Prøv avisen
Interview

Forfatter gør op med svensk skræmmebillede af Rusland

Man er bange for Rusland og tror, at alt, der har med Rusland at gøre, er farligt, siger Mattias Göransson. – Foto: Ola Kjelbye

Sverige har i årtier været præget af kollektiv frygt for den store bjørn mod øst, men en ny bog afslører, at der aldrig har været hold i påstandene om u-både i svensk farvand. Hysteriet har ødelagt forholdet til Rusland, mener forfatteren

For mange svenskere gik sommerdagene i 1980’erne med at jage russiske u-både og spioner. De lyttede, kiggede ud over det mørke vand om aftenen, og om dagen så de efter mistænkelige bølgebevægelser i vandet i skærgården. Ofte spottede folk, hvad de troede var et periskop, eller optog mistænkelige lyde. Og det var en del af hverdagen, at der i nyhederne blev meldt om, at nogen havde set et mistænkeligt objekt i farvandet.

En af dem, der dengang fulgte historierne med stor interesse, er den 45-årige forfatter Mattias Göransson, der er aktuel med bogen ”Bjørnen kommer!” om den panik, der ifølge forfatteren har præget svenskernes syn på Rusland siden Anden Verdenskrig.

”Som barn var det smadderspændende. Og særligt de der mini-u-både, man mente havde larvefødder, var noget, vi drenge drømte om. Og jeg var med til at bygge sådan en i Lego. Så på den måde var det leg for mange, selvom der for voksne var en kollektiv frygt for, at russerne rent faktisk var på vej til at invadere,” fortæller han.

I 1980’erne var det en fast del af nyhedsbilledet, at svenske myndigheder jagede u-både, og i efteråret 2014 skete det pludselig igen. Og den panik, der havde præget barndommen for mange, rejste sig på ny som et spøgelse fra den kolde krig. Mens de fleste labbede de løbende opdateringer i sig, var forfatteren dog overbevist om, at der var tale om kollektiv indbildning. Han havde netop lagt en bog om de falske anklager mod Thomas Quick, der blev fængslet for en række mord, bag sig. I den sag viste det sig, at den svenske offentlighed var blevet ført bag lyset, og Mattias Göransson havde en følelse af, at det samme mønster var ved at gentage sig.

”Fælles for begge sagerne var, at medierne og befolkningen bare ukritisk åd alt, hvad myndighederne sagde. Ingen stillede spørgsmål, og det er bekymrende for en journalist. Derfor blev jeg grebet af en stor iver efter at nå til bunds i sagen,” siger han.

I efteråret 2014 indledte han et omfattende arkivarbejde, hvor han samlede officielle dokumenter, efterretningsrapporter og udtalelser om alle de over 80 episoder, hvor man har ledt efter russiske u-både. Han interviewede en række pensionerede efterretningsfolk og fik ad omveje adgang til hemmeligstemplede rapporter.

Som et puslespil tegnede der sig lidt efter lidt et billede, og selvom forfatteren gik til opgaven med et kritisk blik, overraskede konklusionen ham: Ikke én eneste af de gange, svenske medier og myndigheder havde rapporteret om mulige russiske u-både, var der hold i påstandene. Det hele var falske beviser, overtro eller vrangforestillinger.

Nogle af informationerne blev frigivet allerede i begyndelsen af 1990’erne, men hverken dengang eller i dag har offentliggørelsen ændret på det kollektive selvbedrag, Sverige har i forholdet til Rusland, mener Mattias Göransson.

”Problemet er, at virkeligheden ikke lever op til den fælles hukommelse, og derfor fæstner sandheden sig ikke. Mange mener stadig, at der var russiske u-både dengang, og selvom der ikke er beviser, har den forestilling rodfæstet sig i tanken om Rusland. Man er bange for Rusland og tror, at alt, der har med Rusland at gøre, er farligt. Det er et misforstået og overdrevent skræmmebillede,” siger han.

I dag er frygten for, at Rusland skulle invadere Sverige, markant mindre end i den kolde krigs tilspidsede dage, men præsident Putins annektering af Krim i 2014 har på ny sat gang i frygten, hvilket også viser sig i, at de svenske medier ofte rapporterer om, at russiske fly har krænket svensk luftrum.

”Samlet bliver der skabt et billede af, at Rusland er langt mere fjendtligt, end det egentligt er, for de andre lande i østersøregionen flyver også ustandseligt ind i Sverige. Det bliver bare ikke nyhedsstof, hvis en dansker kommer til at flyve uanmeldt ind over Skåne,” siger han.

Mattias Göransson anerkender, at der kan være materiale og hemmelige efterretninger, som han ikke har haft adgang til i sin researchproces, men i forhold til offentligheden mener han, at det er et demokratisk problem, at hverken politikere eller medier forholder sig mere kritisk til idéen om, at Rusland udgør en trussel mod Sverige.

”Man har bare i årevis accepteret en hypotese som fakta, også i dag, selvom man ved, at den ikke holder. Og det er et problem, fordi det skævvrider fundamentet for konstruktiv debat. Det er ikke en frugtbar diskussion, hvis hele præmissen er forkert. Og det mener jeg, at den er i forhold til Rusland,” siger han.

Fra midten af 1990’erne og i årene efter var forholdet til Rusland ellers ifølge forfatteren på vej frem, og han påpeger, at svenskerne sågar lod russerne holde militærøvelser i Sverige, og at man modtog rådgivning i forbindelse med deltagelsen i krigen i Afghanistan.

Siden 2014 og annekteringen af Krim er det dog gået den anden vej igen, og skræmmebilledet er blevet genoplivet. En del af forklaringen er altså ifølge Mattias Göransson svenskerne selv, men russerne gør bevidst heller ikke meget for at ændre deres image, mener han.

”For dem passer det svenske skræmmebillede fint i selvforståelsen af at være misforstået og bagtalt. Og i de russiske medier ironiseres der over den svenske rædsel og nyhedshistorierne om russiske fly. For russerne kan det i øvrigt være fint nok, at svenskerne har en overdreven frygt, for det bekræfter jo russerne i, at de er magtfulde, så på den måde har de en interesse i at opretholde det forhold. Det er Sverige, der har noget at vinde ved at ændre det,” siger han.

Mattias Göransson mener, at svenskerne med fordel kunne genetablere noget af det samarbejde, man indledte i 1990’erne, i stedet for at sprede frygt.

”Det er et problem, at man i dag stort set ikke vil forhandle eller tale med russerne, og at al kontakt er frosset til is. Jeg siger ikke, at vi skal være enige med russerne i alt, men et forhold er altid langt farlige, hvis man ikke vil eller kan forstå hinanden,” siger han.

Svenskeren tvivler dog på, at hans kolleger rundt omkring på landets redaktioner vil bidrage til et mere nuanceret billede. Han oplever, at enhver, der taler den ensidige fremstilling imod, risikerer at blive udstillet som Putin-fanatiker.

”Det er ikke let at bryde igennem den svenske mur af enighed, men jeg vil ikke holde mig tilbage fra at sprede dokumentation og fakta, næste gang man tror, der er en u-båd løs i skærgården,” siger han.