For 20 år siden var den hollandske migrationsforsker Ruud Koopmans ikke i tvivl. Hvis man stillede alle rettigheder til rådighed og ikke krævede noget af indvandrere, men snarere opfordrede dem til at fastholde og dyrke deres egen kultur, ville man opnå vellykket integration. Det var sådan, Holland greb integrationen an, og da Ruud Koopmans nogle år senere kom til Tyskland for at forske, talte han varmt for denne tilgang. I dag er den 56-årige professor i sociologi ved Videnskabscentrum for Socialforskning i Berlin (WBZ) heller ikke i tvivl. Den multikulturelle tilgang til integration, som især Tyskland, Sverige, Belgien og til dels Holland og Storbritannien abonnerer på, er totalt forfejlet.
”Jeg troede fuldt og fast på, at denne multikulturelle tilgang virkede,” siger han.
Tilgangen er baseret på den filosofi, at integrationsproblemer grundlæggende skyldes det modtagende samfund, forklarer Ruud Koopmans. Så det, samfundet må gøre, er at fjerne alle barrierer og krav til migranter, og så vil integrationen lykkes, lyder ræsonnementet.
”Men jeg ændrede mening, da jeg begyndte at konfrontere mine forestillinger med empirisk data, hvilket man som bekendt er nødt til som forsker. Det blev meget klart for mig gennem mine egne studier og andre undersøgelser, at de lande, der har favnet den multikulturelle tilgang, ikke har skabt den bedste integration, men tværtimod står med en høj grad af arbejdsløshed blandt indvandrere, parallelsamfund, overrepræsentation af indvandrere i fængsler og så videre,” siger han og tilføjer, at Holland, som i årtier var eksponent for den multikulturelle tilgang, også var et af de første lande, der fik problemer med radikal islam, herunder drabet på filminstruktøren Theo van Gogh i 2004 og dødstrusler mod politikere som den somalisk-fødte Ayaan Hirsi Ali.
Debatten om europæisk integrationspolitik er blevet særlig påtrængende, efter at fattigdom i Afrika og krigene i Syrien og Irak de seneste år har medført massive flygtningestrømme til Europa. Alene siden 2015 er over en million asylansøgere kommet til Tyskland, blandt andet som følge af den kristeligt demokratiske forbundskansler Angela Merkels åbning af grænsen for næsten to år siden. Merkels regering har siden strammet sin asylpolitik, men den store migration vil stadig føre til årtiers integrationsproblemer.
Det er derfor kærkomment, at Merkels udfordrer, den socialdemokratiske partiformand Martin Schulz, og lederne af andre tyske partier omsider har gjort emnet til en del af den tyske valgkamp med mindre end fire uger til forbundsdagsvalget den 24. september, mener professor Koopmans.
”Jeg ville gerne være håbefuld, men det bliver meget vanskeligt at integrere mange af dem. Der var tale om en fuldstændig ukontrolleret indvandring, hvor udvælgelse ingen rolle spillede. Kun en lille minoritet viste sig at have de nødvendige færdigheder i forhold til det tyske arbejdsmarked. Så der skal investeres meget i uddannelse, og det vil give gevaldige problemer for det tyske velfærdssamfund,” siger han og tilføjer, at man godt kan kombinere velfærd og indvandring:
”Men det kræver for det første, at man nøje udvælger, hvem der får lov til at indvandre, og for det andet, at man fører en striks politik med henblik på assimilation.”
Indtil for halvandet år siden stillede Tyskland ikke rigtig nogen krav til flygtninge, som søgte om permanent opholdstilladelse. Nu stiller man krav til visse sprogkendskaber og til, at flygtningene selv sørger for en vis del af deres indkomst.
”Men jeg synes, der skulle være endnu flere krav. Hvis jeg var minister for en dag, ville jeg gennemgå alle love, der handler om rettigheder såsom permanent opholdstilladelse, familiesammenføring og statsborgerskab og sikre mig, at de indeholder klare krav såsom en ren straffeattest, gode sprogfærdigheder i løbet af få år og færdigheder, som er relevante for arbejdsmarkedet, eller en igangværende uddannelse, som skal føre til færdigheder,” siger Ruud Koopmans.
Flere lande har ændret kurs de senere år. Holland introducerede i begyndelsen af 2000’erne sprogkrav til migranter, og det medvirkede til, at arbejdsløsheden blandt indvandrere i dag er to-tre gange større end blandt den oprindelige befolkning – næsten som i Østrig og Tyskland – mens den for 20 år siden var hele fire-fem gange større, påpeger Koopmans. Tilgangen er blevet kopieret af andre lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Men andelen af arbejdsløse indvandrere i de europæiske lande er stadig for høj, og lande som Frankrig og Storbritannien kæmper med kolossale problemer med parallelsamfund og religiøs ekstremisme. Problemerne fremelskes ifølge professoren af den EU-finansierede opgørelse Migrant Integration Policy Index, som ranglister EU-landene alt efter, hvor gode de er til at fremme integration af indvandrere.
