Når over 500 kvinder anmelder krænkelser begået af grupper af mænd på én aften i fredstid midt i Europa, er det ikke bare en begivenhed uden fortilfælde i nyere tid. Det er også et varsel om, hvad der kan ske igen og igen andre steder på kontinentet, hvis vi ignorerer betydningen af de store kulturelle forskelle, som strømmen af flygtninge og migranter har skabt.
Det mener blandt andre Sofie Danneskiold-Samsøe, ph.d. og adjunkt på professionshøjskolen Metropol, som har forsket i vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier.
Tyskland er blevet rystet af begivenheder nytårsaften, hvor mænd ifølge politiet af ”arabisk eller nordafrikansk oprindelse” i mindre grupper omringede kvinder, befamlede dem og stjal deres ejendele i den tyske by Köln.
”Kultur er ikke en uforanderlig størrelse, og tendenser som denne kan fortsætte, hvis vi ikke modvirker dem. Vi skal være opmærksomme på, hvilke muligheder der er for at begå kollektive krænkelser som disse. Ligesom vi har et ansvar for at støtte de især unge fra etniske minoritetsmiljøer, som står frem og taler imod den sociale kontrol, som de udsættes for,” siger hun.
Det særlige ved de episoder, som har fundet sted ikke bare i Köln, men i flere europæiske byer, er, at de er organiseret, mener Sofie Danneskiold-Samsøe.
”Det er ret sandsynligt, at det har at gøre med, hvilken kønskultur de unge mænd har med sig. Der er belæg for at sige, at der i nordafrikanske og mellemøstlige lande er fællestræk, når det handler om kvindesyn og måden, man lever sin maskulinitet ud på,” siger hun.
Lukker man øjnene for kulturelt betingede overgreb, kan det føre til et skred i forhold til, hvordan vi tillader at behandle kvinder, lyder det ligeledes fra antropolog og ph.d. Bo Wagner Sørensen, som har forsket i vold og etnicitet og er medforfatter til undersøgelsen ”’Familien betyder alt’ – Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier”.
Flere danske debattører har de seneste dage givet udtryk for, at etniske forskelle ikke spiller nogen rolle i overgrebene. ”Tag hudfarven ud af ligningen,” opfordrede tidligere næstformand i Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemand forleden i et indlæg, hvor hun også skrev, at ”Den hvide mand har kronede dage, og ve dig, hvis du er brun, for så får piben en anden lyd”.
Standupkomiker og debattør Sanne Søndergaard sammenlignede ligeledes overgrebene i Tyskland med kvinders vilkår på Roskilde Festival:
Vold findes også blandt danske mænd, understreger Bo Wagner Sørensen. Men det er, som om debattørerne underkender, hvor meget kvindefrigørelsen har bragt med sig i både Danmark og det øvrige Vesten i forhold til Mellemøsten, siger han.
”Det er dybt beklageligt, at danske debattører har den der berøringsangst over for, at der kan være kulturelle forskelle på, hvad man betragter som ret og rimeligt over for det andet køn. Man gør det vel for ikke at blive spændt for en racistisk vogn, men de eneste, der vinder på, at man opretholder en tavshed, er de mænd, der udøver volden.”
Overgrebene nytårsnat er uden fortilfælde i nyere europæisk historie, mener kultursociolog og lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, Mehmet Ümit Necef.
”Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er russiske soldaters voldtægt af tyske kvinder under Anden Verdenskrig og overgreb på kvinder under borgerkrigen i Bosnien. Men det er første gang, vi ser sådan noget i fredstid,” siger han og tilføjer, at dele af venstrefløjen lader til at have mistet sansen for proportionalitet:
”Feminister og venstrefløjsdebattører må se i øjnene, at det ikke kan sammenlignes med noget andet. Ellers gør de sig selv til klovne.”
Men det er forkert at tale om et helt nyt problem, mener religionshistoriker og postdoc Louise Lund Liebmann, som har skrevet ph.d.-afhandlingen ”Et spørgsmål om ære?”, der handler om kategoriseringen af vold med æresrelateret vold som case.
For selvom volden mod kvinder nytårsaften havde et andet udtryk, end vi er vant til, er selve voldens indhold – overskridelsen af grænser og den maskuline magtdemonstration, der ligger deri – noget, langt de fleste etnisk danske kvinder også vil kunne nikke genkendende til, mener hun.
”Selvfølgelig kan vi tillade at kritisere, hvad der er sket, og selvfølgelig har det betydning for voldens udtryk, hvilket land man kommer fra, og hvilket kvindesyn der er i det land. Man kan ikke udelukke, at det har betydning, at mange af dem kommer fra lande, som er kvindeundertrykkende, men mange af de elementer findes altså også i vores eget samfund,” siger hun.
Når nogle feminister reagerer ved at pege på den vold, som findes i Vesteuropa, skyldes det, at vold mod kvinder herhjemme sjældent er et emne, der fremhæves alene, mener Louise Lund Liebmann.
”Vi diskuterer udelukkende vold mod kvinder, når det på den ene eller anden måde kan knyttes op på noget med etniske minoriteter også,” siger hun og refererer til en rapport fra 2014, som viste, at over halvdelen af danske kvinder oplever overgreb og sexchikane. Rapporten har fået en del opmærksomhed de seneste dage, men da den kom frem, blev dens resultater snarere lidt behandlet som en joke, siger Louise Lund Liebmann.
”Jeg siger ikke, at det, der skete i Köln, ikke er forfærdeligt i sig selv, eller at det er lige så synd for danske kvinder generelt, for der er forskel i proportionerne. Men debatten om vold mod danske kvinder dukker som regel kun op, når vi taler om de andres vold – æresvold og så videre, og det reagerer nogle feminister på.”