Forfalsket medicin dræber mange afrikanere hvert år

Alene i Afrika dør 120.000 mennesker hvert år af forfalsket og virkningsløs medicin

Det er medicin mod hiv/aids, samt antibiotika, vægttabspiller og viagra, der almindeligvis forfalskes.
Det er medicin mod hiv/aids, samt antibiotika, vægttabspiller og viagra, der almindeligvis forfalskes. Foto: Ramon Espinosa, AP/ritzau.

Medicin skal gerne afhjælpe eller lindre sygdomme, men i en lang række afrikanske lande forværrer den patienternes helbred eller virker slet ikke.

Der er enorme mængder forfalsket medicin i omløb i Afrika, og den er potentielt livstruende for de syge mennesker, som indtager den, lyder det fra lederen af det internationale politisamarbejde Interpol i det vestafrikanske land Namibia, Immanuel Sam.

”Salget af forfalsket medicin vækker stigende bekymring i Afrika, fordi det skaber farlige situationer for intetanende forbrugeres helbred,” siger han til nyhedsbureauet AFP.

For nylig blev der i løbet af blot en uge – i en operation koordineret af Interpol – beslaglagt forfalsket og ulovlig medicin i 123 lande til en værdi af 323 millioner kroner, heriblandt medicin mod epilepsi, kræft og smerter.

I bedste fald er den forfalskede medicin virkningsløs eller har en meget lille effekt sammenlignet med ægte præparater, og i værste fald indeholder den såkaldte medicin direkte sundhedsskadelige indholdsstoffer. Ofte indeholder de falske præparater kartoffel- og majsstivelse eller kridt.

Som hovedregel virker medicinen ganske enkelt ikke, fortæller lederen af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) afdeling for forfalsket medicin, Mick Deats.

”Medicinen er produceret med det formål ikke at blive opdaget eller forårsage en giftig reaktion. De virker bare ikke på den sygdom eller tilstand, de burde virke på,” siger han til den britiske avis The Guardian.

Men indirekte fører forfalsket medicin til titusinder af dødsfald, fordi den bliver brugt mod livstruende sygdomme som malaria hos børn samt hjerte-kar-lidelser, understreger forsker og farmaceut ved det franske hospital Saint-Antoine Hospital i Paris Marie Antignac.

Sammen med en række franske og afrikanske forskere offentliggjorde hun i juni en omfattende analyse af medicin mod hjerte-kar-sygdomme indsamlet i 10 afrikanske lande, heriblandt Benin, Togo og Senegal.

Konklusionen er, at i gennemsnit knap hvert femte medikament mod hjerte-kar-sygdomme er helt eller delvist virkningsløst. Det voksende problem med falsk medicin og medicin af ringe standard udgør ifølge den franske forsker en kæmpefare.

”Medicin af dårlig kvalitet fører til dødsfald, som kunne have været undgået i eksempelvis afrikanske udviklingslande, hvor mange menneskeliv allerede er gået tabt som en direkte følge af den dårlige medicin,” siger hun.

WHO anslår, at mindst 120.000 afrikanere hvert år dør som en direkte eller indirekte konsekvens af indtagelsen af forfalsket medicin.

Og i mange lande giver den voksende internethandel kriminelle stadig rigere mulighed for at udbyde forfalskede lægemidler, lyder det fra den øverste chef for Interpols politienhed, Tim Morris.

”Kriminelle udnytter denne tendens til at tjene penge, alt imens de bringer liv i fare,” siger han til AFP.

Ingen kender problemets sande omfang, men mange eksperter anslår, at de beslaglagte mængder falsk medicin kun udgør en forsvindende lille andel af de falske lægemidler i omløb. Har eksperterne ret, taler beslaglæggelserne deres eget sprog. Siden 2012 har verdenstold- organisationen World Custom Organization (WCO) i samarbejde med det franske Institut for forskning mod forfalsket medicin (Iracm) beslaglagt over 750 millioner illegale lægemidler i afrikanske havne.

På blot 10 dage beslaglagde WCO sidste år hele 113 millioner forfalskede tabletter i 16 forskellige afrikanske lande. Tabletterne var blandt andet falsk antibiotika og kræftmedicin, og i sidste måned blev en sending forfalskede meningitis-vacciner beslaglagt i det vestafrikanske land Niger.

Når Afrika er særligt hårdt ramt, skyldes det ifølge eksperter, at der er stor efterspørgsel på billig medicin, men også at mange afrikanske lande har meget lempelige straffe mod smugling af lægemidler.

Senest har en håndfuld nye teknologier dog vakt håb om, at det fremover kan blive nemmere at stoppe de forfalskede lægemidler i handlen. Blandt andet har egyptiske og sydkoreanske forskere udviklet et simpelt testkort, som ved hjælp af en mobiltelefon i løbet af få minutter kan identificere indholdet af 60 essentielle lægemidler som malaria- og tuberkulose- medicin.

”Screening-udstyr er altafgørende, fordi de lande, som er mest udsat, sjældent har nem adgang til laboratorier,” siger Mick Deats til The Guardian.