På lørdag får det britiske arbejderparti Labour en ny formand som afløser for Ed Miliband, der gik af efter valgnederlaget i maj. Men hvem er det egentlig, der vælger formanden? Spørgsmålet diskuteres livligt, efter at et forsøg på at gøre valget mere demokratisk har givet bagslag.
Som noget nyt har partiet åbnet for, at folk, som erklærer sig som Labour-vælgere, men ikke er medlemmer, også skal have indflydelse. Det sker gennem et midlertidigt medlemskab, som blot koster tre pund - svarende til lidt over 30 kroner. Et tilbud, som over 120.000 personer har takket ja til.
Men kritikere siger, at personer, der normalt ligger langt til venstre for Labour, bruger det som en mulighed for at påvirke valget ved at stemme for kandidaten Jeremy Corbyn, som ligger yderst på det gamle arbejderpartis venstrefløj. Samme mistanke rettes mod vælgere, der normalt stemmer konservativt eller tilmed på det EU-kritiske uafhængighedsparti Ukip.
De vil også stemme på Jeremy Corbyn, fordi de mener, at det vil garantere, at Labour ikke vender tilbage til magten, da han med sine socialistiske synspunkter er uspiselig for mange vælgere.
Jeremy Corbyn er oppe imod de to mere midtsøgende kandidater Yvette Cooper og Andy Burnham samt Liz Kendall, som er tættest på det blair-prægede New Labour - partiets højrefløj. De tre har forsøgt at få valget stoppet eller suspenderet. Blandt andet fordi der blev registeret navne som den tidligere amerikanske præsident Lyndon Johnson og tennisspilleren Serena Williams.
Partiet har efter et krisemøde tjekket alle navnene, og mindst 3000 midlertidige medlemmer er suspenderet fra urafstemningen, fordi der er tale om falske navne eller personer, som bevisligt aldrig har støttet Labour. De tre utilfredse kandidater har nu lovet, at de vil acceptere valget og ikke anfægte resultatet.
Alle meningsmålingerviser, at Liz Kendall ikke har en chance, men også at det er tvivlsomt, om de to andre moderate kandidater kan stille noget op mod Jeremy Corbyn. Til trods for at den 66-årige pacifist er den mest erfarne i kandidatfeltet, så har han aldrig været en del af partiets ledelse, men har siddet som ”backbencher” på de bagerste rækker i Underhuset, hvorfra han altid har bidt partiets ledelse i haserne - og ikke mindst hyppigt stemt imod partilinjen.
At han nu står som favorit til at blive formand, kan han takke den seneste partiformand, Ed Miliband, for. Partiledelsen og fagforeningerne blev beskyldt for at ville kontrollere, hvem der skulle være kandidat i en ledig en valgkreds i Skotland ved parlamentsvalget den 7. maj.
Det har ført til et opgør med det gamle princip om, at indflydelsen i partiet var fordelt på tre grupper, der havde lige meget magt hver, når der skulle vælges ny formand. Partiets folkevalgte i Underhuset og Europa-Parlamentet vægtede en tredjedel. Det samme gjorde medlemmer og fagforeningerne. Nu er det én stemme pr. person, og det betyder, at især de folkevalgte har fået deres indflydelse stækket, mens menigmand stort set kan komme ind fra gaden og stemme ved valget.
Dermed risikerer partiet at få en formand, som med sine socialistiske synspunkter om alt fra forsvarspolitik til økonomi ikke har ret stor opbakning blandt Labours parlamentsmedlemmer. Af de øvrige kandidater har kun Andy Burnham sagt, at han vil samarbejde med Jeremy Corbyn. Noget, de to kvinder i kandidatfeltet har afvist.
Farcen om formandsvalget er blevet komplet, efter at partiets to seneste premierministre, Gordon Brown og Tony Blair, har advaret om, at partiet aldrig vil få regeringsmagten, hvis Corbyn bliver formand.