I begyndelsen af efterårssemestret modtog Erik Ringmar en usædvanlig skrivelse. Afsenderen var ledelsen på Lunds Universitets institut for statskundskab, og budskabet var ikke til at tage fejl af: Det ville være godt for alle parter, hvis der inden længe begyndte at optræde flere kvinder på pensumlisterne til lektorens kurser.
Særligt feministen Judith Butler ville pynte, lod man forstå, og det allerhelst på Ringmars forestående forløb om ”Det moderne samfund og dets kritikere”.
Kurset handlede ganske vist mest om fascistiske tænkere fra starten af det 20. århundrede, hvilket Butler på hverken den ene eller den anden måde passede specielt godt ind i, men inkluderes det skulle hun.
Kravet til Erik Ringmar kom blandt andet fra institutbestyrelsens Pernilla West, der samtidig repræsenterede Feministisk Initiativ i Lunds byråd. Men West var ikke alene, og hun havde fakultetets retningslinjer i ryggen. Tidligere havde man nemlig besluttet, at andelen af kvinder på pensum ikke måtte udgøre under 40 procent.
Alligevel afviste Erik Ringmar at efterleve ordren.
Ingen skulle komme og fortælle den erfarne lektor, hvem og hvad han skulle undervise i hvornår. Og så mente han i øvrigt, at det talte til kvindekønnets fordel, at de glimrede ved deres fravær i originalteksterne fra en periode, der var præget af reaktionære og fascistoide tanker.
Eksemplet med Erik Ringmar stammer fra 2017 og blev i flere medier udlagt som endnu et identitetspolitisk anslag mod den akademiske frihed. Det optræder i bogen ”Genusdoktrinen – vad händer när tanken blir ofri i jämställdhetens namn?” (Genusdoktrinen – hvad sker der, når kampen for ligestilling truer det frie ord), der netop er udkommet i Sverige.
Gennem en årrække har Ivar Arpi, lederskribent på Svenska Dagbladet, og Anna-Karin Wyndhamn, doktor i pædagogik med en fortid på det nationale sekretariat for kønsforskning i Göteborg, indsamlet vidnesbyrd om det, som i forfatternes øjne illustrerer en svensk ligestillingskamp, der nok sejler under sympatisk flag, men som har udviklet sig i en dogmatisk og undertrykkende retning.
”I Sverige er ligestilling og køn blevet den nye udlændingedebat. Enten er du god, eller også er du ond. Der er ikke plads til nuancer, og stiller du for eksempel spørgsmål ved kvoter, bliver du stemplet som kvindehader og slået i hartkorn med Donald Trump. Men altså, jeg synes, ligestilling er hamrende vigtig. Og det er netop derfor, vi har skrevet bogen. For at vise, at den vej, Sverige er slået ind på i forsøget på at opnå ligestilling, i virkeligheden er en radikal, politisk ideologi, der i sig selv er undertrykkende, diskriminerende, og som skaber meget snævrere rammer for både kvinder, mænd og den akademiske frihed,” siger Ivar Arpi.
Forfatterne har døbt fænomenet ”genusdoktrinen”. Et paraplybegreb, som dækker over en altomsluttende, radikalfeministisk kultur, der kommer til udtryk gennem alt fra kønskvoter på forskningsgrupper til krav om inddragelse af genus-(køns)perspektiver i ansøgninger om forskningsmidler og udvælgelse af kursuslitteratur. Og det uagtet, om man forsker i kæledyr, klimaforandringer eller den sorte død.
”På Sveriges højere lære-anstalter foregår noget, der mest af alt minder om en maoistisk inspireret kultur-revolution: Bærerne af den ny ideologi, genusdoktrinen, er i fuld gang med at rense ud i alt det gamle. Og alle de gamle. Er du en ældre, hvid mand, er du automatisk på vej ud. Er du førstebølgefeminist, er du også. Er du hvid antropolog, som tror, at du kan bidrage med viden om oprindelige folk, kan du ligeså godt pakke sammen. Dit perspektiv er værdiløst – alene på grund af din hudfarve. Forskere bedømmes ikke længere på deres meritter, men på biologi,” siger han.
”Og problemet er jo, at det ikke har noget med ligestilling at gøre: Man er i gang med at erstatte en form for forskelsbehandling med en anden. Identitet trumfer nu argumenter og viden. Og det underminerer universiteterne, ligesom det underminerer opbakningen til de vigtige og reelle ligestillingskampe, der kæmpes mange steder.”
I Danmark har de identitetspolitiske slagsmål først og fremmest udspillet sig omkring stereotype udklædningsfester, brug af pronominer og sortmalede skuespillere. Og for nylig blev fænomenet, som tilhængerne betragter som et kærkomment opgør med indgroede privilegier og uretfærdige strukturer, men som modstanderne oplever som et krænkelsesparat korstog mod den velkendte verden af i går, på ny aktualiseret med racismeanklagerne mod den danske statskundskabsprofessor Ole Wæver. Samt af de seneste dages debat om, hvorvidt hvide demonstranter har ret til at initiere antiracistiske slagord under en Black Lives Matter-demonstration i København.
