Hvis de europæiske lande vil bekæmpe den ekstreme islam, skal de sætte ind mod de ghettodannelser, der favoriserer udviklingen af radikal islam. For viljen til at rejse til Syrien eller ramme Europa med terror opstår ikke hvor som helst. Den opstår i kvarterer, der alle har de samme karakteristika, uanset om det er i Paris, London eller København. Der eksisterer en særlig bymæssig struktur, der favoriserer udviklingen af de voldelige og ekstreme muslimer, jihadister, konstaterer den franske terror- og islamforsker Farhad Khosrokhavar.
”I stort set alle europæiske lande findes der kvarterer, hvor antallet af syrienskrigere, tilhængere af jihadismen eller hjemmegroede terrorister er højere end landsgennemsnittet. Undersøgelsen af disse kvarterer i Europa, men også i USA viser, at urbaniseringen og byens struktur er en aktiv faktor,” konkluderer han i bogen ”Le Nouveau Jihad en Occident” (Den nye jihad i Vesten).
Farhad Khosrokhavar har undersøgt 1200 europæiske jihadisters bagrund og konstaterer, at 70 procent af dem kommer fra de samme få byer og fra kvarterer med de samme karakteristika.
Fællestrækkene er en højere ledighed end landsgennemsnittet, en høj koncentration af etniske mindretal og en undergrundsøkonomi, der favoriserer ikke kun lovovertrædelser og bandekriminalitet, men i det hele taget grænseoverskridende adfærd. Khosrokhovar identificerer også en høj andel af opløste familier og unge, der forlader skolen i utide, som en del af de fællestræk, der kendetegner ikke kun de enkelte jihadisters løbebane, men i bredere forstand det kvarter, hvor de er opvokset.
”I Frankrig taler vi om de særlige forstadskvarterer i periferien af storbyerne. I andre lande er de vanskelige kvarterer en form for enklaver midt i storbyerne, og i atter andre ligger de op ad et rigmandskvarter, som for eksempel i Nice. Men hvis de ikke nedbrydes, kan vi forvente enten jihadisme eller galopperende kriminalitet i et lukket miljø, hvor der samtidig udvikles en voksende puritansk og sekterisk, salafistisk islam,” siger Farhad Khosrokhovar.
Han mener, at den danske ghettolov i vid udstrækning har fat i det rigtige, først og fremmest fordi den skal ses i sammenhæng med den danske model for bekæmpelse af radikalisering, som har mødt bred anerkendelse i udlandet.
”Danmarks indsats mod radikalisering er med rette blevet fremhævet som en af de bedste i Europa, fordi den bygger på præventiv indsats og på integration af de, der allerede er radikaliseret, herunder de hjemvendte syrienskrigere, snarere end på straf og repression. Det er Europas måske mest pragmatiske tilgang, som andre lande burde lade sig inspirere af. Den danske ghettoplan kan forekomme hård, men den er en form for samfundsmæssigt kompromis med visse garantier for samfundet, der i øvrigt satser på rehabilisering og integration af de radikaliserede frem for straf,” siger Farhad Khorsokhavar.
Han afviser, at situationen illustrerer islams rolle som jihadfaktor og afviser i det hele taget at vælge mellem de to analysemodeller for islams rolle, som er udviklet af især franske forskere: radikaliseringen af islam eller islamiseringen af radikaliseringen.
”Begge modeller kan være i spil i forskellige situationer og hos forskellige individer. Strukturelt ved vi, at 20-30 procent af muslimerne i Europa har en tendens til fundamentalisme. Det løser man ikke ved at hævde, at islam ikke kan integreres. Løsningerne ligger blandt andet i at gribe fat om de forhold i byerne, som er jihad-fremkaldende,” siger han.
”Jihad vil formentlig være et forbigående fænomen og miste sin tiltrækningskraft på den lange bane. Men ghettofænomenet vil fortsætte, og jihad blive erstattet af noget andet. Det vil sige, at vi får kvarterer som efter amerikansk mønster vil være præget af en bestemt befolkningsgruppe, afro-amerikanere i USA og etniske minoriteter i Europa, som vil være overrepæsenterede i fængslerne. Det er den retning, Europa tager nu,” advarer Farhad Khosrokhavar.