Forskere piller ved fortællingen om Jesus

En geolog siger, at han næsten med sikkerhed har fundet Jesu grav. Og der er mere endnu. Graven påstås også at indeholde resterne af hans kone og søn

Geologen Aryeh Shimron, der her viser rundt i Talpiot-graven i Østjerusalem, er overbevist om, at der er en forbindelse med en privat samlers benkiste med inskriptionen ”Jakob søn af Josef, bror til Jesus” og gravstedet.
Geologen Aryeh Shimron, der her viser rundt i Talpiot-graven i Østjerusalem, er overbevist om, at der er en forbindelse med en privat samlers benkiste med inskriptionen ”Jakob søn af Josef, bror til Jesus” og gravstedet. . Foto: Rina Castelnuovo/The New York Times.

En israelsk geolog og en israelsk-canadisk filmmand hævder at have fundet Jesu gravsted i Jerusalem.

De siger, at gravstedet også indeholder resterne af andre medlemmer af Jesu familie, herunder hans søn, Juda, og hans kone, Maria.

Geologen og filmmanden har efter eget udsagn nye prøver, der underbygger påstanden.

Har de ret, kan det få teologiske konsekvenser, da opdagelsen underminerer tesen om, at den korsfæstede Jesus genopstod.

Der kan under alle omstændigheder ikke være tale om en fysisk genopstandelse, hvis resterne af Jesu legeme er fundet i en grav i Talpiot i det østlige Jerusalem.

Sagen rulles op af The New York Times, som også påpeger, at opdagelsen af graven ikke er ny. Gravstedet blev faktisk fundet i 1980.

Den israelsk-canadiske filmmand Simha Jacobovici har også været omkring sagen før i en dokumentarfilm, som James Cameron, der lavede ”Titanic”, i øvrigt producerede i 2007.

Denne film koncentrerede sig om navnene på de særlige benkister i graven for i alt 10 personer. Det var navne fra Jesu tid, altså for omkring 2000 år siden.

Navnene var skrevet på aramæisk, den tids sprog.

På benkisterne stod der blandt andet ”Jesus, søn af Josef”. På andre stod der ”Maria”, og der stod også ”Yose”, et navn som Det Nye Testamente sætter i forbindelse med en bror til Jesus. Og opsigtvækkende stod der ”Juda, søn af Jesus” på en kiste. Fundet kan være arkæologisk interessant, men beviser egentlig ikke noget religiøst. Navnene var almindelige på det tidspunkt, men filmen skabte teologisk uro, siger Simha Jacobovici, som den israelske avis Jerusalem Post har talt med.

”Der var noget her, der foruroligede kristne. Mange mennesker tror, at Jesus rent åndeligt steg til himmels, men mange andre tror, at han faktisk rejste sig og forlod graven for fysisk at stige op. Nu var der så en kiste her med hans grav. Det var ikke godt,” siger han.

Nu kan det blive værre for kristne, der tror på den fysiske opstandelse, for efter filmen fra 2007 har geologen Arye Shimron været i gang.

Der findes flere kister som de, der er i Talpiot-graven. Sådan en er i den private samler Oded Golans besiddelse. Golan regnes for verdens største samler af benkister fra bibelsk tid.

I 2002 opdagede en forsker fra Sorbonne i Frankrig, at en af Golans kister bar inskriptionen ”Jakob, søn af Josef, bror til Jesus”.

Den 79-årige geolog Aryeh Shimron har for nylig fået adgang til Golans kiste, som Golan købte af en samler i Jerusalem i 1970'erne. Shimron har ifølge Jerusalem Post taget omkring 150 kemiske prøver, der sammenkæder Golans kiste med de 10 kister i Talpiot-graven.

Imens har Jacobovici fået statistikere på University of Toronto til at se på sagen. De siger, at separat ville hver af navnene i graven dække omkring otte procent af den tids befolkning i det hellige land.

En mindre procentdel havde eksempelvis en far, der hed Josef, og en mor, der hed Maria. At finde en familie med præcis samme navne, som der optræder omkring Jesus, vil langtfra være almindeligt, siger statistikerne ifølge Simha Jacobovici.

Talpiot-gravstedet blev allerede fundet i 1980, men nu mener en filmmager og en geolog at kunne bevise, at det var her, Jesus og hans familie blev begravet. - Arkiv
Talpiot-gravstedet blev allerede fundet i 1980, men nu mener en filmmager og en geolog at kunne bevise, at det var her, Jesus og hans familie blev begravet. - Arkiv Foto: Arkivfoto