Forlovet til fængslet soldat fra Mariupol: Jeg vil gøre alt for at få ham ud. Vi har ikke brug for døde helte

Olya Malyuchenko har ikke fået livstegn fra sin forlovede, siden hans bataljon for en måned siden afblæste forsvaret af stålværket i Mariupol og blev fængslet af russerne. Jeg er sikker på, at han kommer hjem, siger den 23-årige ukrainer, som dagligt beder for ham

“Det er vigtigt, at vi får vores soldater hjem, så de kan dele deres erfaring og berette om krigen og om, hvordan de overlevede. Det er en vigtig del af Ukraines nye historie, når den skal skrives,” siger Olya Malyuchenko.
“Det er vigtigt, at vi får vores soldater hjem, så de kan dele deres erfaring og berette om krigen og om, hvordan de overlevede. Det er en vigtig del af Ukraines nye historie, når den skal skrives,” siger Olya Malyuchenko. Foto: Tobias Stern Johansen .

For en måned siden var hele Vestens opmærksomhed rettet mod de ukrainske soldater, som heroisk holdt stand imod den russiske hær i Azovstal-stålværket i den belejrede havneby Mariupol.

I 82 dage kæmpede soldaterne fra Azov-bataljonen mellem ligene af deres kammerater i stålværkets underjordiske gange, inden Ukraines militær erklærede “kampmissionen” for afsluttet, og de tilbageværende tropper måtte afblæse deres forsvar. Med slagets afslutning falmede også den vestlige interesse for de ukrainske Azov-soldater. 

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Men der er mennesker, for hvem soldaternes skæbne langt fra er et afsluttet kapitel. Mennesker, som i alle døgnets vågne timer tænker på, om soldaterne stadig lever, om de lider, om de nogensinde kommer hjem. En af dem er 23-årige Olya Malyuchenko fra Ukraines hovedstad, Kyiv. Fem dage før Ruslands invasion den 24. februar blev hun forlovet med sin kæreste Kolya, en 24-årig soldat i Azov-bataljonen i Mariupol, som af sikkerhedsgrunde ikke optræder med efternavn. 

“Du skal ikke være nervøs,” skrev han til hende få dage efter, at Azov-soldaterne forlod stålværket den 16. maj og overgav sig til russiske styrker.

“Du får mig at se igen, og jeg er stolt af dig,” lød hans tekstbesked på telefonen.

Det var sidste gang, hun hørte fra ham. 

“Jeg vil se ham en gang til,” siger Olya Malyuchenko fra en fortovscafe i Kyiv.

“Det behøver ikke engang være for at tale med ham. Jeg vil blot mærke ham og hans varme tæt på mig."

Mindst 1000 ukrainske soldater, herunder medlemmer af Azov-bataljonen, blev overført til de russisk-besatte områder, efter at Azovstal-stålværket blev indtaget af russiske styrker. Umiddelbart efter tilfangetagelsen forlød det fra Azov-bataljonens øverstkommanderende, at soldaterne var under "tilfredsstillende" forhold og ikke var blevet udsat for vold.

Men de seneste hændelser har været mere foruroligende. I begyndelsen af juni blev to britiske mænd og en marokkansk statsborger, der blev taget til fange, mens de kæmpede i den ukrainske hær i Mariupol, dømt til døden af pro-russiske embedsmænd i den selverklærede Folkerepublikken Donetsk, som kun Rusland har anerkendt. De tre udlændinge forbereder nu at anke dødsdommene.

Forbillede for mod og overlevelse

Olya Malyuchenko er sikker på, at hendes forlovede kommer hjem, siger hun.

“Det sidste, jeg skrev til ham, var, at han er hele mit liv, og at jeg ville gøre alt, hvad der er muligt og umuligt for at få ham ud,” siger hun.

I Ukraine har Azov-soldaterne fået heltestatus og er blevet symbolet på den ukrainske modstand mod Rusland. Rundt om i Kyiv ser man graffiti og plakater om soldaterne med teksten “Bring dem hjem i live”. 

“Soldaterne er blevet et forbillede for mod og overlevelse,” siger Olya Malyuchenko.

“Hvis de kunne overleve så meget i Mariupol, har vi ikke grund til at gå og være bange her i Kyiv. Når jeg fattes mod, tænker jeg på deres kamp. Det gjorde ondt på mig og på mange ukrainere, at Mariupol faldt. Men vi måtte få vores soldater ud i live. Vi har ikke brug for døde helte. Vi har brug for vores mænd til at opbygge familier,” siger hun.

