Forskere: Hjemløse konspirationsteoretikere er stadig en trussel

Selvransagelse og splittelse præger Qanon-bevægelsen, efter at Joe Biden er blevet indsat som USA’s præsident

At bruge symbolet "Q", som her på dette klistermærke, er en udbredt måde at tilkendegive sin troskab til Qanon-bevægelsen.
At bruge symbolet "Q", som her på dette klistermærke, er en udbredt måde at tilkendegive sin troskab til Qanon-bevægelsen. . Foto: Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvad nu? Det er det store spørgsmål for tilhængere af den højreorienterede Qanon-konspirationsteori, efter at indsættelsesceremonien for Joe Biden som præsident i USA i onsdags forløb uden sværdslag.

Qanon-tilhængere havde ellers i flere uger promoveret den 20. januar som en ”opgørets dag”, hvor fremtrædende demokrater og andre medlemmer af den såkaldt dybe stat ville blive arresteret og henrettet efter ordre fra Donald Trump. Dagen skulle således ikke være afslutningen på Trumps periode som USA’s præsident, men begyndelsen på ”den store opvågning”.

Men Trump var ingen steder at se, Biden aflagde ed uden problemer, og ingen blev arresteret. Det har nu har ført til selvransagelse og splittelse inden for Qanon-miljøet.

”Jeg har bare lyst til at kaste op. Jeg er så træt af misinformation og falsk håb,” skrev en tilhænger ifølge nyhedsstationen BBC i en populær chat på beskedtjenesten Telegram, mens den britiske avis The Guardian citerer andre beskeder som ”vi er blevet holdt for nar som ingen andre. Hader at skulle sige det” og ”jeg ved ikke, hvad jeg skal tro på mere”.

Andre Qanon-følgere var nok skuffede, men så også fremad.

”Det er forbi. Vi har udspillet vores rolle,” lød en besked således ifølge BBC blandt de tusindvis, der er at finde på tjenester som Gab, Telegram og andre onlinefora, som Qanon-tilhængere har været tvunget til at bruge, efter at de er blevet smidt af de store sociale medier i kølvandet på stormen på Kongressen den 6. januar.

Den måske mest overraskende kommentar kom fra Ron Watkins, der ses som en af de mest indflydelsesrige figurer i Qanon-miljøet. Han opfordrede på Telegram sine over 100.000 følgere til at komme videre med deres liv:

”Vi gjorde, hvad vi kunne. Nu må vi holde hovedet højt og gå tilbage til vores liv, så godt vi kan,” lød det fra Ron Watkins.

Han er søn af Jim Watkins, manden, som grundlagde de beskedtjenester, hvor den anonyme bruger ”Q”, der har lagt navn til Qanon-bevægelsen, siden 2017 har offentliggjort sine beskeder. Q’s identitet er ukendt, men personen bag har hævdet at være en højtstående embedsmand i Trump-administrationen.

”Q” har imidlertid stort set været tavs siden USA’s præsidentvalg i november, og mens eksperter er enige om, at Qanon-miljøet vil splittes, advarer de om, at en bevægelse, som har fået hundredtusinder til at tro, at de alene kunne stoppe ”et globalt netværk af pædofile kriminelle, der styrer verden”, ikke bare forsvinder uden videre og fortsat vil være en trussel for demokratiet.

”Selv uden Qanon, uden ’Q’ og uden Trump findes de centrale elementer, der fik disse individer til at tro på Qanon, stadig, og tilhængere vil finde andre steder at få afløb for deres konspiratoriske tankegange og antidemokratiske idealer,” skriver ekstremismeforsker Marc-Andre Argentino fra Concordia Universitet i Montreal i Canada således på Twitter.

”Den største risiko er, at desillusionerede Qanontilhængere bliver rekrutteret af fortalere for hvidt overherredømme og andre ekstremister,” vurderer Travis View, der er medvært på podcasten QAnon Anonymous, og som i flere år har fulgt bevægelsen tæt, over for The Guardian.

Den bekymring deler Brian Friedberg, der er seniorforsker ved Harvard Universitetets Shorenstein Center, men han tror også, at nogle tilhængere vil bevæge sig i mere nykonservativ retning. Det eneste sikre er, at bevægelsen ikke bare forsvinder.

”Den underlegenhedsmentalitet, som var ulogisk, da Trump var præsident, giver nu mening. Der er ingen grund til at stoppe med at hade,” siger han til The Guardian om de nu hjemløse Qanon-tilhængere.