Bullerby og fika, Ikea og ødegårdsidyl. For mange danskere er Sverige eventyrlige børnebøger, myggestukne ferieminder og et folkhem, der historisk har værnet om både egne indbyggere og internationale forpligtelser.
En moralsk stormagt, siger nogen. En politisk korrekt katastrofe, mener andre.
Men uanset, hvilke følelser Sverige vækker, er det ubestrideligt, at landet på rekordtid er blevet et fænomen, alle elsker at have en holdning til. Og et land, hvor det dybrøde glansbillede er forvandlet til en blågul tragedie under coronakrisen – ikke mindst på de sociale medier.
”Et tweet om høje dødstal i Sverige deles af Trump”, ”Tyrkiske medborgere flyver til Tyrkiet efter kritik mod svensk sygehusvæsen”, og ”Sverige anvendes som negativt eksempel i Argentina” er blandt de mest delte historier om Sverige i april-juni, viser en rapport fra Svenska Instituttet, der kortlægger dækningen af Sverige i udlandet. I The New York Times blev landet for få uger siden stemplet som ”Nordens paria”, og forleden beklagede Anna Hallberg, der er minister for nordisk samarbejde, den ”meget bekymrende udvikling”, hvor Sveriges naboer lukker bommene i, alt imens der ”opstilles militær på den norske side” af grænsen.
Omverdenen har med andre ord isoleret den svenske ø af åbenhed, og den blågule exceptionalisme, der hidtil har været et adelsmærke, er nu blevet udstyret med omvendt fortegn. Et skrantende image, der også mærkes indadtil, og hvor ”usikkerhed om fremtiden” på ni år er rykket fra en 10. til en førsteplads i Sverigestudiens nationale værdimåling.
Nu er spørgsmålet, hvad den nye virkelighed gør ved den svenske selvforståelse? Og om man kan forstå den svenske enegang under coronapandemien, hvis man dykker ned i den gamle stormagts kulturelle og historiske baggrund?
”Grundlæggende er der to ting, man er nødt til at bide mærke i, hvis man vil forstå, hvad der ligger til grund for nutidens Sverige,” fortæller historieprofessor Lars Trägårdh, der har skrevet en række bøger om nordiske lande herunder bestselleren ”Er svenskerne mennesker?”.
”For det første handler det om den svenske statsindividualisme, du stort set ikke finder magen til andre steder. Og for det andet er bureaukratens fremtrædende rolle i opbygningen af det svenske rige fuldstændig afgørende.”
Hvad statsindividualismen angår, er der ifølge Lars Trägårdh tale om en dybt forankret tro på, at en stærk stat er garanten for individets frihed. En særlig svensk logik, der i kombination med høj tillid og en ”ekstrem længsel mod moderniteten” skaber et samfund, der på en række områder adskiller sig fra den omkringliggende verden.
”Tager du eksempelvis Syd- og Østeuropa, er familien den grundlæggende enhed i samfundet. Men i Sverige er det individet, som er udgangspunktet. Her tror vi på, at staten sætter den enkelte fri ved at gøre os uafhængig af familie, af civilsamfund, af religion og af historien. En idé om frihed, der skinner tydeligt igennem i lovgivningen, i indretningen af arbejdsmarkedet og i den politiske debat. Hvor det over store dele af kloden er slægt, tradition og hierarki, der er rygraden i samfundet, er det i Sverige demokrati, uafhængighed og lighed, som er alfa omega,” fortæller historikeren.
Sverige er blandt Europas ældste territorialstater, og lige siden man udviklede kontinentets første moderne skattesystem, har det velfungerende og troværdige blågule bureaukrati spillet en central rolle, forklarer Lars Trägårdh. Systemet var ikke så meget en trussel som en beskytter, og derfor kan man også trække en direkte tråd fra 1600tallets svenske institutionsopbygning op til nutidens coronapressemøder, hvor stats-epidemiolog Anders Tegnell myndigt fører ordet, mens statsminister Stefan Löfven nikker samtykkende fra sidelinjen.
”Når vi i dagens Sverige har forbud imod, at ministre detailstyrer på ekspertmyndighedernes område, så stammer det fra dengang, man var Europas tredjestørste land og alligevel formåede at udforme et transparent skattesystem, der i udstrakt grad var uafhængig af konge og beslutningstagere. Vi har altså at gøre med en historisk forankret tillid til systemet og til myndighedernes faglighed, som er kommet tydeligt til udtryk under coronakrisen,” siger han og suppleres af Bjarne Riiser Gundersen, samfundsredaktør på norske Morgenbladet og forfatter til ”Svenske tilstande – en rejse til et fremmed land” (2019).
