Prøv avisen

Forskere kurerer hiv-smittede mus

Genmodiceringsteknologi og medicinsk behandling har gjort det muligt at fjerne hiv-virus fra smittede mus' dna. Det er et kæmpe gennembrud på vejen for at finde en kur til mennesker, siger forskere. (Arkivfoto.) Foto: Str/Ritzau Scanpix

Amerikanske forskere har taget et vigtigt skridt mod en endelig kur for millioner af mennesker, der er smittet med hiv, ved at fjerne virusset fra mus' dna.

Der er rigtig godt nyt for de 37 millioner mennesker i verden, der er smittet med hiv.

Amerikanske forskere har for første gang nogensinde fjernet hiv-virusset fra smittede mus' dna.

De mener, at gennembruddet er et lovende skridt på vejen mod at finde en kur for mennesker.

Det skriver en række internationale medier, der henviser til en rapport, der i denne uge blev publiceret i forskningstidsskriftet Nature.

- Vores forskning viser, at behandling, der modvirker hiv-replikation og genmodificeringsterapi, kan eliminere hiv fra smittede dyrs celler og organer, når behandlingen gives i sekvenser, siger Kamel Khalili ifølge CBS.

Han er professor i neurovidenskab ved Temple University i Philadelphia og hovedforfatter til rapporten.

Rapporten er lavet i samarbejde med forskere fra University of Nebraska.

Den nuværende behandling for menneskelige patienter kan ikke fjerne hiv-virusset. Den er designet til at forhindre virusset i at sprede sig og udvikle sig til aids og kræver livslang medicinering.

Den nye forskning er baseret på en genmodificeringsteknik, der kaldes CRISPR. Den gør det ifølge forskerne muligt at fjerne hiv-dna'et fra de smittede celler.

Musene i forsøget blev først behandlet med et præparat ved navn Laser Art og dernæst CRISPR, som bruges som en slags "kemisk saks".

Det resulterede i, at hiv-dna'et forsvandt fra 9 ud af 23 mus i forsøget.

Det er for tidligt at konkludere, at behandlingen vil have samme effekt på mennesker. Men forskningen giver fornyet håb om at finde en kur.

- Vi mener, at forskningen er et kæmpe gennembrud, fordi den efter 40 års aids-epidemi viser, at hiv-smitte er en helbredelig sygdom, siger Kamel Khalili ifølge CNBC.

Han bakkes op af en anden af hovedforfatterne bag rapporten, Howard Gendelman, der dog maner til besindighed.

- Vi er ved at lande på Månen. Det betyder ikke, at vi har nået Mars endnu, siger han til CNN.

Forskerne er allerede i gang med næste skridt. Således har man påbegyndt en version af studiet på aber. Der vil dog gå mellem 9 og 12 måneder, inden man kan se, om hiv-dna'et er forsvundet på forsøgsdyrene.

Håbet om at finde en kur mod hiv fik allerede i marts ny næring.

Her kunne forskere annoncere, at man for blot anden gang havde formået at fjerne ethvert spor af hiv-virusset fra et smittet menneske.

Begge gange var det sket ved en transplantation af stamceller fra donorer, der er født med en særlig genmutation.

For begge hiv-patienter betød stamcellebehandlingen dog, at de blev diagnosticeret med kræft, skriver CNN.

/ritzau/