For nyligt brød en forsker fra Uppsala Universitet godt og grundigt igennem den internationale lydmur med en nyhed om, at vikingerne bar arabiske skrifttegn. Tekstil-arkæolog Annika Larsson mente, at hun kunne dokumentere, at en viking havde ordet Allah indgraveret i en del af sin begravelsesdragt. Kort efter blev svenskeren citeret i alverdens store medier som den britiske nyhedstation BBC og den amerikanske avis The New York Times.
Hurtigt meldte fagfolk sig dog også på banen og kritiserede Annika Larsson for ikke at have gjort sit arbejde ordentligt. Docent i islamisk kunst Stephennie Mulder fra universitetet i Austin i USA skrev på Twitter, at den brugte kufi-teknik først blev taget i brug flere århundreder efter dateringen af fragmentet fra Birka ved Stockholm. Ifølge Stephennie Mulder udstiller Larssons fejlskud ønsket om at fremstille et modstykke til en historisk fortælling, der domineres af hvid overlegenhed. Flere andre bakker op om den udlægning. Eksempelvis Paul Cobb, der er professor i islamisk historie ved universitetet i Pennsylvania i USA.
”Folk ønsker at finde arabiske spor, fordi det passer ind i drømmen om et mere inkluderende Europa,” siger han til det amerikanske magasin The Atlantic.
Annika Larsson har selv udtalt, at hun mener, at sporene af arabisk kultur tjener som bevis på, at nutidens indvandring og kulturmøde ikke er noget nyt.
I Sverige, hvor både kulturverdenen og universiteterne anklages for at bruge faglighed som politisk instrument, har kritikken også vakt debat i forskerkredse. Men ifølge Martin Rundkvist, der er arkæolog og beskæftiger sig med vikingetiden og religion, er det ikke de muslimske bånd, der undrer.
”Det er ikke kontroversielt, at der er spor af Mellemøsten i vikingernes Skandinavien. Der er masser af eksempler på arabiske mønter med Allah indgraveret og også en kvinde, som blev fundet i Birka, der bar et smykke med teksten Allah. Det betyder dog næppe, at hun var muslim,” siger han.
Martin Rundkvist fortæller desuden, at det er en del af historieforskningens natur at være politisk belejlig, som Uppsala-forskeren kritiseres for. Som eksempel nævner han, at tyske forskere i tiden op til Anden Verdenskrig ofte skrev deres forskning ind i en kontekst af den hvide races suverænitet, hvilket ikke var ensbetydende med, at forskerne havde nazistiske holdninger.
”Forskningen fra Uppsala skal ses i lyset af, at al forskning er afhængig af støttemidler, og i Sverige er det mange steder i kulturverdenen et formuleret mål at sætte fokus på begreber som inklusion og mangfoldighed. Man mener, at det kan forbedre integrationen at forsøge at skabe en fælles historie, og der passer fortællingen om forholdet mellem vikingerne og Mellemøsten godt ind,” siger han.
Også Johan Stenfeldt, der er doktor i historie ved Lunds universitet, ser det omdiskuterede fund fra bosættelsen i Birka som led i en lang tradition.
”Folk har til alle tider forsøgt at bruge historien politisk, og fortiden bliver tolket ind i nutidens stridspunkter. Man søger svar i historien, fordi den er vores eneste sammenligningsgrundlag i forhold til menneskets oplevelser, og derfor er den så væsentlig for, hvordan vi opfatter vores verden,” siger han.
Det, der ifølge Johan Stenfeldt gør sagen om koblingen mellem vikingerne og de arabiske lande særligt kontroversiel, er, at mange opfatter vikingerne som symbol på de skandinaviske landes oprindelse, hvilket spores direkte ind i dagens debat om integration.
”Der er en nationalfølelse forbundet med forestillingen om vikingetiden, og det gør det opsigtsvækkende. Men det er langtfra noget nyt, at historieskrivningen bruges politisk. Jeg tror snarere, at det, vi ser, er, at opmærksomheden og forståelsen af, at historien kan politiseres, er vokset,” siger han.