Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Fattigdom

Lilian vil nedbryde fordomme mellem Brasiliens rige og fattige: ”Man er altid bange for det ukendte”

Efter flere års frivilligt engagement i Brasiliens favelaer vil Lilian og David Bosboom med et bogprojekt forandre middelklassens opfattelse af Brasiliens fattigste. – Foto: Simon Johansen

Brasiliens middelklasse skal blive bedre til at interagere med slumkvarterernes indbyggere, mener Lilian Bosboom fra Rio de Janeiro. Som ung frygtede hun favelaerne. I dag forsøger hun at nedbryde fordommene mellem de to parallelverdener

Da brasilianske Lilian Bosboom voksede op i Rio de Janeiro, var hun altid bange for byens fattige kvarterer.

Slumbyerne, de såkaldte favelaer, vokser på hver en klippeskråning i den brasilianske kystby og har alle dage været et farligt sted at opholde sig for uvedkommende.

I Lilian Bosbooms ungdom var favelaerne ligesom i dag arnested for narkohandlere og andre ofte voldelige kriminelle, og hun skulle ikke nyde noget af at besøge byens fattige.

Heldigvis færdedes favelaernes indbyggere sjældent i velhaverkvarteret Copacabana, hvor Lilian voksede op og boede det meste af sin ungdom, så hun bekymrede sig ikke så meget om dem.

Da hun flyttede med sin amerikanske mand til New York i USA, havde hun derfor kun stiftet sporadisk bekendtskab med en væsentlig del af den brasilianske befolkning. Lilians kendskab til folket i favelaen var begrænset til det, tv-journalisterne fortalte i fjernsynet, og det, hun kunne se, når hun kiggede på byens blikhytteklædte bjerge.

Sådan er der mange fra den brasilianske middelklasse, der har det, hvilket også ses på den måde, landets politikere altid underprioriterer slumkvartererne på. Under forberedelserne til VM i fodbold og OL i 2016 blev indbyggere fra favelaerne endog forvist fra deres hjem, fordi der skulle bygges pænere bygninger, når verdenspressen kom på besøg. Men da Lilian Bosboom for 12 år siden flyttede tilbage til Copacabana efter to årtier som newyorker, skulle det være anderledes. Nu var tiden inde til at gøre en forskel for de mindre privilegerede i Brasilien.

”Jeg brugte flere af årene i New York som hjemmegående husmor, og jeg begyndte at engagere mig i frivilligt arbejde for socialt udsatte i byen, så da jeg flyttede tilbage til Rio, kunne jeg ikke længere se den anden vej, når der er så meget, der kan gøres for at hjælpe,” fortæller Lilian Bosboom, mens hun viser vej til den favela, som hun begyndte at hjælpe til i.

På vej til skolen gennem Copacabana glider taxaen forbi dyre restauranter og fashionable tøjbutikker, mens tropiske træer hænger ind over gaderne og skygger for den skarpe sol. I skellet mellem Copacabana og Ipanema knejser et bjerg, som taxaen ikke kører op ad. Det kan sagtens lade sig gøre, der ér anlagt veje, men taxaer kører sjældent op i bjergene, hvor favelaerne ligger. Det er for risikabelt.

I stedet forcerer vi en stejl trappe, der fører op til favelaen og den skole, hvor Lilian for 12 år siden begyndte at arbejde som frivillig i administrationen.

Besøger du Brasilien, råder de fleste dig til at holde dig langt væk fra favelaerne.

I løbet af de seneste år er volden og kriminaliteten eskaleret voldsomt i Brasilien. Det kommer især til udtryk i slumkvartererne. Ildkampe mellem politiet og narkobander er en del af dagligdagen, og det er ikke uvant for skoleelever, at de må søge dækning for skud under klasselokalernes vinduer.

For at komme kriminaliteten til livs bruger præsident Jair Bolsonaro hårde metoder, og militærpolitiet rykker ofte ind i de kvarterer, hvor landets fattigste indbyggere bor. Sidste år dræbte politiet 1444 personer i Rio de Janeiro fra januar til de senest registrerede målinger i november. Det svarer til ét drab hver sjette time.

Politiet i Rio de Janeiro har ikke slået så mange mennesker ihjel på så kort tid siden 2007.

Lilian Bosboom stemte på Jair Bolsonaro ved præsidentvalget i 2018, men hun er ikke enig i hans måde at løse problemerne i favelaerne på. Det er for kynisk at slå desperate mennesker ihjel, mener hun, der i stedet ønsker at bygge bro mellem middelklassen og de fattige samt forebygge de unges kriminelle løbebane.

”Mangel på uddannelse er i mine øjne nok det største problem for byens fattigste,” siger Lilian Bosboom.

”Det er en udfordring at overbevise børnene om, at skole er det rigtige for dem, når narkobanderne frister med hurtige og gode penge, hvis de slutter sig til dem. Og når folk dropper ud af skolen, er det næsten altid, fordi banderne har haft held til at overtale dem.”

For Lilian Bosboom er det altid en tragedie, når et ungt menneske vælger at slutte sig til en narkobande, og selvom hun ikke har sympati for sådan et valg, forstår hun godt, at desperation og fattigdom kan få skolen til at virke ligegyldig.

Når man hører om Lilians engagement i favelaen, kan det undre, at hun er tilhænger af den kontroversielle præsident Jair Bolsonaro. Han er berygtet for sine hårde udtalelser mod sorte, homoseksuelle og ikke mindst favelaens kriminelle.

