Prøv avisen

Forskere vil give Japans ældre en ny ungdom

En japansk forskningsgruppe i aldring har foreslået at ændre det officielle tal for, hvornår et menneske kan kategoriseres som ældre, fra 65 år til 75. Foto: Shizuo Kambayashi/AP

Normalt defineres man ifølge FN som gammel, når man er 65 år. Men udviklingen i både sundhedstilstand og holdninger har i Japan gjort den grænse forældet, mener japanske ældreforskere, som foreslår en ny skillelinje ved 75 år

27 procent af alle japanere er over 65 år og dermed ”ældre” i statistisk og politisk forstand. I 1960 lå deres andel af befolkningen på seks procent.

Denne proces i retning af flere og flere ældre og færre og færre til at forsørge dem vil ubønhørligt fortsætte i mange år endnu.

En ottendedel af befolkningen, 12,5 procent, er allerede over 75 år, så man ville kunne afhjælpe en del af Japans ældrebyrde, hvis man gik væk fra den internationale FN-grænse på 65 år og omdefinerede begreberne, således at man i Japan først officielt er gammel på det tidspunkt, man bliver 75 år.

Lige præcis det har en tværfaglig arbejdsgruppe under Japans Gerontologiske Selskab i en omstridt artikel stillet forslag om at gøre.

Ikke som kunstig pynt på en alvorlig situation. Ikke som et tomt slagord. Men fordi det ifølge den gruppe ældreforskere, som står bag forslaget, i højere grad beskriver virkeligheden for Japans ældre. Forslaget er fremsat på grundlag af den fremmeste forskning, der eksisterer på feltet, understreger de.

”Vi kan på basis af fysiologiske undersøgelser af 75-årige japanere se, at det er en passende definition på ældre. 75-årsalderen er for mange et afgørende vendepunkt i livet,” argumenterer arbejdsgruppens hovedforfatter, den 68-årige læge Yasuyoshi Ouchi, der er direktør for Toranomon-sygehuset i Tokyo.

”Ud fra et medicinsk synspunkt sker der på det tidspunkt en svækkelse af hjertet, lungerne og andre organer, som gør, at man ikke længere bare kan blive helbredt for enhver sygdom og blive rask igen, men ved hvert sygdomsforløb må regne med en generel svækkelse af hele helbredssituationen,” siger han.

Japanernes gennemsnits- levesalder er i efterkrigstiden steget fra 64 til 80 år for mændenes vedkommende og fra 68 til 86 år for kvindernes vedkommende. De er i dag det folkeslag i verden med den længste gennemsnitslige levealder.

”Mange ældre mellem 65 og 75 år føler sig ubehageligt til mode ved at blive behandlet som ældre mennesker og være tvunget til at trække sig tilbage og blive forsørget af andre. Vi opfatter også den tankegang som forældet,” siger Yasuyoshi Ouchi.

Han henviser til en række statistikker, der viser, at de 65- til 75-årige er meget aktive i samfundet, at de derved bevarer deres intelligens bedre end tidligere generationer, og at de for eksempel i langt højere grad end tidligere bevarer deres egne tænder.

Meningsmålinger viser, at almindelige japanere heller ikke opfatter deres 65- til 75-årige medborgere som gamle. Arbejdsgruppen mener derfor, at dens forslag er i samklang med den generelle opfattelse i befolkningen.

Yasuyoshi Ouchi understreger, at forslaget ikke nødvendigvis går ud på at tage den japanske folkepension fra de 65-årige og først begynde at udbetale den, når folk fylder 75 år. Men der bør indbygges en større fleksibilitet i systemet, så de, der ønsker det, kan fortsætte med at arbejde.

”Diversiteten i befolkningen bør respekteres,” siger forskeren.

”En grænse på 75 år vil være i overensstemmelse med folks følelser lige nu. På den måde vil vi kunne sende et budskab fra Japan til verden om, at folk har fået en ny ungdom,” fortsætter han.

Yasuyoshi Ouchi erkender, at der ikke findes sammenlignelige data fra andre lande, men siger, at han går ud fra, at en lignende udvikling kan betragtes ”i andre industrialiserede lande”. Han vil selv tage det op på internationale konferencer for ældreforskere og tage initiativ til fælles forskningsprojekter.

Lektor Nobu Ishiguro fra Osaka Universitet, som er ekspert i nordisk velfærd, sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, hvorvidt de japanske erfaringer, som arbejdsgruppen refererer til, vil kunne overføres til skandinaviske lande.

”Vi har samme problematik omkring et aldrende samfund og en mindre rolle for familien i ældreplejen,” konstaterer hun.

”Men vi har en forskellig samfundsøkonomisk, politisk og kulturel baggrund.”

Hun peger på en komparativ undersøgelse, som den japanske premierministers kontor i 2015 lavede blandt ældre i Japan, USA, Tyskland og Sverige.

”Man kan se, at 44,9 procent af japanske ældre vil fortsætte deres lønarbejde, sammenlignet med 36,6 procent i Sverige. Og 49 procent af de japanere, der vil fortsætte med at arbejde, siger, at den væsentligste årsag til dette er, at de har brug for indkomsten. Blandt svenske ældre er det kun 20,8 procent. Japanske ældre har generelt større bekymring for deres økonomiske situation som ældre, end svenske ældre har,” siger Nobu Ishiguro.