Forsøg på at udpege menneskehedens vugge møder kritik

Et australsk ledet forskerhold mener at kunne udpege et område i Botswana som det sted, hvor menneskeheden opholdt sig de første 70.000 år. Men de er på galt spor, lyder kritikken. Også fra en dansk forsker

 Makgadikgadi-nationalparken er en del af Kalahari-ørkenen og en af de største saltsletter i verden.
Makgadikgadi-nationalparken er en del af Kalahari-ørkenen og en af de største saltsletter i verden. Foto: Tony Camacho/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

I dag er det endeløse vidder af saltsletter, der møder øjet omkring Makgadikgadi-nationalparken i Botswana. Men for 200.000 år siden var området en frodig, blomstrende oase midt i ørkenen med Makgadikgadi-søen som det naturlige centrum – en form for jordisk Edens have og menneskehedens første tilholdssted gennem 70.000 år.

Det hævder en gruppe forskere, ledet af professor Vanessa Hayes fra Garvan-instituttet i Sydney i Australien, i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature.

”Vi har længe vidst, at det moderne menneske opstod i Afrika for omkring 200.000 år siden, men vi har ikke vidst præcist, hvor vores forfædres hjemland var før med dette studie,” sagde Vanessa Hayes på en pressekonference tidligere på ugen.

Hun pegede på, at de daværende frodige og meget våde omgivelser skabte de perfekte betingelser for at overleve. Efter de første 70.000 år ændrede klimaet sig imidlertid, og strømme af mennesker begyndte at vandre væk. Først i en bølge mod syd, senere mod nord, hvorfra de spredte sig til det øvrige Afrika og senere til Asien, Europa og Amerika. Undervejs dannede de par med andre menneskearter og spredte på den måde deres gener videre.

”Vi kommer alle fra det samme hjemland i det sydlige Afrika,” siger Vanessa Hayes til det amerikanske tidsskrift National Geographic.

Det australsk-ledede forskerholds forsøg på at udpege en videnskabelig Edens have i Botswana, hvorfra alle nulevende mennesker udspringer, bliver dog mødt med alt fra hovedrysten til skepsis af andre forskere verden over. Blandt andet den danske professor Mikkel Heide Schierup fra Center for Bioinformatik ved Aarhus Universitet. Han kalder studiet for ”spændende”, men understreger, at forskernes konklusion skal tages med et gran salt.

”Det kan være kontroversielt at konkludere, at vi alle stammer fra Botswana, for virkeligheden er nok meget mere kompleks,” siger han til Ritzau.

En af svaghederne ved studiet er ifølge kritikerne, at det fuldstændig overser, at der er fundet arkæologiske spor af mennesker 300.000 år tilbage. Altså 100.000 år før, der angiveligt var liv omkring Makgadikgadi-søen.

”Studiet er utrolig arrogant på den måde, det ignorerer arkæologien og den fysiske antropologi på. Det er forbløffende, hvordan de prøver at udtale sig om et område, de åbenlyst intet aner om,” lyder svadaen fra arkæologen Eleanor Scerri fra Max Planck instituttet for studiet af menneskelig historie i Tyskland til videnskabssiden Gizmodo.

Samme indvending har Rebecca Ackermann, professor i arkæologi ved Cape Town universitet i Sydafrika. Hun forstår ikke, hvorfor holdet omkring Vanessa Hayes ”kaster velbegrundede fakta til side”, skriver hun i en skriftlig kommentar til Gizmodo.