Forureningen med plastik er ikke kun de andres ansvar

Flere og flere aktører, fra den ortodokse kirkes overhoved til Europa-Kommissionen, sætter fokus på den trussel, som plastikforurening udgør. Men der sker alt for lidt, mener forskere, der gerne ser, at der kommer en global handlingsplan

Plastforurenet kyst i Athen. Der gøres ikke nok på globalt plan for at mindske plastikforureningen, som påvirker både dyr, miljø og mennesker, siger biolog Malene Møhl.
Plastforurenet kyst i Athen. Der gøres ikke nok på globalt plan for at mindske plastikforureningen, som påvirker både dyr, miljø og mennesker, siger biolog Malene Møhl. . Foto: Thanassis Stavrakis/Ritzau Scanpix.

Vi har aldrig haft så meget viden om vores verden, som vi har nu, og alligevel har vi aldrig tidligere været mere destruktive mod hinanden og naturen. Den pointe fremhævede den ortodokse kirkes overhoved, ærkebiskop Bartholomæus I af Konstantinopel, også kendt som den økumeniske patriark eller ”den grønne patriark”, i sin tale til det økologiske symposium i Athen i sidste uge.

Ærkebiskoppen mener, at der er behov for rent spirituelt at ændre menneskers attitude over for de udfordringer, der truer miljøet. Især plastikforureningen i de græske have bekymrer ham.

Netop plastikforurening satte Europa-Kommissionen fokus på tidligere i år, da den foreslog en strategi med fokus på at genanvende plastik og bremse mængden af plast-affald som en del af sin plan for cirkulær økonomi. Kommissionen vil blandt andet rette fokus på de 10 engangsplastprodukter, der udgør 70 procent af havaffaldet i Europa. Det gælder blandt andet vatpinde, gafler og tallerkener lavet af plast.

Som reaktion offentliggjorde Salling Group, tidligere Dansk Supermarked, i sidste måned, at de inden for de næste tre år vil standse salget af engangsplastik i Føtex, Netto, Bilka og Salling-butikkerne.

I april indførte fynske Netto-butikker desuden en pantordning på plastikposer i forsøget på at minimere mængden af plastaffald i naturen. Ordningen har siden spredt sig til Bornholm.

Hvad hjælper disse tiltag fra dansk og europæisk side, når megen af plastikforureningen kommer fra områder uden for EU?

EU’s handlinger har en vigtig betydning, mener Kristian Syberg, lektor på Roskilde Universitet (RUC), der forsker i miljørisiko.

”Selvom forureningen pr. kvadratmeter er større i Sydøstasien og Afrika, er der stadig meget havaffald fra EU. I større sammenhæng handler det om forbrug, og forbrug er styret af de steder, der er flest penge. Regler og tiltag, der bliver lavet i EU, har effekter i resten af verden. Det vil plasthandlingsplanerne også få,” siger han.

Dog siger han, at der kan gå lang tid, før vi ser, hvad EU’s tiltag ændrer i praksis:

”EU er en supertanker. Når man begynder at dreje på roret, går der noget tid, før der sker noget. Men det, der kan gøre det en smule optimistisk, er, at det er en stor problemstilling set ud fra et økonomisk perspektiv. Det gør det bydende nødvendigt set fra et markedsperspektiv,” siger han.

Selvom forbrugsvanerne ifølge Kristian Syberg bør starte på individplan, så skal der politik til, før det for alvor batter. De strukturelle rammer er overordnet set vigtigst, og efterspørgsel kan i et vist omfang være med til at sætte politiske processer i gang:

”Den offentlige bevågenhed har stor betydning for de politiske processer. På lokalt, nationalt og EU-niveau ser man, at her er noget, der betyder noget for folk,” siger han.

I sidste uge udgav Verdensnaturfonden (WWF) en rapport over mængden af plastik i Middelhavet, hvor 95 procent af havaffaldet i og omkring havet udgøres af plastik. Koncentrationen af mikroplastik i Middelhavet vurderes til at være fire gange større end de fem kendte ”plastiksupper” i andre dele af verden. Biolog og plastikekspert i Verdensnaturfonden (WWF) Malene Møhl mener ikke, at der handles nok på udfordringen at minimere forbruget af plast på globalt plan.

”Lige nu venter staterne på hinanden: Hvem gør hvad? Derfor er det vigtigt med en overordnet ramme, der er bindende,” siger hun og fremhæver Frankrig, der har lavet et nationalt forbud mod plastikposer, men som står næsten alene om initiativet.

”Det er også det, vi søger i WWF: en samlet og ensartet regulering. Vi arbejder i øjeblikket på en juridisk bindende traktat under Unep, FN’s Miljøprogram og Miljøorganisation. En slags Paris-aftale for plastik,” siger hun.

Det er lande som Tyrkiet, Spanien og Italien, der forurener mest i og omkring Middelhavet, men også den årlige mængde af omkring 200 millioner turister udgør en trussel for havet.

”Vi må ikke tro, at vi ikke har en rolle at spille, selvom det er et globalt problem. I Asien er der for eksempel dårlig infrastruktur for affald, i Danmark lider vi af en brug-og-smid-væk-kultur. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får et signifikant problem, hvis ikke vi ændrer vores forbrug,” siger hun.

Allerede nu er havets dyr påvirkede af de udledte plastikmængder. 90 procent af verdens havfugle har plastik i maven, i 1960 var det blot fem procent. Og plastikmængderne kan også have en skadelig effekt for mennesker, hvis vi ender med at få det ind i vores krop via kosten.

”Det er frustrerende, at vi ikke gør mere. Der er nogle simple løsninger på det her plastproblem. Men det er lidt en ’hønen og ægget’: Der skal komme nogle initiativer, der gør plasten let at genanvende. Og der skal være krav til producenten og emballagen. Vi ønsker at skære ned, så vi reducerer antallet at plastiktyper, vi bruger. På den måde kan der komme højere kvalitet i genanvendelsen, som derefter kan blive til nye plastikprodukter,” siger Malene Møhl.

Men hvorfor har det betydning, at der bliver færre plasttyper? Malene Møhl sammenligner det med brød:

”Der er tusindvis af typer plastik, ligesom der er tusindvis af opskrifter på brød. Hvis vi laver genanvendelse baseret på mange typer brød – eller plastik – kan vi kun lave studenterbrød. Men hvis vi havde færre opskrifter, ville det give et mere ensartet og bedre produkt.”