”Hvem ligger i toppen af listen? Det gør Sverige! Landet med Europas mest forfejlede integrationspolitik. Det er lige præcis den multikulturelle tilgang, der udgør kriteriet for indekset. Det kigger overhovedet ikke på udkommet; man scorer ikke højt, fordi migranter klarer sig relativt godt på arbejdsmarkedet eller taler sproget – nej, man scorer højt, fordi man ikke stiller krav, hvilket så formodes at være godt for integrationen, men det er det ikke,” siger Ruud Koopmans.
”Vi bliver nødt til at stille langt flere krav til migranter. Det skal være attraktivt at lære at tale sproget på højt niveau og blive en del af arbejdsmarkedet, og vi skal belønne dem, der tager en uddannelse og ender med at forsørge sig selv frem for at belønne mennesker for ikke at gøre noget som helst,” siger han.
Migrationsforskeren understreger, at migranter er lige så rationelle som alle andre mennesker.
Hvis man kan få 800 euro (knap 6000 kroner) om måneden i sociale ydelser og samtidig tjene lidt under bordet, gør man hellere det end at investere i flere års uddannelse, når både menneskesmuglerne og familien derhjemme venter på penge, mener han.
”Det er temmelig indlysende, men af en eller anden grund holder mange op med at tænke klart, når vi taler om migranter. Man gør dem til de her plyssede, uskyldige kaniner, man ikke kan kræve noget af. En tilgang, mange forskere og politikere sælger til os som humanisme, men som for mig at se blot er nedladende over for migranterne. Det er den neokolonialistiske tilgang, som integrationsforskningen har overtaget fra antropologien – en tendens, som er særligt tydelig i Holland,” siger han.
Der er to forklaringer på, hvorfor den multikulturelle tankegang stadig er udbredt blandt forskere og politikere, mener professoren. For det første undersøger omkring 90 procent af forskerne ikke forholdene på tværs af lande, og det betyder, at de ikke er i stand til at vurdere, om en tilgang er bedre end en anden. For det andet er en hel del forskning ikke empirisk, men normativ og baserer sig på den ideologiske forestilling om migranter som ofre.
”Det er naturligvis ikke vanskeligt at finde adskillige eksempler på, at migranter er ofre for diskrimination. Men man har brug for stringente metoder til at bestemme, om diskrimination er den vigtigste årsag til arbejdsløshed. Diskrimination spiller en rolle, men den er så langtfra den vigtigste årsag. Langt vigtigere er for eksempel sprogkundskaber og værdier, som stemmer overens med det samfund, man træder ind i, herunder accept af kvinders integration på arbejdsmarkedet,” siger han.
Man kan ikke se bort fra, at religonen islam spiller en rolle i forfejlet integration, mener Ruud Koopmans. Hans egen forskning blandt et repræsentativt udsnit af muslimer i seks europæiske lande har vist, at to tredjedele af dem betragter religiøse love som vigtigere end landets love.
”Det spiller en vigtig rolle i vellykket integration, at indvandrere og etniske europæere udvikler venskaber eller forelsker sig og får børn sammen. Men tager man sin religion alvorligt som muslim, følger man regler, som bestemmer, hvilken kontakt man kan have til det modsatte køn og personer med en anden tro. Det er en af grundene til, at meget få tyrkere og marokkanere indgår i multietniske ægteskaber i Holland, mens andelen blandt mennesker fra Caribien er langt højere. Den samme forskel gør sig gældende i venskaber. Man er også mindre tilbøjelig til at invitere hinanden på middag, hvis naboen overholder strikse halal-regler. Det er en stor skam, for det er i disse sammenhænge, at indvandrere bliver fortrolige med det samfund, de er blevet en del af,” siger han.
Ruud Koopmans forskning og syn på især islams rolle i fejlslagen integration har givet ham en del fjender. Studerende på Humboldt-Universitetet i Berlin har protesteret mod professoren og beskyldt ham for at skabe en yngleplads for antimuslimsk racisme. Er der noget rigtigt i det?
”Det er sandt, at konklusionerne i min forskning bliver brugt i argumenter af de forkerte mennesker. For eksempel politikere fra Alternativ for Tyskland. Det er ikke alle mine argumenter, der altid bydes velkommen blandt forskere og studerende. Der er kolleger, der ikke taler til mig, og som endda siger til andre samarbejdspartnere, at de ikke skal kontakte mig. Men jeg kan ikke indrette min forskning efter, om den bliver brugt af de forkerte.”
