Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skal holde tungen lige i munden, når han i dag holder mindetale i anledning af 200-året for Napoleon Bonapartes død, inden han nedlægger en krans ved kejserens gravmonument i militærkirken Les Invalides i Paris.
Det er første gang i 50 år, at Frankrig officielt mindes den afdøde kejser. Tidligere præsidenter har holdt sig langt væk fra enhver fejring af Napoleon den Første, som for en del af franskmændene inkarnerer Frankrigs storhed som den karismatiske statsmand, der moderniserede landet efter den franske revolution.
For andre er han tyrannen, der afskaffede revolutionens frihedsrettigheder og sprang ud som Europas første moderne diktator, som beredte vejen for Hitler og Stalin.
Og nu har 200-året for hans død udløst en debat om Frankrigs fortid som slaverination.
”Ikke alene genindførte han slaveriet, som var blevet afskaffet under den franske revolution. Han beordrede også hæren til at nedkæmpe slaveoprør på det grusomste,” siger Serge Letchimy, der er medlem af parlamentet og valgt på øen Martinique for Socialistpartiet, til tv-stationen France 24.
Venstrefløjen og de franske borgere, der er efterkommere af slaverne i de franske besiddelser i Caribien, kritiserer derfor dagens fejring, der kommer, netop som Frankrig har sin egen debat om blandt andet politivold og racisme i kølvandet på sagen om den dræbte afroamerikaner George Floyd i USA.
På højrefløjen er der derimod klar opbakning til at fejre kejseren som en del af Frankrigs historie.
”Disse debatter er latterlige forsøg på at udviske det, der repræsenterer Frankrigs storhed og stolthed. Der kan være skyggesider, men vi skal ikke dømme denne periode med nutidens kriterier,” siger Eric Ciotti, medlem af parlamentet for partiet Republikanerne, til dagbladet Le Figaro.
Frédéric Régent er lektor i historie ved Sorbonne Universitetet og forsker i Frankrigs slaverihistorie. Han er selv efterkommer af slaver på de franske Antiller, og han har ikke noget imod at mindes Napoleon.
”Men at mindes skal ikke betyde, at han glorificeres. Det betyder, at vi sammen ser tilbage og forholder os til historien med en kritisk distance. Det gjorde Frankrig i 2001, da man anerkendte slaveriet som en forbrydelse mod menneskeheden. Det skal ikke fejes ind under gulvtæppet, men det er lige så forkert at bruge historien til at føre moderne identitetskamp,” mener Frédéric Régent.
Napoleon Bonaparte var ikke ideologisk tilhænger af slaveriet, men han så det som et økonomisk spørgsmål, forklarer Pierre Branda, historiker og kommissær ved en udstilling på Militærmuseet i Paris i anledning af 200-året. Og kejseren kan heller ikke sammenlignes med det 20. århundredes diktatorer, mener han.
”Hans ideal var Cæsar, den romerske kejser. Han foragtede parlamentarismen, og han inkarnerer ’den stærke mand’ og den autoritære statsleder. Men hans styreform havde intet med den efterfølgende totalitarisme at gøre. Til gengæld er Frankrig stadig præget af en politisk kultur med en stærk leder i spidsen – en tendens, der blev videreført af Charles de Gaulle og den forfatning, han gav Frankrig i 1958. Franskmændene både efterspørger og frygter den stærke leder,” siger Pierre Branda.
Præsident Macron vil nedlægge kransen i Invalidekirken sammen med en af Napoleon Bonapartes efterkommere, Jean-Christophe Napoleon Bonaparte. Og hans tale vil afspejle kejserens komplekse arv, oplyser præsidentpalæet.
Macron sammenlignes også selv med Napoleon Bonaparte som et udtryk for både fascination og fordømmelse. Som magasinet Paris Match skrev om de seneste måneders vanskelige vaccineudrulning imod covid-19:
”Napoleon havde fået Frankrig vaccineret med et snuptag.”