Prøv avisen

Formand Pelosi kritiserer Trump for told på EU-varer

Formanden for Repræsentanternes Hus i USA, demokraten Nancy Pelosi, holdt tale ved London School of Economics 15. april. Foto: Marc Jones/Reuters

Nancy Pelosi mener, at USA har mistet en unik mulighed for at opnå en økonomisk fordel over Kina.

Formanden for Repræsentanternes Hus i USA, demokraten Nancy Pelosi, kritiserer præsident Donald Trump for at pålægge told på EU-varer.

Pelosi mener, at USA har mistet en unik mulighed for at opnå en økonomisk fordel over Kina ved ikke at samarbejde med EU.

- Jeg troede, at en af de største muligheder var, at EU og USA slog sig sammen. Det største marked i verden - de to lagt sammen - og bruge den magt i forhandlinger med Kina, siger hun i en tale ved London School of Economics ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg var ikke glad, da præsidenten pålagde told på EU-varer, fordi man begynder at svække styrken over for Kina, siger hun.

Præsident Donald Trump meddelte 9. april, at hans plan var at pålægge told på EU-varer til en værdi af 11 milliarder dollar (73 milliarder kroner) på alt lige fra fly til ost.

Det skete som følge af, at den europæiske flyproducent Airbus har modtaget tilskud fra EU, lød anklagen fra USA's præsident.

Sagen, der har været næsten 15 år undervejs i Verdenshandelsorganisationen (WTO), er tæt på en afgørelse.

- WTO finder, at subsidier fra EU til Airbus modsat har ramt USA, som nu vil pålægge told på EU-varer til (en værdi af red.) 11 milliarder dollar, skrev Trump på Twitter.

- EU har udnyttet USA i mange år, når det gælder handel.

USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, har tidligere udtalt, at WTO gentagne gange har konstateret, at EU's støtte til Airbus har haft negative konsekvenser for USA, hvor flyproducenten Boeing har hjemme.

- Vores ultimative mål er at nå til enighed med EU om at sætte en stopper for alle inkonsekvente tilskud til store civile fly. Når EU sætter en stopper for disse skadelige tilskud, kan USA's ekstra told afgifter blive ophævet, har han tidligere sagt.

Listen af europæiske produkter, der kan blive ramt af øget told, omfatter blandt andet reservedele til store kommercielle fly, mejeriprodukter og vin.

/ritzau/