Olya Malyuchenko har et varmt og bredt smil i det kridhvide ansigt. Før krigen arbejdede hun som fotomodel, nu er hun ansvarlig for kommunikationen i en organisation etableret af soldaternes familier, som i samarbejde med Røde Kors og andre organisationer forsøger at hjælpe og få frigivet de tilfangetagne soldater. Et rødt skær i de ellers glasklare blå øjne røber, at hun ikke sover ret meget. Tre timer i nat for at være helt præcis. Indimellem lidt længere. 

“Jeg er udmattet over at skulle være stærk, og jeg ønsker endnu engang at få lov til at være en lille pige, hvor alle beslutninger bliver truffet af ham,” siger hun.

Hvad bekymrer dig mest i forhold til hans skæbne?

“Rusland og separatisterne i Donetsk fører ikke krig under Geneve-konventionen, så de giver os ikke mulighed for at ringe til soldaterne eller høre fra dem. Det er det værste. Vi ved ikke, hvor de er, eller hvordan de har det,” siger hun.

“Jeg er nervøs for, at han bliver tortureret. Jeg er bekymret for hans mentale sundhed. Jeg ved fra nogle af hans soldater-kolleger, at han havde problemer med at gå, at han nok havde betændelse i fødderne, og jeg er bekymret for, at han ikke får medicin,” siger hun.

Under belejringen berettede den næstkommanderende i stålværket, at mange af soldaterne var stærkt sårede og ikke kunne få medicin, men kæmpede videre med høj feber.

I begyndelsen kunne Olya Malyuchenko slet ikke sove og havde problemer med nerverne, og hun begyndte at tage beroligende medicin. Hun holdt sig beskæftiget med at lave mad til de frivillige kampenheder og camouflagenet af strimler af gammelt tøj til kampvognene. Det er årets frivillige arbejde i Ukraine, siger hun i spøg. Ved indkørselsvejene til Kyiv og ved militærposterne på motorvejene ser man det karakteristiske net af tøjstrimler, som dækker de militære køretøjer. 

“At bruge hænderne beroliger mig og fjerner tankerne fra telefonen og trangen til hele tiden at tjekke nyheder om krigen,” siger hun, mens hun piller ved en fingerring på højre hånd.

En ring, parret købte sammen i en ortodoks kirke i vestukrainske Lviv sidste sommer. Ordene “Frelst og bevaret” står indgraveret på gammelslavisk.

Finder styrke i bøn

“Jeg er blevet langt mere religiøs de seneste måneder. Jeg beder hver dag, min mor beder hele tiden. Min forståelse af Gud har forandret sig over disse måneder. Jeg beder med salmer fra Bibelen og med mine egne ord, for Kolya, at vi må være sammen i dette liv og det næste. Sidst i hver bøn henvender jeg mig altid til ham og siger, ‘jeg sværger at være dig trofast til det sidste åndedrag’. Det styrker mig.”

Efter at parret havde kendt hinanden i et år, besøgte hun ham i Mariupol på valentinsdag den 14. februar i år, hvor han friede til hende med en tekst i en notesbog. Den 19. februar, få dage inden invasionen, forlod Olya Malyuchenko Mariupol igen uden at vide, at de måske ikke ville få hinanden at se igen. Ingen af dem havde ventet en krig af dette omfang.

Under belejringen af Azovstal var han på et tidspunkt død for hende i 13 timer. Kolya havde samme soldaternavn som en anden soldat i stålværket, som blev dræbt. Og i 13 timer troede hun, at det var ham, der var blevet dræbt, indtil hun fik information om, at han var i live. 

“Jeg ønsker ikke at opleve det endnu engang,” siger hun.

Hun tørrer en enkelt tåre væk. Og ler. Man ser det ofte blandt ukrainere under krigen. De ler og græder samtidig. 

Hvordan tror du, krigen ender?

“Ukraines fremtid tilhører det ukrainske folk. Fremtiden ser måske ikke umiddelbar lys ud, men jeg tror, at Ukraine engang vil blive centrum i et frit Europa. Det er vigtigt, at vi får vores soldater hjem, så de kan dele deres erfaring og berette om krigen, og om hvordan de overlevede. Det er en vigtig del af Ukraines nye historie, når den skal skrives,” siger Olya Malyuchenko.