Prøv avisen

Forstanderpar overlevede Mali-angreb: Det er et lille mirakel

Terroristerne hældte benzin ud over terrasser, barområde og toiletter ved et af lejrens svømmebassiner, satte ild til og gav sig til at vente på sikkerhedsstyrkerne. De ville i hellig krig og dø i kamp. Det har sat sig sine spor i forstanderparret, der ikke vil fotograferes. Men Manou Bernard viser her ødelæggelserne. – Foto: Lars Zbinden Hansen

Le Campements forstanderpar overlevede sidste måneds terrorangreb og skyderier, der varede i over 12 timer. Oplevelsen har sat sig i deres nervesystem

Olivier Ntepp og hustruen Manou Bernard har svært ved at sove om natten, og for at dulme nerverne er Olivier begyndt at ryge cigaretter igen.

De er daglige ledere på det maliske hotel- og værkstedskompleks Le Campement, der en kort stund var i verdens fokus for en måned siden.

Hen på eftermiddagen søndag den 18. juni sprang fire unge mænd over lejrens lave indhegning og begav sig imod et svømmebassin, der ligger indhugget i en klippe. Da de så en kvinde komme ned ad en trappe fra klippen, begyndte de at skyde. Hun blev det første offer.

Manou Bernard var straks klar over, hvad der var i gang:

”Der lød et skud, to skud ad gangen, altså ikke sådan ra-ta-ta-ta, og jeg tænkte: Åh, nej, nu skyder de gæsterne en for en.”

Der var 36 gæster i lejren, da angrebet begyndte, og Olivier Ntepp kalder det ”et lille mirakel, at ”kun” fire blev dræbt.

To andre gæster døde siden som følge af angrebet, en af et hjertestop.

”Miraklet” hang sammen med, at en EU-militærmand klatrede op fra svømmebassinet og med sin pistol holdt angriberne på afstand, mens medarbejdere i lejren fik de fleste gæster ført væk fra pool-området og i sikkerhed.

Terroristerne satte ild til terrasser, bar og toiletter ved svømmepølen og ventede så på, at Malis anti-terrorkorps dukkede op. Det gjorde korpset inden for en time, sammen med soldater fra FN og det franske kontingent i Mali, og så begyndte ”krigen”, som Olivier Ntepp kalder det.

Den varede i over 12 timer, og forstanderen talte bagefter over 1000 tomme patroner på Le Campements terræn.

Terroristerne kunne være flygtet, inden interventionsstyrken nåede frem. Det gjorde de ikke, og det udlægger Olivier Ntepp som et planlagt selvmordsangreb. Terroristerne fik så også, hvad de ønskede. De blev skudt til sidst.

”De kom for at slå ihjel, ødelægge og få opmærksomhed i medierne. Derfor blev de for at slås med sikkerhedsstyrken,” siger han og fortsætter:

”Jo flere de kunne dræbe, og jo længere tid kampen stod på, des mere opmærksomhed ville de opnå.”

Håbede de. Men medie-stuntet druknede tidligt næste morgen, da en mand i en varebil bragede ind i en gruppe muslimer uden for en moské i London. Og i verdensmediernes bevidsthed er Storbritannien tættere på end Mali.