Der bliver ingen milliondemonstration i Paris. Intet masseopbud som den ”republikanske march” i Paris og 250 andre franske byer den 11. januar efter angrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo og det jødiske supermaked Hyper Cacher, hvor i alt fire millioner mennesker i fællesskab fik sagt: ”Vi er Charlie”.
Og det skyldes ikke kun undtagelsestilstanden, der indebærer et forbud mod demonstrationer.
Frankrigs umiddelbare reaktioner på fredagens massakrer mod fortovscaféer, koncerthuset Le Bataclan og sportsstadionet Stade de France adskiller sig mærkbart fra dagene efter terrorhandlingerne i januar. Jérme Anciberro, redaktør på det katolske ugemagasin La Vie, mærker det, når han går i Paris' gader og for eksempel kommer forbi Place de la République, hvor pariserne bliver ved med at tænde lys:
”Forskellen er slående sammenlignet med dagene efter angrebene i januar. Folk var indignerede og havde en rationel vilje til at vise terroristerne og omverdenen, at Frankrig stod sammen mod terror. Dette her er mere dybfølt. Folk er i chok på en helt anden måde. Man siger til hinanden, at vi skal være stærke og komme igennem det. Rigtig mange i Paris kender nogen, der har mistet et familiemedlem eller et medlem af vennekredsen.”
”Terroren er kommet langt tættere på end med angrebene på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked, der ramte meget symbolske ofre. Jeg kan føle mig ubehageligt til mode ved at konstatere det, men de dræbte i januar var ”journalister” eller ”jøder”, og som enkeltperson kunne man føle sig mindre udsat, når man ikke tilhørte en af disse grupper. Her føler alle, at det kunne have været os. Derfor er frygten også mere håndgribelig,” siger Jérme Anciberro.
Det er Eiffeltårnet og Paris, der er blevet det samlende symbol på sorgen og vreden. Hele befolkningen inkluderes, hvor det i januar var ytringsfriheden og dens omdiskuterede bannerfører, det satiriske ugeblad Charlie Hebdo der blev symbolet på befolkningens sammenhold. Bag facaden af national enhed buldrede polemikken derfor hurtigt frem.
”Mange var stærkt kritiske over for Charlie Hebdos form for humor, både de antiklerikale karikaturer og tegningerne af profeten Muhammed. Og det gav grobund for den påstand, at de dræbte karikaturtegnere selv havde været ude om det. Der var mange på de sociale medier, der sagde, at de ikke var Charlie, og at de ikke sluttede sig til landesorgen. Og i skolerne var der elever med muslimsk baggrund, som nægtede at respektere mindehøjtideligheden med et minuts stilhed. Der blev meget hurtigt rejst kritik af, at den nationale enhed var en illusion, og det er en kendsgerning, at deltagerne i de store demonstrationer først og fremmest var hvide, veluddannede middeklassefranskmænd,” siger han.
”Denne gang har der ikke været den polemik om fortolkningen af terroragrebet, som vi fik i januar og de efterfølgende uger og måneder. Vi har ikke set modstand mod at respektere mindehøjtidelighederne, i hvert fald ikke i så stor udstrækning, at det har tegnet et generelt billede. Vel er der Twitter-hashtags som ”Paris brænder”, der forherliger attentaterne, men de har ikke samme popularitet som lignende meddelelser i januar. Det, der blev ramt, var ikke et politisk symbol, men den måde, folk lever på til hverdag. Stade de France er et folkeligt monument, hvor alle uanset klasse, hudfarve og religion kommer til sportsbegivenheder. Det er hele det franske samfund, som er i chok. Men der er ingen falsk facade af enhed. Den politiske strid er langt større, og islam sættes i højere grad på dagsordenen,” påpeger redaktøren.
Mens oppositionen i januar holdt sig tilbage med frontal kritik af regeringen og af den socialistiske præsident, Franois Hollandes, håndtering af terrortruslen, har både Nicolas Sarkozys parti, Republikanerne, og Marine Le Pens Front National kritiseret præsidentens tiltag langt mere bramfrit.
”Præsidenten har været langt mere offensiv, blandt andet med forslaget om en forfatningsændring og lettere adgang til ransagninger og frihedsberøvelse. Men dels er regionalvalget om to uger med til at skærpe retorikken. Og dels har præsident Hollande fortsat svært ved at tage ordet islam i sin mund. Det var efter attentaterne i januar en stærk vilje til ikke at stille muslimerne som helhed til ansvar og til at skelne mellem islam og ekstremisme. Det har resulteret i, at spørgsmålet om islam ikke blev sat på dagsordenen. Det gør det nu, især på højrefløjen, men stadig kun i begrænset grad af regeringen. Der er en klar forventning i befolkningen om, at spørgsmålet om islam i Frankrig bliver diskuteret åbent,” siger Jérme Anciberro.
Alle muslimske organisationer, herunder Frankrigs Muslimske Nationalråd, der repræsenterer de franske muslimer, har fordømt attentaterne. Og muslimske intellektuelle som filosoffen Abdennur Bidar har kaldt den islamiske civilisation for ”verdenscivilisationens syge mand”.
”Men disse intellektuelle har ingen gennemslagskraft og ingen legitimitet. Ingen lytter til dem,” observerer Jérme Anciberro.
Den enige facade efter angrebene i januar er for længst krakeleret. Fredagens massakrer har bragt nye brudflader, men også nye nationale samlingspunkter frem i dagens lys.
”Frygten er blevet større. Det samme er viljen til at acceptere indgreb i frihedsprincipperne for at komme den islamiske ekstremisme til livs. Charlie Hebdo rystede Frankrig, men franskmændene vil være langt mere mærket efter disse attentater,” forudser det katolske tidsskrifts redaktør.