”Alt hvad vi i dag ved om, hvordan sult påvirker mennesker, ved vi, fordi en lille gruppe jødiske læger, der ligesom deres patienter var spærret inde i Warszawas ghetto, lavede det til dato mest omfattende studie af fænomenet sult.”
Limor Ben Haim er diætist ved Ichilow-hospitalet i Tel Aviv og rådgiver for det israelske svar på Kræftens Bekæmpelse. Hun trækker et gulnet dokument frem på sin computerskærm og forklarer, at det er de 31 jødiske lægers originale videnskabelige undersøgelse, Sultstudiet fra Warszawa-ghettoen. Inden ghettoen blev nedlagt og jævnet med jorden i maj 1943,sning, hentede en af de overlevede jødiske læger, Emil Appelbaum, undersøgelsen og fik den internationale jødiske hjælpeorganisation Joint til at udgive den. Det er den udgivelse – på polsk – der kan findes på internettet.
Limor Ben Haim har svært ved at udtrykke, hvor dyb en respekt hun føler over for de læger, der under de mest umulige vilkår undersøgte deres udsultede patienter, registrerede deres symptomer og reaktioner og drog konklusioner i grafer og tabeller. Den viden bruger hun og diætister verden over, hver gang de sidder over for mennesker, der lider af sult.
For sult er ikke en fattigdomssygdom, forklarer hun. I velfærdssamfund møder lægerne hver dag sult. Det være sig hos patienter, der aktivt sulter sig, som ved anoreksi, patienter med sygdomme som kræft eller Alzheimers, hvis krop er holdt op med at tage næring til sig, eller patienter med særlige stofskiftesygdomme. Hvert eneste af deres symptomer er beskrevet på de gulnede sider. Ghettoens jødiske læger forudså blandt andet det, alle i dag ved, men som blev skæbnesvangert for mange, der med nød og næppe overlevede holocaust, nemlig at sultende kun må få mad i meget små mængder, ellers sætter hjertet ud.
I september 1939 besatte nazisterne Polen. Kort efter, i januar 1940, blev det besluttet at rationere maden i landet. Med nazistisk nøjagtighed blev det regnet ud og sat ind i en tabel, hvor mange kalorier et menneske under besættelsen af Polen skulle have. Tabellen afslører prioriteter og hensigter: En tysker skulle sikres et dagligt kalorieindtag på 2310 kalorier, en ukrainer skulle have omkring 900 kalorier, polakker skulle nøjes med cirka 600 kalorier, mens jøder bare skulle have 180 kalorier om dagen.
Sult er et billigt våben. Måske det allerbilligste. Billederne af skeletmagre syrere fra den oprørskontrollerede Yarmouk-lejr i Syriens hovedstad, Damaskus, der blev sultet til overgivelse af Assadregimet for få år siden, står stadig printet på nethinden. Historiebøgerne fortæller blandt mange andre eksempler, hvordan tsaren brændte de russiske bønders marker af for at sulte Napoleons invaderende hære til fald, og Stalin-regimet påtvang ukrainerne holodomor-hungersnøden, som i begyndelsen af 1930’erne kostede millioner livet.
Så nazisterne opfandt intet nyt, da de i august 1940 stuvede hele Warszawas jødiske befolkning, over 400.000 mennesker, sammen på mindre end tre en halv kvadratkilometer og rationerede maden til et absolut minimum. Det var inden, at den systematiske udryddelse af jøder i koncentrations- og dødslejre blev indledt.
I 1939 var der omkring 3,3 millioner jøder i Polen. I Warszawa udgjorde jøder 40 procent af byens indbyggere. Nazisterne regnede med at kunne sulte dem til døde. Og de døde. Men ikke allesammen og ikke lige med det samme. Ikke desto mindre døde cirka hver fjerde indbygger i ghettoen af sult, inden deportationerne til kz-lejrene begyndte i sommeren 1942.
Dr. Abraham Ohry er læge og professor ved Tel Aviv Universitet. Han underviser i rehabiliteringsmedicin og har viet mere end 20 år til at studere de jødiske læger under holocaust. For Abraham Oury er sultstudiet fra Warszawa-ghettoen nærmest personligt. Hans onkel Simha Lederman var en af de 31 læger, der sammen med sygeplejersker og andet medicinsk personale deltog i det.
”Jeg tror nærmest, man må betragte det som en slags beskæftigelsesterapi. Der var jo tale om højt uddannede intellektuelle videnskabsmænd, der fandt en måde at udnytte situationen på. I ghettoen sultede mennesker til døde, så selvom nazisterne havde forbudt al forskning, forskede de i sult,” forklarer Abraham Ohry.
Ordet beskæftigelsesterapi er på ingen måde et forsøg på at nedgøre det videnskabelige arbejde, lægerne foretog sig under de mest umulige forhold. Tværtimod. De udnyttede den situation, de selv og Warszawas øvrige jøder var blevet udsat for, til at lære noget af den. Undersøgelsen var på den måde en del af et oprør imod umenneskeliggørelsen. Formålene med undersøgelsen var at bevise, at sult er reversibel, at sikre, at hver eneste af patienternes navne blev husket, og at understrege, at lægerne i ghettoen ikke lod sig knække, står der i indledningen.
Nazisterne udnævnte en jødisk læge, Israel Milejkovski, til direktør for sundhedsvæsenet i ghettoen. Samtidig med det åbenlyse hverv deltog Milejkovski i det aktivistiske undergrundsarbejde. Under dække af, at han uddannede nødvendigt sanitetspersonale, oprettede han sammen med de mange andre læger et hemmeligt medicinsk fakultet med 500 studerende i ghettoen. Milejkovski tog også del i beslutningen om at gennemføre sultundersøgelsen.
Patienterne var dusinvis af sultende mænd, kvinder og børn. Kun personer, der ikke havde andre sygdomme end ”sult-syndromet”, indgik i undersøgelsen. Hver af lægerne havde ansvar for sin del af undersøgelserne, der systematisk blev registreret og nedskrevet.
De registrerede, hvordan sult får organerne, også hos børn, til at ældes. Hvordan fordøjelsen og hjerteslaget nedsættes, hvordan blodbilledet ændres, og synet langsomt ødelægges. Der er endda taget billeder af, hvordan hudens farve hos nogle børn forandres og bliver helt sort, mens andre har hævede lemmer.
Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvorvidt lægerne i ghettoen diskuterede de etiske problemer, en sådan undersøgelse udført på døende udsultede mennesker kan rejse.
Vidste patienterne, at de deltog i et forsøg? Var det at udsætte dem for unødig smerte at tage blodprøver en gang i timen, som undersøgelserne af sukkertolerance krævede?
Limor Ben Haim svarer for dem:
”Alle i ghettoen vidste, at de ville dø, de sultende patienter vidste måske, måske ikke, at de var med i en undersøgelse, men modsat de mange, der døde i rendestenene, fik de pleje, en seng og den smule mad, hospitalet kunne give dem, før de døde.”
Sammen med andre forsøger Limor Ben Haim nu at finde penge til at oversætte hele det oprindelige polske dokument til hebraisk og engelsk med nutidige kommentarer. Der findes kun deloversættelser til fransk og engelsk.