”En af heltene i imperiets storhedstid var bureaukraten Axel Oxenstierna, der i kølvandet på Gustav Vasa lagde grundstenen til det velsmurte, svenske statsapparat. Bureaukraten var en central figur i det stolte, svenske rige, og der går en lige linje fra Oxenstierna til den fremtrædende rolle, Tegnell har spillet de seneste måneder. I Norge og Danmark er det myndighederne, der rådgiver dem, der bestemmer. I Sverige er det myndighederne selv, der bestemmer. Og de gør det med opfordringer frem for lovgivning, for den svenske statsindividualisme fungerer nu engang bedst, når alle – helt frivilligt – bevæger sig i samlet flok.”
Men et er system, noget andet identitet. Og her skal man bide mærke i året 1783, fortæller historieprofessor Lars Trägårdh. Det år fødes N.F.S. Grundtvig i Danmark, mens Gustaf Geijer kommer til verden på den anden side af sundet. Begge var indflydelsesrige åndsmennesker i deres samtid, og begge kom til at sætte afgørende præg på deres fremtid. Men de gjorde det i hver sin retning:
”Da de nationale identiteter i henholdsvis Danmark og Sverige for alvor begynder at tage form i løbet af 1800-tallet, da er Geijer påvirket af den franske revolution og det liberale ideal om, at så længe man accepterer demokratiet og lovens bogstav, så kan man være svensk. Omvendt var Grundtvig langt mere optaget af danskhed og folket som en sammentømret og til dels etnisk størrelse, der forpligtede individet langt udo ver det formelle medborgerskab,” siger historikeren.
”Sveriges universalistiske – og sådan set ret moderne – statsideal begynder således at udkrystallisere sig allerede for små 200 år siden. Og lige siden har det gennemsyret både det svenske selvbillede og vores indenrigssåvel som udenrigspolitik. Vi lader os ikke begrænse af vores størrelse eller militære kapacitet – vi tror på, at vores liberale værdier i kombination med et stærkt bureaukrati er en model til efterfølgelse. At idéen Sverige har et universelt potentiale; at den er fremtiden, simpelthen.”
At Sverige har fingeren på pulsen, lades ingen i tvivl om efter få minutter på Stockholms, Göteborgs eller Malmøs hovedstrøg. Og spørger man Bjarne Riiser Gundersen, eksisterer en ”nærmest telepatisk forbindelse mellem svenske byboer og den internationale zeitgeist, som den kommer til udtryk i Los Angeles eller London”.
Men den evige stræben efter det moderne kommer med en pris, og i tilfældet Sverige betyder det en identitet i opposition til den gamle verden, mener den norske redaktør og idéhistoriker.
”Fordi rationaliteten og fremtiden er de stjerner, man navigerer efter, bruger man heller ikke energi på det, der var. Det er meget svensk, men det er ikke nødvendigvis drevet af lyst. Jeg tror, at det svenske behov for at se fremad hænger tæt sammen med landets rolle under Anden Verdenskrig. Neutralitetspolitikken, som mange i dag betragter som rigeligt opportunistisk, har udmøntet sig i et nationalt traume. Og da man skulle finde byggeklodserne til den nationale fortælling i tiden efter krigen, betød det, at man foretrak at se fremad i stedet for tilbage. Man slog en streg over fortidens dystre kapitler og besluttede i stedet at bygge fremtidslandet; at gå foran og realisere det gode samfund,” fortæller han.
”Når Anders Tegnell igen og igen siger, at det er Sverige, der er på rette vej, mens resten af verden tager fejl, så er det måske den mest svenske holdning, du kan opdrive. Man tror simpelthen fuldt og fast på, at man har fat i den lange ende, og at resten af verden vil følge efter, når bare de på et tidspunkt ser lyset. Det var samme attitude, der gjorde sig gældende under flygtningekrisen. Forskellen er bare, at man dengang havde en pointe i, at hvis alle gjorde som svenskerne, så ville problemet blive mindre. Men hvis alle gjorde som Sverige i håndteringen af corona, så ville vi sandsynligvis bevæge os mod en katastrofe.”
Hverken fortidens imperiale ambitioner eller den omstridte strategi under Anden Verdenskrig er dog tilstrækkelige, hvis man vil forstå, hvad der ligger til grund for vor tids ”selvgode Sverige”. Man er også nødt til at inddrage den følelse af exceptionalisme, der opstår og forankres i tiden under Olof Palme og velfærdsstatens storhedstid, mener den prisbelønnede forfatter Elisabeth Åsbrink, der forrige år udgav ”Ordene, der formede Sverige”.
”Fra slutningen af 1960’erne ændrer Sveriges relation til resten af verden sig meget hurtigt. Palme ønskede at gøre Sverige til et humanistisk fyrtårn, som tog ansvar i konflikter og virkede mod uretfærdighed og undertrykkelse. Vi havde hverken politiske eller økonomiske muskler, så i stedet forfulgte man en ambition om at blive en moralsk stormagt,” siger hun.
