Prøv avisen

Fordømmelser redder ingen global kulturarv

I 2001 blev Buddha-statuerne i Afghanistans Bamiyan-dal sprængt i luften af talebanere. Billedet, hvorpå den ene statue ses i baggrunden, er taget før sprængningen, som var en forsmag på, hvad der for tiden foregår i visse mellemøstlige og afrikanske lande. Foto: Jean-Claude ChaponAFP.

Først var det Buddha-statuer i Afghanistan, og nu er det verdenskulturarv i Mali og Syrien, der i disse måneder er truet af totalødelæggelse. Men desværre er det kun nationalstaterne, der har mulighed for at beskytte kulturelle ressourcer, mener den amerikanske historiker og arkæolog Alexander Joffe

I det seneste årti har militante islamister i stigende grad rettet deres vrede mod verdenshistorien.

I 2001 blev to enorme Buddha-statuer den ene verdens største fra det 6. århundrede i Bamiyan-dalen i Afghanistan sprængt i luften af talebanere. Og det var blot en forsmag på, hvad der nu hovedsageligt foregår i mellemøstlige og afrikanske lande med fundamentalistisk, islamistisk tilstedeværelse.

LÆS OGSÅ: Ødelæggelse af kulturarv fungerer som propaganda

Oprørere i Mali er i færd med en systematisk udryddelse af kulturen i ørkenbyen Timbuktu, som er hjemsted for gamle sufimuslimske gravsteder og mausoleer. Og i Syrien har internationale nyhedsmedier erfaret, at historiske byer, templer og museer bliver berøvet og ødelagt af Assad-regimets loyalister. Særligt er den antikke by Aleppo netop nu i fare for total ødelæggelse og plyndring. Og senest har det egyptiske salafistparti opfordret Egyptens præsident til at destruere pyramiderne.

Alexander Joffe, ph.d. i Nærøstlige Studier ved University of Arizona, har lavet arkæologisk research og feltarbejde i blandt andet Jordan, Israel, Grækenland og USA. Han er en af mange arkæologer, der beklager, at verdenshistorien bliver fanget i krydsilden, når der udbryder borgerkrig i verden. Men han er samtidig en af de få arkæologer, som godt tør sige det højt. Arkæologers tavshed omkring situationen i Syrien har været larmende, mener han.

Jeg har ikke set nogen kommentarer angående situationen i Syrien fra det akademiske, arkæologiske miljø. Blot en lille og nyttig indsats fra syriske arkæologer, der har dokumenteret skadernes omfang. Jeg opfatter tavsheden som moralsk fejhed fra vesterlændinge, som forholder sig tavse, indtil det står klart, hvem der vinder borgerkrigen. Arkæologerne vil ikke vælge side, da de frygter at blive nægtet adgang til Syrien, når borgerkrigen er overstået. Hvis USA havde valgt at involvere sig i Syrien, ville der være talrige, skingre ramaskrig over ødelæggelserne. Arkæologer har været mere bramfrie omkring ødelæggelserne i Mali. Afdæmpet beklagelse har været den generelle reaktion, siger Alexander Joffe.

Det er ikke kun arkæologer, der har beklaget kulturødelæggelserne i Mali. Unescos komite for verdens kulturhistoriske arv har fordømt angrebene på de sufimuslimske monumenter, som blev tilføjet til Unescos liste over verdensarv blot få dage inden, at ødelæggelserne fandt sted. Unesco foreslog at etablere en særlig kulturfond til Mali, som kan give midler til at beskytte den historiske by Timbuktu. Unesco ser samtidig gerne, at en delegation bliver sendt til Mali for at vurdere den hidtidige skade. Malis kulturminister har takket for den hurtige reaktion, men ingen konkret handling er sat i værk endnu.

Den islamistiske gruppe i Mali, Ansar Dine (Troens Beskyttere), har reageret på Unescos forargelse via deres talsmand, Sanda Ould Boumma:

Gud er unik. Alt dette (kulturarven i Timbuktu, red.) er haram (forbudt i islam, red.). Vi er alle sammen muslimer, hvad er Unesco?, sagde han til den britiske avis The Telegraph.

FNs generalsekretær, Ban Ki-Moon, sagde gennem sin talsmand, Martin Nesirky, at angreb mod kulturel arv er uberettiget. Han tilføjede, at de opfordrer alle involverede til at agere på deres ansvar for at beskytte Malis kulturelle arv.

Unesco og FN er ikke de eneste, der på det kraftigste har fordømt ødelæggelserne. Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag var klar i mælet, da den kommenterede situationen. ICC betegner destruktionerne som en såkaldt warcrime (krigsforbrydelse).

Ifølge Alexander Joffe er både FN og domstolen i Haag magtesløs over for krigen mod kultur i Syrien og Mali. Situationerne er dybt forskellige, påpeger han samtidig.

