Da et kapret passagerfly bragede ind i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington den 11. september 2001, sad Donald Rumsfeld i et mødelokale på tredje sal. Den daværende forsvarsminister var blandt de første til at nå frem til det brændende nedstyrtningssted, og han hjalp med at bære de sårede i sikkerhed, inden at han vendte tilbage til sit arbejde i en sikret bunker.
Terrorangrebet på USA blev skæbnesvangert for Donald Rumsfeld, der blot ni måneder forinden var blevet indsat som forsvarsminister af den nytiltrådte republikanske præsident, George W. Bush. USA erklærede krig mod terror, og Rumsfeld fik ansvaret for krigsstrategien. Amerikanske styrker invaderede Afghanistan, og Taleban-styret, der holdt hånden over terrorlederen Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk, blev væltet få uger efter. Snart derefter vendte Rumsfeld og resten af den amerikanske regeringstop blikket mod Irak, som de beskyldte for at være i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og i ledtog med al-Qaeda, og i marts 2003 indledte USA endnu en krig med invasionen af Irak.
Da Donald Rumsfeld døde som 88-årig, var det særligt hans helt centrale rolle i Irak-krigen, som mange amerikanere huskede ham for. Rumsfeld var en af de mest magtfulde forsvarsministre i USA’s historie, og det var under ham, at det amerikanske militær fjernede den irakiske diktator Saddam Hussein fra magten. Men amerikanerne fandt aldrig masseødelæggelsesvåben, og det var også under Rumsfeld, at Irak blev et kaotisk morads i en blodig konflikt mellem sunni- og shiamuslimer. Den lange, kostbare og stærkt kontroversielle krig bragte en afslutning på Rumsfelds politiske karriere, men han gav aldrig udtryk for anger.
”At befri regionen fra Saddam Husseins brutale regime har skabt en mere stabil og sikker verden,” skrev han i sin selvbiografi, ”Known and Unknown” (kendt og ukendt), i 2011.
Stærk kritik fra både politikere, militære ledere og en krigstræt befolkning fik Donald Rumsfeld til at træde tilbage som forsvarsminister i 2006. Mange af hans kritikere krævede, at han blev retsforfulgt for sin rolle i USA’s brug af tortur mod fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak og i Guantanamo-lejren på Cuba, men han blev aldrig sigtet.
Donald Rumsfeld voksede op i en forstad til Chicago i Illinois og var en stjerneelev og dygtig sportsmand. Som 22-årig giftede han sig med sin gymnasiekæreste, Joyce Pierson, og sammen fik de tre børn. I 1962 opnåede han valg til Kongressen for Det Republikanske Parti, og syv år senere udpegede præsident Nixon ham til leder af det nationale fattigdomsbekæmpelsesagentur og senere til Nato-ambassadør.
Donald Rumsfeld var både forsvarsminister under præsident Gerald Ford fra 1975 til 1977 og under præsident George W. Bush fra 2001 til 2006, og han var både den yngste og den ældste nogensinde til at bestride posten.
Hans komplekse personlighed er gennem årene blevet gennemanalyseret af amerikanske medier. I sine beundreres øjne var han en dedikeret og selvopofrende patriot, mens hans kritikere så ham som en forfængelig og arrogant tyran. Omend han sjældent talte offentligt om sin gudstro, var har også et religiøst menneske, som trods sit presbyterianske tilhørsforhold var fleksibel i sit kirkevalg. I Washington gik han til gudstjeneste i en episkopal kirke, og når han og hans hustru befandt sig på deres ranch i New Mexico, kom de ifølge nyhedsmediet RealClearReligion i den lokale katolske kirke, som er byens eneste kirke. De søndage, hvor parret ikke kunne nå at komme i kirke, lyttede de til Elvis Presleys gospelsange.
Donald Rumsfeld efterlader sig sin hustru, tre børn og flere børnebørn.