”Visionen har holdt ved lige siden, og i dag kommer den eksempelvis til udtryk, når Sverige erklærer, at man vil føre en feministisk udenrigspolitik. Man ønsker at gå foran ved det gode eksempel og holde sig på den idealistiske sti i en verden, hvor realismen råder. Det ligger dybt forankret i den svenske identitet, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at Greta Thunberg er svensk.”
Det følelsesmæssige engagement i en bedre verden modelleret efter svensk forbillede betyder dog også, at man helst ikke skal komme på tværs, når først den blågule konsensus ruller sig ud, fortæller Åsbrink. En erfaring, forfatteren selv gjorde sig, da hun som en af de første udfordrede coronakrisens blågule folkhälsopatriotism.
”I den svenske offentlighed har man længe gået efter personer frem for holdninger, når nogen formastede sig til at udfordre det ’vedtagne’ narrativ. Det har været i forhold til indvandring og feminisme, og nu har det været i forhold corona. Jeg blev sammenlignet med Hitler, alene fordi jeg stillede spørgsmål ved vores håndtering af pandemien og spurgte, om Sverige efter 200 år med fred havde mistet evnen til at identificere og bekæmpe en eksistentiel trussel; om man var ’fredsskadet’. Der findes en lejr med kritikere og en med loyalister, og vi er kommet dertil, at jeg har venner, der ikke længere taler sammen, fordi de ser forskelligt på den svenske strategi,” siger hun.
En af de væsentligste årsager til, at Sverige i skrivende stund har passeret 5600 coronarelaterede dødsfald, er ”døden på plejehjemmene”, som Expressens Lotta Gröning for nylig døbte pandemiens indtog i den svenske ældreomsorg.
Flere medier har indgående behandlet, hvordan mangelfuld brug af smitteværn, presset og uprøvet personale samt dårlige hygiejnerutiner i en række kommuner har betydet massiv overdødelighed. Og ifølge kritikerne findes problemets rod i et særligt, svensk paradoks: Landet, hvor karikaturen tilsiger, at alle bekender sig til nuancer af socialdemokratisme, er gennem de seneste årtier blevet privatiseret i et hidtil uset omfang. Et ekstremt land – også når det kommer til neoliberalismens gennemslagskraft, fortæller Åsa Linderborg, forhenværende kulturredaktør på Aftonbladet og fast panelist i P1-programmet ”Norsken, svensken og dansken”.
”Under krisen har det, som burde være verdens stærkeste velfærdsland, vist sig at have en plejesektor, hvor både beboere og personale behandles som skidt. En af de vigtigste bestanddele i den svenske folkesjæl har historisk været arbejderbevægelsen, befolkningens lige muligheder og vores stærke stat – men i dag er formueuligheden eksploderet, og sammen med Chile er vi et af de lande i verden, der privatiserer allermest. I dag ser vi, hvor hårdt det er gået ud over omsorgssektoren, og har coronakrisen lært os én ting, så er det, at new public management og neoliberale privatiseringer er en virkelig dårlig idé,” siger hun og suppleres af norske Morgenbladets Bjarne Riiser Gundersen:
”Når man sammenligner de nordiske lande, glemmer man ofte, hvor markedsgjort det svenske samfund er. Fordommen er jo forbuds-Sverige med sin store stat og kollektivistiske indbyggere, men i virkeligheden er landet langt mere privatiseret end sine naboer. På skoleområdet, i sundhedsvæsenet, i en lang række af de menneskenære sektorer. Selv dengang Fredrik Reinfeldt som statsminister argumenterede for åbne grænser, da gjorde han det med henvisning til, at den frie bevægelighed var fundamentet for økonomisk fremgang. Alle ved, at svenskerne er kulturelt liberale, hvad angår rettigheder og værdier, men de færreste husker, at mange også er det, når det kommer til økonomien.”
I forordet til ”Er svenskerne mennesker?” skriver forhenværende kulturråd ved Sveriges ambassade i Berlin Marika B. Lagercrantz, at svenskerne ”hellere vil bære på en stor ensomhed end igen at lade nogen undertrykke os”.
Og det kan der være en sandhed i, siger Lars Trägårdh, der føler sig overbevist om, at den svenske balanceforskydning fra det kollektive til det individuelle er kommet for at blive. Hvilken fremtid, den svenske frihedstrang vil føre landet mod på den anden side af coronakrisen, tør han ikke spå om. Statsindividualismen har haft en positiv effekt på skolerne, der har været åbne under krisen og skærmet børn mod de negative konsekvenser af lukninger. Omvendt er den kommet til kort på ældreområdet, mener han.
”Den tragiske situation på mange plejehjem giver selvsagt nogle ridser i selvforståelsen. Men selvom vi ikke bryder os om, når omverdenen kaster et alt for kritisk blik på os, er jeg stadigvæk overbevist om, at de fleste svenskere tror på, at vi gør det rigtige,” siger han.
”I virkeligheden er det måske netop dér, i den urokkelige tro på egen retning, at du har essensen af den svenske folkesjæl.”