den fortvivlede søster.

James Ward er ikke ene om at være i den situation. Over 3300 indsatte i britiske fængsler har for længst udstået deres straf, men bliver holdt fængslet på ubestemt tid. Det til trods for at loven, som gør dette muligt, faktisk blev afskaffet for fem år siden af den konservative justitsminister Kenneth Clarke, som kaldte loven for en ”skamplet på justitsvæsenet”.

Loven blev indført af indenrigsminister David Blunkett fra Labour i 2003. Formået var at holde på særligt farlige forbrydere, hvis man mente, de ville udgøre en risiko for offentligheden, når de havde udstået deres straf. Den ekstra tid skulle bruges til terapi og rehabilitering for at gøre de indsatte klar til livet ude i samfundet.

Men som sagen med James Ward illustrerer, så gik der inflation i afgørelserne. Han er en af 48 indsatte, som fik straffe på under to års fængsel, men som alligevel nu har siddet inde i over 10 år.

”Jeg fortryder den måde, som loven er blevet implementeret på. Men jeg fortryder ikke princippet, som var at beskytte offentligheden mod ekstremt farlige forbrydere, der i flere tilfælde sagde, at de ville begå nye forbrydelser,” siger David Blunkett til magasinet New Statesman.

Ved at stå frem med sin brors historie har April Ward sat gang i debatten om de mange, der er fængslet på ubestemt tid.

For teolog og moralfilosof Michael Banner fra Trinity College i Cambridge minder sagen om et maleri af Vincent van Gogh, som viser indsatte fra London Newgate-fængsel, som formålsløst går rundt i cirkler. Billedet er fra 1880, men Victoria-tidens fængselsvæsen eksisterer fortsat i symbolsk forstand.

”Hvis der ikke sker noget, så risikerer vi, at vi efterlader de fanger som van Goghs fanger i fængselsgården i en utålelig cirkel af desperation og uden nogen chance for et nyt liv,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

Nick Hardwick er formand for The Parole Board, som er det uafhængige nævn for prøveløsladelse. Han kræver hurtigt handling for de, der er fængslet på ubestemt tid.

”Omfanget af selvmord og selvpåførte skader er uacceptabelt højt. Det skyldes, at politikerne ikke har formået at tage de rette beslutninger,” siger han ifølge The Times.

Han siger videre, at det ikke er unormalt – som i tilfældet med James Ward – at disse fanger konstant er overvåget af fængselsbetjente for at undgå, at de skader sig selv.

Det britiske justitsministerium har udsendt en udtalelse om, at man arbejder hårdt på at reducere antallet af fanger fængslet på ubestemt tid, og at 576 blev løsladt sidste år. Men der er stadig over 3300 fanger, som har udstået deres straf, og som bliver tilbageholdt efter en lov, der er afskaffet.