Forebyggelse redder liv under katastrofer

Forebyggelse er et vigtigt og overset redskab, når man skal hjælpe ofre for naturkatastrofer. Sådan lyder meldingen fra flere nødhjælpsorganisationer

Buddhisterne her i den nepalesiske hovedstad, Kathmandu, prøver at forebygge naturkatastrofer på deres helt egen måde. De ofrer mad og beder en stille bøn til, at der ikke vil komme flere jordskælv som det, der for fem uger siden kostede over 8500 mennesker livet i Nepal.
Buddhisterne her i den nepalesiske hovedstad, Kathmandu, prøver at forebygge naturkatastrofer på deres helt egen måde. De ofrer mad og beder en stille bøn til, at der ikke vil komme flere jordskælv som det, der for fem uger siden kostede over 8500 mennesker livet i Nepal. . Foto: Sunil Sharma/Xinhua/Scanpix.

Det er bedre at forebygge end at behandle. Det er erfaringen hos flere nødhjælpsorganisationer efter de senere års katastrofer og også efter jordskælvet i Nepal for fem uger siden.

Her havde Røde Kors allerede trænet 10.000 frivillige i førstehjælp og lært 4000 frivillige, hvordan de skulle hjælpe til med at redde overlevende ud fra murbrokkerne i Kathmandu, inden jorden begyndte at skælve den 25. april. Den forebyggende redningsindsats har ifølge nødhjælpsorganisationen betydet, at nepaleserne fik hjælp meget hurtigt.

”Det betyder utrolig meget for et land som Nepal, at man får sat ind med det forebyggende arbejde. Vi har ikke eksakte tal på, hvor mange vi har hjulpet ved at være parate, men dét, at vi var forberedte på jordskælvet, gjorde, at vi efter få minutter kunne iværksætte redningsoperationer. Samtidig har vi med det forebyggende arbejde skabt en bevidsthed og viden hos befolkningen om, hvordan man sikrer sig selv og sin familie,” siger Anne Mette Meyer, katastrofeforebyggelseskonsulent i Røde Kors.

Behovet for forebyggende katastrofearbejde bliver kun større i fremtiden, konkluderer en rapport, som Røde Kors har lavet i samarbejde med andre internationale hjælpeorganisationer som Unicef og Oxfam. Her fremgår det blandt andet, at stigende befolkningstal og forandringer i klimaet vil øge antallet af mennesker, der risikerer at blive ramt af naturkatastrofer.

Det er imidlertid vanskeligt at gøre op, hvor mange menneskeliv katastrofeforebyggende arbejde har reddet eller kan redde i fremtiden. Af samme årsag er det svært for nødhjælpsorganisationerne at få kanaliseret penge over til forebyggende arbejde.

”Det er meget nemt at få penge til at respondere på en katastrofe, fordi det er så synligt, og folk får derfor lyst til at bidrage til hjælpen. Hvorimod det er svært at få tilført midler til at forebygge, fordi man ikke altid kan dokumentere forebyggelsens effekt,” siger Anne Mette Meyer.

I 2005 kom katastrofeforebyggelse officielt på dagsordenen, da 10-årsplanen HFA (Hyogo Framework for Action) blev formuleret og vedtaget af 168 regeringer ved en konference i FN. Formålet var at sikre verden bedre mod naturkatastrofer og vise lokale myndigheder og aktører i de udsatte områder, hvordan de kan styre og mindske risici. I marts i år vedtog man en ny plan for de kommende 10 år. Og der er nu langt større fokus på katastrofeforebyggelse end for et par årtider siden, siger humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Kristian Pedersen.

”Man kan slet ikke sammenligne katastrofeforebyggelse nu med for 20-30 år siden. Tidligere har tyfoner ramt Bangladesh, hvor ingen vidste, at den kom, men her i 2015 følger man tyfonerne en uge i forvejen dag for dag,” siger Kristian Pedersen.

Selvom det er svært at dokumentere, om katastrofeforebyggelse har en effekt, er Bangladesh et af de steder, hvor der har været tydelige resultater. Dødstallene er blevet langt mindre, fordi landets regering i samarbejde med nødhjælpsorganisationer har opbygget et advarselssystem med radioer, megafoner og håndsirener, så folk bliver advaret i tide og kan redde sig i sikkerhed i højtliggende opsamlingshuse. I 1970 døde næsten 500.000 mennesker af oversvømmelser efter en tyfon, men i 1991, da en endnu stærkere tyfon ramte, døde 140.000 og 350.000 blev evakueret. Og systemet virkede for alvor i 1997, da blot 200 omkom i en tyfon, mens en million mennesker blev bragt i sikkerhed.