Prøv avisen

Fordrevne jøder står i kø for at få spansk pas 500 år efter inkvisitionen

Både Spanien og Portugal har åbnet for, at de fordrevne sefardiske jøders efterkommere kan få det tabte statsborgerskab tilbage, og siden de to lande indførte love om dette i 2015, har flere end 150.000 jøder over hele verden benyttet sig af muligheden. Foto: Andrea Comas/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere end 150.000 efterkommere af de sefardiske jøder, som blev fordrevet fra Spanien og Portugal efter inkvisitionen i 1492, har benyttet sig af de to landes tilbud om at gøre bod for fortiden ved at tilbyde dem statsborgerskab

I 1492 fik jøderne i Spanien og siden også i Portugal valget mellem at konvertere til katolicismen eller at udvandre. De fleste valgte det sidste, men 500 år senere er historiens pendul ved at svinge tilbage.

Både Spanien og Portugal har åbnet for, at de fordrevne sefardiske jøders efterkommere kan få det tabte statsborgerskab tilbage, og siden de to lande indførte love om dette i 2015, har flere end 150.000 jøder over hele verden benyttet sig af muligheden.

I Spanien, som i dag tæller 40.000-45.000 jøder, havde 132.226 jøder ifølge det spanske justitsministerium udfyldt en ansøgning, da tidsfristen udløb den 1. oktober. I Portugal, hvor loven ikke er tidsbegrænset, har titusinder af jøder, omkring 37.000 ifølge det portugisiske dagblad Publico, gjort det samme.

”De sefardiske jøder er ikke længere ’jøder uden et hjemland’. Spanien endte med at savne dem, og de sefardiske jøder har vist, at de aldrig glemte Spanien,” siger Isaac Querub, formand for de spanske jøders organisation, FJCE, til det fransksprogede sefardiske blad, LVS.

Ansøgningerne er kommet fra hele verden, men især fra Latinamerika, med det krise- og konfliktramte Venezuela, men også Brasilien og Argentina i spidsen. Også i Tyrkiet har jøderne meldt sig i stort tal. Og det er skæbnens ironi, mener Michael Rothwell, talsmand for det jødiske samfund i Portugals næststørste by, Porto.

”Da jøderne blev fordrevet fra den iberiske halvø, var Det Osmanniske Rige et af de steder, der tog imod dem med åbne arme. I dag er situationen blevet forværret for jøderne i Tyrkiet, og derfor ser de det som en sikkerhedsgaranti at få et ekstra statsborgerskab,” siger Michael Rothwell.

Det var det stærkt katolske kongepar, Isabella og Ferdinand, som den 31. marts 1492 udsendte det edikt, som sendte alle jøder i landflygtighed, med mindre de konverterede til katolicismen. Beslutningen var kulminationen på den katolske ”reconquista”, sejren over de muslimske stater i Andalusien. Den sidste muslimske bastion, Grenada, faldt i 1492. Den katolske identitet blev slået fast med kravet til jøderne om at konvertere til katolicismen eller rejse. Og den frygtede inkvisition drev klapjagt på alle, der kunne mistænkes for at være skjulte jøder.

En del flygtede til Portugal, som fire år senere udsendte et lignende edikt for at tækkes sin magtfulde nabo. De iberiske jøder blev spredt til Tyrkiet og Nordafrika, der fik en betydelig jødisk minoritet, men også til Holland, hvor filosoffen Spinoza var efterkommer af flygtede, sefardiske jøder.

500 år senere – i 1992 – viste Spanien sin vilje til at gøre bod for fortidens fejltagelser. Under et besøg i Madrids synagoge sagde kong Juan Carlos, at ”de sefardiske jøder skal føle sig hjemme i Spanien, for Spanien er deres hjem”. Og i Portugal trak daværende regeringsleder Mario Soares ediktet tilbage i anledning af 500-året for dets udstedelse ved en ceremoni under deltagelse af den israelske ambassadør.

”Der var en bred erkendelse af, at forvisningen havde været en historisk fejltagelse, der havde tømt Portugal, men også Spanien, for en del af sin videnskabelige viden og kapacitet. Og der var en erkendelse af, at selvom historien ikke kan omgøres, var det nødvendigt at gøre bod,” siger Michael Rothwell.

Nogle af ansøgningerne skyldes især ønsket om at få et EU-pas, og for eksempel er ansøgningerne fra britiske jøder taget til i takt med, at Brexit nærmer sig, erkender han.

”Men at give efterkommerne statsborgerskabet tilbage giver mening for alle disse sefardiske jøder, som gennem 500 år har holdt fast i deres kulturarv, i deres særlige jødiske liturgi og også i det særlige sprog, ladino, som er overlevet igennem århundrederne,” siger Michael Rothwell.