På mandag vil valgmandskollegiet vælge Joe Biden som USA’s 46. præsident, der de seneste uger har været i fuld gang med at udnævne personer til topposterne i sin regering. Biden og hans vicepræsident, Kamala Harris, er kommet langt, og vi kan allerede nu se, hvordan Biden planlægger at føre sin politik på udenrigs-, forsvars- og sundhedsområdet og på finanspolitikken. Det er erfarne og kyndige demokratiske politikere, der i mange tilfælde har arbejdet i Barack Obamas administration og nogle endda i Bill Clintons administration. Der lægges tydeligvis stor vægt på dygtighed og integritet. Ingen improvisation og eksperimenter, men sikkerhed og stabilitet. Et argument, Biden selv har brugt, da han i denne uge nominerede den erfarne general Lloyd Austin til ny forsvarsminister. Lloyd Austin gik på pension for fire år siden, hvilket kritikere – også internt i Det Demokratiske Parti – mener er for kort tid siden i forhold til at lede Pentagon. Hvis han godkendes i Senatet, bliver Austin USA’s første sorte forsvarsminister.
For samtidig skal Bidens regering afspejle den amerikanske befolknings mangfoldighed på køn, alder og race, så det bliver en regering, amerikanerne let kan spejle sig i. Det er klogt. Vi kan også se, at fløjene i Det Demokratiske Parti er tænkt ind og dækket i de hidtidige valg. Det er også klogt.
Derimod er der ingen forsøg på at favne hele Kongressen og det polariserede amerikanske samfund. Der er således ikke udnævnt nogen republikanere til betydningsfulde poster. Er det normalt at gøre det i en demokratisk ledet regering? Ja det er det faktisk.
Bill Clinton udnævnte den republikanske senator Bill Cohen som sin forsvarsminister. Obama beholdt præsident Bushs republikanske forsvarsminister Robert Gates. Præsident Kennedy udnævnte den republikanske politiker og diplomat Douglas Dillon til finansminister og den republikanske politiker Robert McNamara som sin forsvarsminister. Denne praksis stammer tilbage fra manden, der af flest amerikanere betragtes som den største præsident gennem alle år: Abraham Lincoln. Lincoln skabte udtrykket et kabinet af rivaler, fordi han udnævnte sine tre største konkurrenter til sin regering. På den måde kunne Lincoln holde USA sammen under den blodige borgerkrig, der i 1861-1865 truede med at splitte USA ad i to dele.
Biden skønner åbenbart ikke, at USA har brug for et kabinet af rivaler de næste fire år. Og der er naturligvis heller ikke en borgerkrig under opsejling som i 1861. Men det er dog et meget splittet amerikansk samfund, der lider under voksende politisk polarisering, og som lider under voksende sociale, racemæssige og økonomiske spændinger.
Da Demokraternes flertal i Repræsentanternes Hus er skrumpet og et flertal i Senatet ikke er opnået, bliver det svært at regere uden mange og væsentlige kompromiser. Den afgående præsident, Donald Trump, kan heller ikke forventes at ville spille en formidlende rolle eller på nogen måde hjælpe Biden og hans regering med at skabe større sammenhængskraft, snarere tværtimod. Det er fortsat en af Trumps hoveddagsordener at søge øget popularitet gennem polarisering. I den situation skulle man tro, at det kunne være hjælpsomt for Biden-holdets regeringsførelse at have en eller to moderate republikanere på holdet på centrale poster. Måske kommer det senere.
Den udenrigspolitik, Joe Biden vil føre, peger mod langt større aktivitet i de internationale organisationer og et langt mere multilateralt tænkende og agerende USA. Ja, Biden taler sågar om at sætte sig for bordenden, så vi vil få amerikansk lederskab i verden igen. Ja, vi europæere vil få det bedre med USA under Biden. Vi vil blive behandlet som de gode allierede, vi er. Vi vil få en gunstig periode i det transatlantiske samarbejde på handel og økonomi og i Nato-samarbejdet. Men et USA under Biden vil stadig bede os betale mere til Nato og bidrage med mere militær til aktioner rundt omkring i verden. De europæiske ledere vil atter opleve positive topmøder og politiske rådslagninger på højt niveau. Tilliden til hinanden og den gensidige respekt vil vokse. EU’s regeringschefer er allerede i gang med at lægge planer for nyt og tættere samarbejde med USA baseret på bæredygtighed, digitalisering og behandling af tech-giganterne. Meget vil derfor kunne opnås.
Biden står imidlertid over for andre større udfordringer end at hele samarbejdet med Europa. Kina bliver den største udfordring med en mere Kina-fjendtlig amerikansk befolkning end nogensinde. Trump har sat mange af USA’s vigtigste bilaterale forhold tilbage til historiske lavpunkter. Biden vil have USA med i klimaftalen fra Paris igen, men der kan være lang vej tilbage, og Kongressen vil ikke nødvendigvis hjælpe på vejen. Trump har også trukket USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, af atomaftalen med Iran, af Unesco, af den transpacifiske TTP-handelsaftale og af FN’s Menneskerettighedsråd.
Efter fire år med America First, som Biden opfatter som America Alone, er det en smuk vision at ville være verdens leder. Men der er længere vej tilbage til bordenden og til amerikansk globalt lederskab end nogensinde.
Måske er det heller ikke det, den brede amerikanske befolkning ønsker? Og ej heller det, den verden, vi lever i, ønsker? Hvor der kun sidder et enkelt land for bordenden. Måske har Trump ret i, at den amerikanske befolkning er krigstrætte og har svært ved at forstå meningen med krigene i Mellemøsten og Afghanistan. Derfor kan Martin Luther Kings ord være mere relevante end nogensinde før, nemlig at et land, der som USA har kæmpet så mange krige i verden, ”sådan et land må ikke foregive, at det har alt at lære andre, og intet at lære fra dem”.
Friis Arne Petersen har været Danmarks ambassadør i USA, Kina og Tyskland og er i dag partner i public affairs-bureaet Rud Pedersen. Han analyserer internationale forhold i Kristeligt Dagblad.