Prøv avisen

Forlag kunne ikke fjerne Israel fra landkortet

Israel optræder ikke ved navn på atlasset fra HarperCollins. Atlasset er nu trukket tilbage.

Efter massiv kritik af et atlas uden angivelse af Israel er oplaget trukket tilbage og destrueret. Samtidig har forlaget udsendt en undskyldning

Det store amerikanske forlag HarperCollins er ikke sluppet godt fra et forsøg på at udelade Israel i et atlas beregnet for den arabiske verden. ”Collins' Middle East Atlas” (Collins' Mellemøstkort), blev før nytår udgivet af under-afdelingen Collins Bartholomew, men er nu blevet trukket tilbage fra markedet og vil blive destrueret. Samtidig har forlaget måtte give en uforbeholden undskyldning.

Forlaget reagerer dermed på den massive internationale kritik, der er skyllet ind over det efter udgivelsen af kortet, der medtager Gaza og Vestbredden, men i stedet for Israel lader Syrien og Jordan gå helt ud til Middelhavet

Til at begynde med forsvarede forlaget ellers beslutningen. Over for det britiske katolske magasin The Tablet forklarede HarperCollins, at det for kunder i den arabiske verden ville være ”uacceptabelt”, hvis Israel var med på atlasset, og at ændringer var foretaget for tage hensyn til ”lokale præferencer”.

En holdning, der bekymrer dr. Jane Clements, der er direktør for rådet af kristne og jøder.

”Landkort kan være et meget magtfuldt redskab til at af-legitimere 'de andre', og kan føre til forvirring frem for klarhed. Vi er meget opsatte på, at de relevante institutioner sikrer, at alle atlasser afspejler FN's holdning til nationer, grænser og politiske forhold,” siger hun til The Tablet.

Siden det katolske magasin rejste sagen efter nytår, har der været en sand mediestorm mod HarperCollins, som er et af verdens største forlag og er ejet af News Corp - mediekonglomeratet kontrolleret af australsk-amerikanske Rupert Murdoch.

Forlaget udsendte i mandags en undskyldning.

”Forlaget beklager at have udeladt navnet Israel fra ”Collins' Middle East Atlas”. Dette produkt er trukket tilbage fra alle områder, og restoplaget vil blive destrueret,” hedder det i udtalelsen.

Journalisten og forfatteren Alex Brummer har fået flere bøger udgivet på forlaget. Han er samtidig viceformand for foreningen af britiske jøder, og han kalder det en skandale, at kortet overhovedet blev udgivet.

”Det fornærmende landkort viser Vestbredden støde op til Gaza-striben, som om Israel ikke eksisterede. Faktum er, at HarperCollins med et penselstrøg har opnået, hvad den tidligere iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad truede med: at fjerne Israel fra landkortet,” siger han ifølge den britiske avis The Guardian.