Fællesnævneren for de danske eksempler er dog, at de – ligesom det ofte har været tilfældet i USA og Storbritannien – er blevet bragt til torvs af studerende, aktivister og græsrødder. Og her adskiller Sverige sig, mener Ivar Arpi:
”Hos os kommer initiativerne oppefra – fra regeringen og universiteternes ledelser –, og så trækkes det ned over de studerende og underviserne,” siger han og henviser til de mere end 100 interviews, forfatterne har foretaget i forbindelse med deres research til bogen.
Den statsautoriserede , blågule kamp for ligestilling er dog ikke ny, og allerede i et regeringsnotat fra 2002 fastslås det, at det officielle Sveriges kamp for ligestilling ”også indebærer, at regeringen betragter det mandlige og det kvindelige som ’so-ciale konstruktioner’, det vil sige kønsmønstre, som skabes ud fra opvækst, kultur, økonomiske vilkår, magtstrukturer og politisk ideologi”.
Ifølge Ivar Arpi sker det afgørende – og ødelæggende – skifte dog først i 2016, hvor den erklærede feministiske regering indfører krav om øget fokus på ligestilling på universiteterne. En grundsympatisk ambition, som dog har udmøntet sig i ”en radikal, feministisk ideologi maskeret som videnskab”.
Radikal eller ej giver kriterierne for uddeling af forskningsmidler hinsidan et praj om, hvilken vej vinden blæser på den anden side af sundet. Hovedparten af Sveriges forskning finansieres gennem fire institutioner. Og den største, Vetenskapsrådet, der i 2016 uddelte seks milliarder svenske kroner til frembringelse af ny viden inden for naturvidenskab, medicin, humaniora og samfundsvidenskab, opfordrer ansøgere til ”at inkludere såvel sociale som biologiske aspekter af køn og kønsidentitet i forskningens metoder, analyser og resultater – når det er relevant”. Indtil i år var det primært forskningsprojekter inden for sundheds- og uddannelsesvidenskab, hvor en redegørelse for ”køns- og genusperspektiverne” i projekter var påkrævet, men fra 2020 gælder det samtlige akademiske discipliner.
”Det er jo let at trække på smilebåndet og slå det hen som en socialkonstruktivisme, der er gået grassat,” siger Ivar Arpi.
”Men i virkeligheden handler det om noget enormt alvorligt: Det er et spørgsmål om, hvordan man i Sverige skal tilegne sig ny viden om verden. Vil du bidrage til videnskaben, er du mere eller mindre tvunget til at acceptere præmissen om det konstruerede køn. Tidligere handlede ligestillingskampen om liv og død, køn og krop. Nu er den reduceret til abstrakte forestillinger og en kamp om sproget, de færreste mennesker forstår. De, der skal gøre samfundet klogere, er de facto tvunget til at abonnere på bestemte teorier og opfylde kravet om tilstrækkelig diversitet i forskergruppen – dernæst er det et spørgsmål om videnskabelig kvalitet. Sandheden er sekundær, så længe kvoten er opfyldt.”
Men der findes jo et utal af eksempler på, at ligestilling sjældent kommer af sig selv. Er det ikke udmærket, at man på universiteterne griber det en smule firkantet an lige nu, hvis det på længere sigt skaber et mere retfærdigt samfund?
”Problemet er, at den nuværende kurs ikke skaber et mere retfærdigt samfund. Kvalificerede mandlige forskere bliver valgt fra på grund af deres køn, mens kvalificerede kvindelige forskere bliver mistænkt for, at deres meritter alene kan tilskrives deres køn.”
Ivar Arpi understreger, at genusdoktrinen ikke alene trives på universiteterne. Tendensen breder sig fra elfenbenstårnene og til andre dele af samfundet: medier, politik, kultur. Som da den svenske pendant til DR SVT forleden indførte kvindekvoter på bidrag til Melodifestivalen, landets udgave af melodigrandprix.
”Tanken med ligestilling er, at kønnet som definerende faktor skal falde bort. Men i Sverige sker det modsatte; nu fylder køn alt,” siger han.
Det let opgivende tonefald til trods håber Ivar Arpi på, at bogen kan skabe ”et Spartacus-moment”, hvor flere af dem, der føler, at de bliver uretfærdigt behandlet i ligestillingens navn, tør sige fra uden frygt for repressalier.
”Jeg håber, bogen vil betyde, at vi kan få en diskussion om udviklingen, uden at folk bliver brændemærket. For kan vi tale åbent og ærligt om problemerne med den nuværende ligestillingskamp, kan vi også bruge ressourcerne der, hvor der for alvor er behov for dem. Og samtidig kan vi sikre den akademiske frihed i Sverige,” siger han nærmest som et ekko af Judith Butler, der i forbindelse med sagen om Erik Ringmars pensumliste blev interviewet til magasinet Kvartal:
”Jeg er modstander af, at man pålægger lærere at undervise i bestemte tekster eller forfattere. Selv ville jeg til hver en tid afvise sådanne forkastelige forsøg fra institutionens side – uanset hvilke formål, det handlede om. Man kan ikke nå sine mål med tvang,” sagde den verdenskendte feminist dengang.