Formanden for Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering fra det tyske CDU, er en mand med solide rødder i katolicismen. Han har ry for at have prioriteret dialogen med det religiøse Europa meget højt. Da jeg møder ham, har han nys trykket hænder med en gruppe danske biskopper og holdt møde med formanden for den Europæisk Jødiske Konvention. Men selv prøver han omhyggeligt at nedtone den rolle, som dialogen med diverse trosretninger fylder.
- Du skal ikke tro, at det er 100 procent af vores arbejde. Det er synligt for dig, og gudskelov for det, men det er altså kun en del af det, vi laver, siger Hans-Gert Pöttering.
Han er tydeligt irriteret over, at jeg ikke er kommet for at høre, hvordan han mener, Europa skal køres, eller hvordan parlamentet har udviklet sig gennem de 30 år, han har siddet på tinge, siden det første direkte valg i 1979. Forståeligt nok, for han har måttet høre på megen kritik for sin mærkesag, den interkulturelle dialog. Og planen med at få Dalai Lama, den britiske overrabbiner Jonathan Sacks og den økumeniske patriark Bartholomæus fra den ortodokse kirke med flere til at lægge vejen forbi parlamentet for at holde EU's år for interkulturel dialog i hævd, viste sig at give pr-mæssigt bagslag.
Først og fremmest da Pöttering inviterede den syriske stormufti til at tale for forsamlingen, hvilket ledte til store protester. Nogle fordi de mente, han skulle have fundet en muslimsk personlighed, som bedre repræsenterede de europæiske muslimer. Nogle som protesterede mod Syriens liberale fortolkning af begrebet menneskerettigheder og den manglende mulighed for at debattere det med muftien, og andre fordi de generelt ikke kunne se pointen i at afbryde det parlamentariske arbejde for at se gejstlige betræde talerstolen i plenarsalen i fuldt ornat.
Men parlamentsformanden fik også kritik for kun at give plads til mandlige, konservative religiøse personligheder, hvilket fik parlamentsmedlemmer til at synes, at man skulle ændre navnet fra interkulturel dialog til "interreligiøs monolog", mens endnu andre påpegede det fejlagtige i at lade religiøse skikkelser tale på vegne af kulturer, som også indbefatter alle dem, som ikke føler sig repræsenteret af en given trosretning.
- Vi er et parlament på 785 medlemmer, og du kan ikke forvente, at alle altid er enige om alting, siger Pöttering, mens han gør opmærksom på, at invitationerne blev bakket op af lederne af parlamentets syv politiske grupper.
For Pöttering er førsteprioriteten med en sådan dialog at forbedre EU's forhold til de muslimske samfund. Han taler om civilisationernes sammenstød, om et Europa på kollisionskurs med den arabiske verden, og om hvordan konflikter kan opstå med lynets hast, hvis man ikke passer på.
- Ansvarlige politikere må være parate til at bygge broer. De må være rede til at nedtrappe konflikter og finde frem til løsninger. Det er så let i politik at eskalere tingene og få folk til at være mod hinanden. Men det er ikke det, vi skal. Vores ansvar er at bringe folk sammen og forbedre forståelsen. Verden kommer stadig nærmere, og hvis vi har den indstilling, at vi er fjender af hinanden, står vi i den værste situation. Så bliver der krig, siger Pöttering.
Mere sekulært anlagte medlemmer af parlamentet har også kritiseret både ham og EU-Kommissionen for den særadgang til EU-systemet, som man har givet religiøse ledere, blandt andet ved de seneste fem år at have indbudt en sluttet kreds af repræsentanter fra forskellige trossamfund til en dialog om forskellige presserende emner.
Så sent som sidste mandag deltog Pöttering i en sådan forsamling, hvor repræsentanter fra de tre monoteistiske religioner skulle give deres syn på, hvordan EU skal tackle finanskrisen, mens sidste års møde handlede om klimaforandringer. Han mener, at det er vigtigt at høre kirkernes syn på løsningen af verdens problemer:
- Det har en indflydelse på samfundene og på de troende. Hvis vi for eksempel tager klimaforandringer, taler den kristne religion om skabelse. Og når vi gør vores bedste for at kæmpe mod klimaforandringerne, er det med til at bevare den skabelse. Så reelle problemer og udfordringer har noget at gøre med tro og religioner. Og for at få en forståelse af det, er det meget vigtigt at have den dialog, siger Pöttering og understreger, at kontakten til trossamfundene vil blive en fast del af EU's regelgrundlag, hvis Lissabon-traktaten nogensinde når helskindet igennem EU-systemet.
Men lige nu bliver den kun udført på grund af hans og andres "gode vilje", som han siger.