”Når jeg møder udenlandske kolleger, siger de, at Sverige afviger i asylspørgsmålet. Men ’nej’, siger jeg. ’Det er jer andre, som er afvigende. Jer alle sammen’,” lød det fra Anders Danielsson, generaldirektør hos de svenske migrationsmyndigheder, i 2015.
Alt imens flygtningekrisen var på sit højeste, opsummerede Danielsson det, som nogen elsker og andre elsker at hade ved Sverige: den stolte, svenske exceptionalisme.
Under Anden Verdenskrig stod svenskerne på sidelinjen. Under Den Kolde Krig stod man midt imellem. Under flygtningekrisen gjorde man som ingen andre, og da coronakrisen ramte, opsummerede den tidligere svenske statsepidemiolog Johan Giesecke situationen således:
”Alle andre lande gør det forkert.” Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor Sverige havde flere coronarelaterede dødsfald end Danmark, Norge og Finland. Til sammen.
Gang på gang skiller Sverige sig ud. Uanset om man taler feminisme, forsvarspolitik, indvandring, udkant, kriminalitet, pandemi eller politisk debat, har svenskerne altid været et skridt længere fremme. I hvert fald indtil nu.
For hvor de øvrige nordiske landes pragmatisme er blevet opfattet som bagstræberisk i Sverige, er der i løbet af det seneste halve år sket en markant forandring i den blågule selvforståelse. En udvikling, som den aktuelle valgkamp - der kulminerer søndag aften efter redaktionens afslutning - har slået fast med syvtommersøm: På rekordtid er den svenske idealisme, enegang og tro på højt besungne principper blevet vekslet til en langt mere jordnær realisme.
Et af de tydeligste eksempler på Sveriges 180-grader-vending er forsvarsområdet: Da Rusland tidligere i år invaderede Ukraine, blev den svenske neutralitet, alliancefrihed og hele arven fra Olof Palme med ét henvist til historiebøgerne. Nu skulle Sverige pludselig være medlem af forsvarsalliancen Nato, som ledende svenske politikere ellers i årtier havde hakket på.
Et andet eksempel på den svenske normaliseringsproces er debatten om integration og kriminalitet. Fuldbyrdelsen er sket under de seneste ugers intense valgkamp, hvor partiledere har krævet ”danske straffe for svenske forbrydelser”, men faktisk tog udviklingen sin begyndelse allerede i 2015.
Da flygtningestrømmene fra borgerkrigen i Syrien bevægede sig ind over Europa, opfordrede Sveriges daværende statsminister, den borgerlige Fredrik Reinfeldt, i 2014 svenskerne til at åbne deres hjerter. Der var jo plads nok, insisterede statsministeren, og i den humanistiske stormagt blev der effektivt lukket ned for enhver debat om migrationens størrelse.
Året efter havde socialdemokraten Stefan Löfven afløst Reinfeldt som statsminister i Sverige. Men linjen var den samme:
”Mit Europa bygger ingen mure,” lød det fra Löfven, der var Sveriges statsminister indtil november sidste år.
Siden viste det sig dog, at der var en grænse, og på en tårevædet pressekonference måtte den svenske regering kort efter bedyre, at man nu ville stramme migrationspolitikken betragteligt.
Ligeså svært det har været for svenske politikere at erkende, at landets integrationspotentiale ikke var uendeligt, lige så svært har det været at diskutere sammenhængen mellem den generøse udlændingepolitik, den fejlslagne integration, fremvæksten af parallelsamfund og de bander, som har fået resten af Europa til at tale om ”svenske tilstande”. Men også her er sket et opsigtsvækkende skifte.
Henover sommeren har socialdemokratiske ministre været på studiebesøg i Danmark, mens lederen af den borgerlige opposition, Ulf Kristersson, undervejs i valgkampen har talt om ”danske straffe for svenske forbrydelser”. At Danmark i løbet af få måneder er gået fra skræmmebillede til foregangsland for de største svenske partier understreger den fundamentale forandring i den svenske selvforståelse.
Således forsvar, indvandring og kriminalitet. Det fjerde og sidste eksempel på den blågule normalisering er behandlingen af Sverigedemokraterne. Partiet, som blandt andre blev grundlagt af personer med nazistiske og fascistiske skeletter i skabet i 1988, har siden entréen i Rigsdagen i 2010 været en paria, som ingen har villet samarbejde – endsige samtale – med. Man ville undgå ”den danske syge”, som en socialdemokratisk parlamentariker har formuleret det.
Ved det seneste valg fik Sverigedemokraterne 17,6 procent af stemmerne, og i den aktuelle valgkamp har partiet ligget til omkring 20 procents opbakning, hvilket kan gøre det til landets næststørste.
For første gang er det socialkonservative parti med det nationalistiske grundsyn nu også en del af den borgerlige blok, og selvom de øvrige partier nødig vil snakke ministerposter til den nye samarbejdspartner, kan Sverigedemokraternes rejse mod politisk indflydelse ikke overvurderes.
Mange svenskerne betragter stadig ikke partiet som stuerent, men hvor Sverigedemokraternes mandater tidligere blev ignoreret, når de øvrige partier fordelte magten, er de nu en uomgængelig del politikken. Også her har virkeligheden trumfet idealerne.
Et af valgkampens store temaer har været splittelsen i den svenske befolkning. Der har været dødt løb mellem de to blokke, og en til tider uforsonlig tone mellem kandidaterne.
Uanset hvem, der nu skal forsøge at danne regering i Sverige efter søndagens valg, er det et forandret Sverige, vedkommende skal lede. Et Sverige, som på mange måder er blevet lidt mere som alle os andre.
Sverige har historisk været et foregangsland på mange områder. Sådan er det ikke længere. Nogle svenskere begræder det, andre hilser det velkomment. Eller som en redaktør på Folkebladet i Norrköping opsummerede den svenske situation:
”I dag er problemerne så tydelige, at ingen længere kan relativisere dem. Samtidig er vi begyndt at lægge mærke til, at omverdenen følger mere og mere med i, hvad der foregår i Sverige. Længe troede vi, at I var misundelige. Men nu kan vi se, at I faktisk ryster på hovedet. Det er ødelæggende for den svenske selvforståelse. Og noget af et wakeupcall.”