”En god kriminel er en død kriminel,” sagde Jair Bolsonaro under valgkampen tidligere i år.

Men for Lilian Bosboom findes der for tiden ingen alternativer til den højreorienterede præsident. I årevis har det politiske liv i Brasilien været gennemsyret af korrupte politikere, der har stukket statens penge i deres egne lommer, uanset hvor på det politiske barometer de har befundet sig.

Derfor er det heller ikke uvant i Brasilien at møde sorte eller homoseksuelle, som stemmer på en præsident, der har tyet til racistiske og homofobiske udtalelser.

”Jeg er ikke enig i alle hans politiske holdninger, men jeg tror på, at han er den bedste præsident for Brasilien lige nu,” siger Lilian Bosboom.

Hun mener, at medierne er for hårde ved ham.

”Mange af de ting, medierne kritiserer ham for at sige, er gamle udtalelser.”

Det frivillige arbejde har i løbet af årene gjort Lilian Bosboom en del klogere på livet og forholdene i favelaerne. Fordomme er blevet nedbrudt, og i dag har hun ikke meget tilfælles med den kvinde, hun var som ung.

”Noget af det første, der gik op for mig, var, at fordommene går begge veje. Mange mennesker i favelaerne er ikke meget for at færdes i kvarterer som Copacabana og Ipanema,” forklarer hun.

”De føler sig ofte ikke velkomne og vil hellere opholde sig i vante omgivelser. Hvilket jo er klart, når det eneste, folk ved om dem, er, at de sikkert er kriminelle og farlige – og det er netop en anden forfærdelig fordom, folk har. Jeg havde den også selv. Men i favelaerne bor tusindvis af søde og fredelige mennesker, som bare ikke har andet valg end at bo, hvor de gør,” siger Lilian Bosboom.

Skolen ligger i en elegant grøn villa, som står voldsomt i kontrast til den fattigdom, som findes i resten af kvarteret.

Blandt favelaerne i Rio de Janeiro findes der ikke mange skoler som denne. Børnenes forældre har ikke råd til at betale for skolegang, så skolen finansieres primært af sponsorer, som Lilian Bosboom har været med til at finde.

Sponsorerne tæller blandt andre det glamourøse, hvidkalkede hotel Copacabana Palace, der ligger midt på den berømte Copacabana-strand.

Selvom hotellet blot ligger et par kilometer væk fra skolen, er der en verden til forskel. Eleverne, der går her, kommer alle fra nabolaget. Det er et krav for at gå i skole her.

Skolen er en succeshistorie, og for en håndfuld år siden lykkedes det en af skolens elever at få en universitetsuddannelse fra en god skole i USA.

”Det er den slags historier, vi altid minder børnene om. Det kan godt lade sig gøre at ændre sit liv, selvom man vokser op med ingenting.”

I dag er Lilian og hendes mand, David Bosboom, midt i 60’erne, og de har skruet ned for deres arbejdsliv. Til gengæld har de planer om et bogprojekt på skolen, som skal skabe bedre forståelse for livet i favelaen.

Amerikanske David Bosboom har en fortid i teaterverdenen, hvor han i mange år har været lysmand og bygget kulisser til musicaler. Det var ham, der fik idéen til bogprojektet i favelaen.

”Jeg har selvfølgelig set mange teaterstykker i mit liv, men der var især ét stykke, jeg så som ung, som jeg ofte har tænkt tilbage på.”

Teaterstykket var baseret på bogen ”The Me Nobody Knows”, hvilket kan oversættes til ”Den udgave af mig, som ingen kender”.

Da bogen og teaterstykket var aktuelt i 1970’ernes USA, blev fortællingen lovprist for at give unge og børn fra ghettoerne en stemme.

”Det er en bog for alle dem, der ikke ved, at børn fra ghettoerne er noget særligt,” skrev eksempelvis anmelderen fra den amerikanske avis New York Times.

Da David Bosboom via sin hustru fik et indblik i det liv, der leves i og omkring skolen i favelaen, tænkte han igen på det teaterstykke, der gjorde et så stort indtryk på ham som ung.

Han talte med sin kone om, hvorvidt det var muligt at genskabe fortællingen, bare i en brasiliansk sammenhæng.

”Jeg var vild med idéen,” erindrer Lilian Bosboom.

”Man er vel altid bange for det ukendte, og den frygt, jeg som ung havde for favelaerne, bundede også i, at jeg intet kendte til deres verden.”

Derfor er parret ved at samle et skrivehold blandt eleverne. Det hele skal være lystbetonet. Eleverne må skrive, hvad de har lyst til, så længe det omhandler livet i favelaen.

På den måde håber parret, at de kan give et unikt indblik i dagligdagen for Brasiliens fattigste.

”Det er ikke en bog, der skrives let. Det kan komme til at tage årevis. For det første er det jo ikke os, men børnene, der skal skrive den. For det andet er det ikke alle børn, der har talent for det litterære. Nogle er bare født med en evne til at beskrive og indfange livet. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at talentet findes derude, og jeg håber, at vi kan grave guldet frem,” siger David Bosboom.

Noget af det første, der gik op for mig, var, at fordommene går begge veje. Mange mennesker i favelaerne er ikke meget for at færdes i kvarterer som Copacabana og Ipanema

Lilian Bosboom, brasilianer