”Mit højeste ønske er at blive begravet sammen med min far.”
Den 91-årige Ascensión Mendieta har brugt hele sit liv på at lede efter resterne af sin far. Og nu ser hendes søgen endelig ud til at give resultat. I disse dage hentes 22 lig op fra en massegrav på kirkegården i byen Guadalajara, cirka 60 kilometer fra den spanske hovedstad, Madrid. Meget tyder på, at Ascensións far, Timoteo Mendieta, er en af henrettede, for hans navn står på en liste over dem, der blev skudt på kirkegården den 16. november 1939.
På det tidspunkt var Den Spanske Borgerkrig slut. General Francisco Francos nationalistiske tropper havde vundet, og republikanerne tabt. Timoteo Mendieta troede som mange andre, at han ikke havde noget at frygte, for han var bare en jævn lokalformand for fagforeningen UGT i en landsby uden for Guadalajara, og han havde ikke deltaget aktivt i krigen. Men fascisterne havde ikke tænkt sig at tilgive dem, der havde deltaget i oprøret mod dem. Uden rettergang og sammen med 21 andre kolleger blev Timoteo Mendieta kørt til kirkegården i Guadalajara og henrettet. Han efterlod kone og syv børn, deriblandt den dengang 16-årige Ascensión.
”Vi bærer ikke nag. Det eneste, min mor ønsker, er at finde resterne af min bedstefar for at give ham en kristen begravelse,” som Ascensións datter Chon har udtrykt det over for nyhedsbureauet EFE.
I lørdags fandt man, hvad meget tyder på er liget af Timoteo, fordi det passer på beskrivelsen af hans mål. Tilbage står en dna-prøve, som endeligt skal fastslå, sandsynligvis i løbet af tre-fire måneder, om der er tale om Ascensións far.
”Franco-diktaturet er et meget mørkt kapitel i Spaniens historie. Vi håber, at denne sag kan give andre familier mod til at kræve, at staten hjælper dem med at finde deres ofre,” siger Marco Antonio González fra Foreningen til Bevarelse af den Historiske Hukommelse, Armh.
Marco Antonio González skønner, at der ligger flere end 114.000 andre ofre i massegrave rundt omkring i Spanien.
Selvom Franco-diktaturet ophørte med hans død i 1975, altså for mere end 40 år siden, har Spanien aldrig fået gjort op med sin fortid. En enighed blandt alle politiske partier om at lade historien hvile banede vejen for den ændring af det spanske samfund, som mange stadig betragter som en forbilledlig overgang til demokrati. Men det skete på bekostning af masser af familier, der som Ascensión Mendietas ikke har kunnet give deres kære den begravelse, de ønsker. Derimod har vindersiden, fascisterne, haft næsten fire årtier til at hædre sine døde.
”Det er en skandale! Spanien vil først blive internationalt respekteret, når det tager opgøret med fortiden,” siger historikeren Ian Gibson.
Gibson er født irer, men han har tilbragt størstedelen af sit liv i Spanien på at skrive værker om nationaldigteren Federico García Lorca, som blev henrettet af Franco-soldater i borgerkrigens start i 1936, fordi han var socialist og homoseksuel. Lorcas lig blev formentlig smidt i en grav sammen med flere andre republikanere, men det er aldrig fundet.
”Lorca er selve symbolet på Franco-regimets rædsler, og det faktum, at den spanske stat ikke forsøger at finde hans lig, er udtryk for moralsk usselhed,” som Gibson udtrykker det.
Den tidligere socialistiske regering vedtog ellers i 2007 den såkaldte lov om den historiske hukommelse. Formålet var at give alle ofre oprejsning, uanset politisk observans.
Men næsten 10 år senere har loven ikke haft anden effekt end at navne på gader og pladser, der hædrede tidligere fascister, er ændret eller er på vej til at blive det, blandt andet i Madrid. Der er ganske vist åbnet en del massegrave, men det er sket på privat initiativ.
Heller ikke en appel fra FN til den spanske regering om at tage opgøret med fortiden har hjulpet.
Ascensión Mendieta forsøgte at bruge loven om historisk hukommelse til at finde resterne af sin far. Men ingen spansk dommer ville give hende tilladelse.
Først da den argentinske undersøgelsesdommer Maria Servini for nogle år siden indledte en proces mod det spanske diktatur, som hun mistænkte for forbrydelser mod menneskeheden, øjnede datteren en chance. Hun skrev til dommeren, og efter en afhøring i 2014 udstedte dommeren en kendelse om, at graven i Guadalajara skulle åbnes.
”Det spanske demokrati er blevet modent nok til at tage opgøret. For samfundet vil det betyde, at de sår, som diktaturet forårsagede, endelig kan heles, og for familierne muligheden for, at de kan overstå den lange og dybe sorg, de har gået med i alle disse år,” siger sociologen Lorenzo Cachón.
Andre mener det modsatte.
”Siden demokratiets genindførelse har ofrene fået megen oprejsning, blandt andet har republikanske militærfolk fået ret til pension. Men venstrefløjen har forsødet synet på republikken, og moralen er, at al form for ekstremisme kan ødelægge borgernes sameksistens i enhver nation,” siger den konservative politiker Pedro Coral til dagbladet ABC.
Historikeren Javier Fernández Sebastián mener, at begrebet ”den historiske hukommelse” misbruges i Spanien.
”Det bruges mere til at holde fortidens sår åbne end på at hele dem,” skriver han i en kronik i avisen El País.
