”Den måde, som islamisk lov bliver praktiseret og implementeret på i Storbritannien, er en af de mest rigide og konservative fortolkninger af islamisk lovgivning. Her vil de ikke acceptere en skilsmisse ved civile domstole, hvilket er noget, de gør i stærkt muslimske lande som Pakistan,” siger Elham Manea.
Den schweizisk-yemenitiske politolog og menneskerettighedsaktivist er stærkt kritisk over for den måde, som de britiske myndigheder som de eneste i Vesten accepterer et parallelt muslimsk retssystem på. Hvor skjulte tv-optagelser i Danmark for nylig har vist, hvad der foregår ved de såkaldte sharia-domstole i danske moskéer, så opererer de mere åbent og accepteret i Storbritannien. Men deres afgørelser bag lukkede døre er ofte problematiske, mener Elham Manea, der selv er muslim, og som har brugt fire år på at undersøge domstolene, som hun via kontakter fik en unik adgang til. Nu er hun er på vej med en bog, hvori hun beskriver, hvad det er, der sker bag de lukkede døre.
”Når vi taler om sharia i det daglige liv, så er der et bredt spektrum af fortolkninger i islamiske lande, og det er værst i lande som Yemen og Saudi-Arabien. Men jo længere væk du kommer fra den arabiske halvø, des mere ser vi en progressiv implementering i retning af civillovgivning,” siger hun og fremhæver Tunesien som et muslimsk land, hvor det ikke kun er manden, der kan forlange skilsmisse, og hvor der er forbud mod polygami.
Hendes fokus er særligt på kvinder og børn, som ikke har mange rettigheder i muslimsk lov, hvilket også blev tydeliggjort i TV 2’s dokumentarserie ”Moskéerne bag sløret”, hvor den muslimske kvinde Fatma, der bar et skjult kamera, blandt andet af imamer i Gellerup får besked på at adlyde sin mand og ikke opsøge politiet, selvom manden banker hende.
Den første britiske sharia-domstol blev etableret i 1982. Nu er der 80 domstole, og det er blevet etableret uden om myndighedernes kontrol, fordi myndighederne accepterede religiøse afgørelser på civilretlige sager som blandt andet ægteskaber.
”Noget af det mest problematiske er afgørelser om, hvornår en pige er giftemoden. Når hun når puberteten, og hendes værge mener, hun er klar til at blive gift, så kan piger blive gift helt ned til en alder af 9 eller 12 år. Og det finder sted,” siger Elham Manea.
Hun finder den stiltiende britiske accept af landets sharia-domstole dybt problematisk.
”Det bliver set som harmløst, fordi de løser sager om ægteskab og skilsmisser. Men der er en indbygget diskrimination mod kvinder og børn,” mener hun.
I hendes optik hænger det sammen med, at de normer, som ligger til grund for afgørelserne, ikke har udviklet sig i takt med resten af samfundet.
”De bruger love, som er fra det 7. til 10. århundrede, og det afspejler en holdning til kvinder, som var det i middelalderen. Det får lov til at finde sted, fordi det sker i religionsfrihedens navn. Men jeg tror ikke, at nogen vil sige, at man i kristendommens navn skal behandle kvinder, som kristne gjorde i middelalderen,” lyder hendes kritik.
Da den første af de i dag omkring 80 sharia-domstole blev etableret for 34 år siden i et samarbejde mellem 10 moskéer, skete det uden protester fra det officielle Storbritannien.
”Der var en officiel dovenskab, hvor man besluttede ikke at se på, hvad der skete. I stedet var der den særlige overbevisning, at det hørte ind under religionsfriheden, at der var tale en gensidig accept fra begge parter, og at de implementerede deres opfattelse af Allahs lov,” mener Elham Manea.
Hun ser også flere politiske forklaringer på, at brugen af sharia-domstole på den måde har spredt sig i Storbritannien.
”De Konservative under Thatcher i 1980’erne ville have mindre stat og ønskede at lade trossamfund overtage opgaver fra staten. Labour var på den anden side interesseret i at få tag i de asiatiske vælgere, hvilket hurtigt blev til muslimske vælgere. Så det er en blanding af politiske faktorer – og kalkuler om at få fat i vælgere – samt en misforstået holdning om, at det er et tegn på respekt for deres tro,” siger Elham Manea.