Det primære problem er, at FN og domstolen i Haag ikke har militære midler til at intervenere og stoppe ødelæggelserne. Indirekte midler, som kan bruges til at presse regeringerne, såsom trusler om retsforfølgelse, økonomiske sanktioner og rejseforbud har ingen effekt på kort sigt, og muligvis ingen effekt overhovedet særligt når man betragter, hvilke mennesker vi har med at gøre. Ud over det skal man identificere grupper eller individer, som kan stilles til ansvar. Hvis overhovedet muligt, kræver det adgang til områderne og langsommelige undersøgelser. På kort sigt er disse to institutioner lige så ineffektive i deres kampmidler mod destruktion af kulturelle rester, som de er til at stoppe folkemord. En anden ting, der blokerer for intervention i disse tilfælde, er, at vestlig indblanding vil blive anset som anti-islamisk imperialisme.

Alexander Joffe mener, det er umuligt at kæmpe mod Ansar Dine i Timbuktu, uden at det indirekte kan opfattes som en politisk magtdemonstration af Vesten. Når det er sagt, skal man også definere, hvem der retmæssigt kan påtage sig ansvar for situationen. Måske er det kun nationalstaterne selv, hvis man spørger arkæologen.

Der er rigtig mange organisationer, som kan foregive at have et moralsk ansvar i situationer som disse. Det er dog kun nationalstater og i begrænset omfang de lokale områder, der kan handle ud fra et sådant ansvar. Unesco er en af de FN-mekanismer, der flytter midler fra vestlige lande til resten af verden. I bedste fald bliver midlerne forflyttet til nationale eller lokale programmer, der beskytter kulturelle ressourcer. I værste fald er det et omfattende internationalt luftkastel forbeholdt kulturelle bureaukrater. Ngoer og private organisationer kan også give økonomisk støtte og direkte iværksætte støtteplaner, men det kræver igen adgang til områderne, og de har ikke mulighed for at følge op med beskyttende handlingsplaner. Det er kun nationalstaterne, der har lovmæssig og praktisk mulighed for at beskytte kulturelle ressourcer. Men det forudsætter samtidig, at der i de lande er et værdisæt, der prioriterer samme kulturelle ressourcer eller fortiden som en uafhængig variabel, der fortjener bevarelse og undersøgelser. Dette værdisæt er fraværende i mange lande, hvor fortiden mest er brugbar i forhold til politiske dagsordener. Nogle kulturer ser i værste fald på fortiden som en fjende, der skal udryddes.

Motivet til at ødelægge historie og kultur kan være ubegribeligt i en vestlig optik. Alexander Joffe mener, at der er tale om en særlig fortolkning af islam, der ikke tolererer tilbedelse af ikoner og benovede blikke på fortidens klenodier. Disse forstyrrer og får folk til at fokusere på detaljer frem for det, der er vigtigst: at tilbede Gud.

Min forståelse er, at Ansar Dine anser alle strukturelle eller repræsentative genstande, der hædrer eller markerer genstande eller personer, som værende urene og syndige. Gravsteder til helgener eller andre personer, som der er mange af rundt omkring i Afrika og i islamisk kultur, er et angreb mod det absolutte ikonforbud, som eksisterer i Ansar Dines opfattelse af islam. En opfattelse, der i øvrigt ikke er begrænset til et fundamentalistisk mindretal. Saudiarabiske autoriteter har nedlagt bygninger i Mekka og Medina, inklusive moskéer, gravsteder og private hjem, der har forbindelse til profeten Mohammed eller de tidlige islamiske perioder. Det gjorde de, netop fordi disse steder tiltrak besøgende og beundring.

Alexander Joffe vurderer ikke umiddelbart, at vestlige styrker vil rykke ind i hverken Mali eller Syrien. I tilfælde af, at man gjorde, ville kulturelle levn ikke være højest på dagsordenen. En værdidom, som han selv er enig i:

De vestafrikanske stater, med opbakning fra Frankrig, vil eventuelt gribe til handling i Mali, hvilket kan medføre en beskyttende indsats over for kulturelle ressourcer i Timbuktu.

Det er langt mere usandsynligt, at vestlige styrker rykker ind i Syrien, grundet de praktiske og politiske forhold. Medregnet i dette er russisk, kinesisk og iransk støtte til Assad-regimet samt den enorme mængde af militære midler, der vil være påkrævet. Kun USA har den militære kapacitet, men amerikanerne er samtidig varsomme over for, at deres indblanding højst sandsynligt vil styrke islamistiske grupperinger i Syrien. De fleste vil nok vurdere, at det er vigtigere at kontrollere de kemiske våben, som Syrien råder over. Selv en sådan intervention ser meget usandsynlig ud.