Prøv avisen

Fordomme om jøder er udbredt

Den mest udbredte fordom om jøder er ifølge undersøgelsen, at de er mere optaget af penge end andre mennesker. Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt

Antisemitisme og uvidenhed om jøder trives blandt briter, viser ny undersøgelse. Billedet går igen i Tyskland

For stor indflydelse, fokuserede på penge, ikke til at stole på og så bruger de holocaust som et skjold mod kritik. Fordomme og modvilje mod jøder er udbredt blandt briter - og det blandt ganske almindelige borgere.

Det fremgår af en stor undersøgelse blandt over 3400 mennesker, som er gennemført i december og januar af meningsmålingsinstituttet YouGov på vegne af den jødiske organisation Campaign Against Antisemitism (Kampagne mod antisemitisme).

Næsten halvdelen af de interviewede var enige i mindst ét ud af flere antisemitiske udsagn.

”Det er flere, end vi havde forventet. Det er særligt deprimerende, at så mange har den holdning, at jøder jagter penge, som er en af de ældste stereotyper,” siger organisationens talsmand Jonathan Sacerdoti.

Således er den mest udbredte fordom netop, at jøder er mere optaget af penge end andre mennesker, hvilket hver fjerde brite er enig i. Og andelen vokser til 39 procent, når man kun tæller vælgere, der vil stemme på det britiske uafhængighedsparti UKIP.

Hver femte brite mener, at jøder viser større loyalitet over for Israel end over for Storbritannien. Næsten lige så mange står med den opfattelse, at jøder føler sig bedre end andre, og at jøder har alt for megen magt i medierne.

Det til trods for, at der kun er knap 270.000 jøder i Storbritannien, hvilket er 0,4 procent af befolkningen. Til sammenligning udgør muslimer fem procent af befolkningen.

Undersøgelsen kommer, efter at antallet af antisemitiske overfald og chikane var på det højeste niveau i mange år i 2014. Men det årlige barometer over antisemitisme undersøger den mere usynlige antisemitisme.

”Det er i sig selv deprimerende. Det betyder ikke, at de mennesker er antisemitiske. Men mange af dem kender ikke nogen jøder. Så det er stereotyper, som bygger på manglende viden. Men folk skal spørge sig selv, hvorfor de har de holdninger,” siger Jonathan Sacerdoti.

I Frankrig, som er det europæiske land, der har flest jødiske indbyggere, har jøderne gennem flere år oplevet større chikane og flere overfald. Og også i Tyskland oplever den jødiske befolkning problemer med fordomme og decideret antisemitisme.

“For tiden er debatten om antisemitisme i Tyskland overskygget af angrebet i Frankrig. Men når det er sagt, så er antisemitisme stadig et udbredt problem blandt 20 procent af befolkningen, og blandt muslimer er det et endnu større problem,” skriver det jødiske centralråd i Tyskland i en kommentar til Kristeligt Dagblad.

”Men der er også en antisemitisme, som kommer fra den usaglige kritik af staten Israel. Denne Israel-kritik er taget til over de forgangne år og er nu udbredt i samfundet,” hedder det videre i mailen.

Jonathan Sacerdoti understreger, at antisemitismen dog ikke er så udbredt i Storbritannien som på det europæiske kontinent.

”Vi er heldige, at det ikke er så slemt som andre steder i Europa, men undersøgelsen er en advarselslampe for os,” siger han.