Hun mener også, at det etablerede britiske samfund ikke selv er klar over, at der findes en parallellovgivning i landet:
”Og det er ikke reguleret, og slet ikke på en måde, som sikrer at landets love bliver overholdt.”
Politologen har talt med imamer ved flere sharia- domstole, hvilket rejser et spørgsmål om, hvorfor de ville tale med en kvinde, som er kendt som menneskerettighedsaktivist.
”Når jeg talte med dem om islamisk lov på arabisk, så ville de snakke,” forklarer Elham Manea, som sørgede for, at der altid var et par timer til rådighed, så de kunne nå vidt omkring.
Hun understreger, at hun også fik god hjælp af både muslimske mænd og kvinder.
Et af hendes stærkeste kritikpunkter er det britiske samfunds accept ud fra en holdning om, ”at det er den måde, muslimer gør ting på”. Dermed smager det lidt af kolonitiden, hvor briterne tog sig af de store ting som udenrigspolitik og forsvar, mens sociale opgaver blev løst efter de lokale skikke.
I sin kommende bog beskriver hun, hvordan selv muslimske lande som Tyrkiet, Bosnien-Hercegovina og Albanien har en lovgivning, som ikke tillader nogen rolle for muslimske religiøse domstole.
”Storbritannien er det eneste land i Europa, hvor sharia-domstole opererer i det åbne. I Tyskland og Frankrig opererer de mere i det skjulte, og det finder sikkert også sted her i Schweiz og i Danmark. Det er det store problem, som jeg ser det, for det er et hemmeligt parallelt system, som undertrykker kvinders rettigheder,” siger Elham Manea.
Hun fremhæver, at det særligt går ud over folk, der bor i ghettoer eller andre lukkede samfund, hvor der er begrænset kontakt med det omgivende samfund.
Det britiske muslimske råd, Muslim Council of Britain, forsvarer domstolene med, at de kun opererer med begge parters accept. Men Elham Manea mener ikke, at kvinder og børn er klar over, at de dermed tilsidesætter deres rettigheder. På spørgsmålet, om der ikke er noget, hun finder positivt ved sharia-domstolene, kommer svaret hurtigt og kontant:
”Helt ærligt: Nej.”
Den schweizisk-yemenitiske forsker medgiver dog, at der er religiøse lærde, som forsøger at introducere en anden fortolkning, som blandt andet skal sikre, at muslimske kvinder har samme ret til skilsmisse som en mand:
”For hvis du er religiøs, så vil du gerne have en religiøs skilsmisse. Men det skal ikke betyde, at du opgiver dine menneskerettigheder som kvinde.”
Et af de forslag, Elham Manea kommer med i bogen, handler om, at der altid skal indgås et borgerligt og dermed juridisk gældende ægteskab, før der kan være tale om at indgå et religiøst ægteskab.
”Vi ser alt for tit, at kvinder er i et juridisk limbo, fordi de ikke er officielt gift efter landets love. Så alle religiøse ægteskaber bør være registrerede,” mener hun.
Et af de grovere eksempler i bogen er, at kvinder ikke har retten til at gifte sig med den, de har forelsket sig i – fordi selv voksne kvinder altid vil have en værge – det være sig fader, ægtemand, onkel – og tilmed søn, hvis de er enker.
”Jeg er faktisk chokeret over, at selv voksne kvinder kan være udsat for, at deres ægteskab kan blive annulleret af den person, der er deres værge. At de kan aflyse et ægteskab, som en myndig kvinde selv har indgået,” siger hun.
Det er kernen i hendes bog, som i høj grad handler om, at kvinder ikke har samme rettigheder som mænd i sharia-lovgivningen.
”En kvinde skal stå til rådighed for sin mand seksuelt. Og derfor eksisterer begrebet voldtægt inden for et ægteskab ikke i islamisk lov. Der er også en accept af polygami, og det er mandens ret at tæve sin hustru,” opsummerer Elham Manea det problematiske kvindesyn i sharia.
Læs i morgen et interview med den iranskfødte debattør Maryam Namazie, der fører an i den britiske kamp mod sharia-dom- stolene.