Forfatter: Sociale medier er blevet et monster, vi ikke kan styre

Jonathan Taplin var i 1960’erne tourmanager for Bob Dylan og The Band, men blev senere vidne til, at digitaliseringen udhulede musikernes indtjening. Nu er amerikaneren aktuel med en bog om, hvordan internetgiganterne kvæler kulturlivet og undergraver demokratiet

Jonathan Taplin begyndte sin karriere i underholdningsindustrien, men er senere blevet universitetslektor og teknologi-ekspert. Nu har han skrevet en bog, hvor han gør oprør med trioen Google, Facebook og Amazon. —
Jonathan Taplin begyndte sin karriere i underholdningsindustrien, men er senere blevet universitetslektor og teknologi-ekspert. Nu har han skrevet en bog, hvor han gør oprør med trioen Google, Facebook og Amazon. — . Foto: Guy Ruelas.

Sidste gang, Jonathan Taplin besøgte Danmark, var i 1970, da han var på turné med den amerikanske gruppe The Band. Som tourmanager var han ansvarlig for, at bandmedlemmerne kunne optræde efter deres natlige strabadser. Ikke altid en let opgave.

Nu er amerikaneren tilbage i Danmark, og denne gang er det ham, der er lidt klatøjet, på grund af ni timers tidsforskel. Han sidder tilbagelænet på et kontor i JP/Politikens Hus i København og giver interviews om sin nye bog ”Move Fast and Break Things” (Gå frem hurtigt og ødelæg ting), som netop er udkommet på dansk.

Men selvom den 70-årige forfatter og universitetslektor ikke længere er tourmanager, udspringer bogen af en harme over at have set flere af 1960’ernes store musikere gå for lud og koldt vand. Det skete for trommeslageren i The Band, Levon Helm, som ikke havde råd til at betale sin sygeforsikring, da han fik strubekræft.

”The Band var selvfølgelig ikke lige så store som Rolling Stones, men de tjente godt og fortsatte med at tjene penge på royalties. Men da man i 2000 pludselig kunne høre gratis musik på internettet, forsvandt indtægterne til musikerne. I stedet tjente platforme som YouTube styrtende med penge på at samle persondata om brugere og sælge dem videre til annoncører,” forklarer Jonathan Taplin.

Som lektor ved Annenberg Innovation Lab på University of Southern California har han siden 2004 beskæftiget sig indgående med teknologi. Hans oprindelige plan med bogen var at beskrive kulturkrigen mellem musikbranchen og internet-mastodonterne. Men bogen kom i lige så høj grad til at handle om tre magtfulde firmaer.

”Internettet startede som et optimistisk projekt, hvor alle skulle have en stemme. Men det er endt med et monopol bestående af Google, Facebook og Amazon,” mener han.

”Sociale medier er blevet en slags Frankenstein- problem. Vi har skabt et monster, som vi ikke kan styre,” siger Jonathan Taplin og tilføjer, at det såkaldte sociale monster har mere indflydelse på vores liv, end vi går rundt og tror:

”Eksempelvis arbejder jeg i downtown Los Angeles, som er et lidt usikkert område med mange biltyverier. Min forsikring ved, at jeg kører derhen hver dag, fordi den har adgang til min gps, som er indbygget i min mobiltelefon. Derfor skal jeg betale mere i bilforsikring end min kone, som ikke kører derhen hver dag.”

Vi ved altså ikke, hvor og hvornår vores mobiltelefoner bruger information om og mod os. Men vi kan godt regne med, at Google ved alt om, hvad vi laver, mener og køber. Og det er ikke meget bedre med Facebook, siger han sammenbidt:

”Google burde ikke have så meget magt og tjene så mange penge på at sælge data om os. Desuden har Facebook adgang til informationer om 2,5 milliarder mennesker. Det er helt usandsynligt mange. Ingen har før haft den slags magt. Ikke engang tæt på. Det undergraver demokratiet,” siger han.

Jonathan Taplin hæfter sig dog ved, at der er en dansk kvinde i Bruxelles, som Google, Amazon, og Facebook lige nu tager sig i agt for:

”Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær. Hun prøver at gøre en forskel, og det har faktisk stor indflydelse på amerikanske virksomheder, fordi det tvinger dem til at ændre hele måden, som de laver forretning på.”

Til maj træder EU’s nye lovgivning om beskyttelse af persondata i kraft. Lovgivningen, som går under forkortelsen GDPR, stiller nye krav til, at virksomheder skal beskytte kunders data. Det vil sige, at privatpersoner nu skal give tilladelse til, at for eksempel Facebook og Google videregiver informationer om dem.

”Det var en topnyhed i denne uge i The New York Times.Techgiganterne i Silicon Valley arbejder så hurtigt, de kan for at forberede sig på reguleringen. Det er et skridt i den rigtige retning, og forhåbentligt smitter det af på flere magthavere,” siger han.

Selvom Jonathan Taplin mener, at vejen frem i det digitale morads er politisk regulering af tech-giganterne, er han også bevidst om brugernes stigende afhængighed af sociale medier. En afhængighed, han ikke selv går fri af.

Derfor gav han sig selv et ophold på et benediktinerkloster, da han fyldte 68 år. I tre dage måtte han hverken tale eller bruge nogen form for kommunikationsmidler. Det var forsøget på at få en langsomhed tilbage i hans liv, som han bevarer ved at være offline hver søndag.

”Jeg prøver at bevare koncentrationen og ikke lade mig afbryde hele tiden,” fortæller han.

Begrebet langsomhed lærte han egentlig at kende gennem musikken. En aften i den nu afdøde trommeslager Levon Helms hjem i Woodstock i delstaten New York forklarede The Band-medlemmet ham, hvad langsomhed egentlig kan. Og det husker han endnu.

”Nu skal jeg forklare det på enkleste vis,” siger Jonathan Taplin, finder sin telefon frem og sætter et nummer på.

Ud af telefonen strømmer lyden af den afdøde musiker Ray Charles, der synger sangen ”Drown in My Own Tears” i en live-udgave, mens Jonathan Taplin langsomt bevæger armene i takt til musikken.

”Det er det, jeg mener. Og så er det en af de bedste live-optrædener nogensinde,” siger den gamle tour manager.