Mercy fra Indien: ”Vi mister den menneskelige forbindelse”
”Når vi udveksler håndtryk, udveksler vi følelser,” siger Mercy Barla, når hun prøver at forestille sig en jul med social afstand.
Hun er 40 år og bor i Kolkata, hovedstaden i den indiske delstat Vestbengalen, hvor hun til daglig arbejder for organisationen LittleBigHelp (Lille, stor hjælp), som hjælper indiske kvinder og børn i slumområder med at få et bedre liv.
Mercy Barla er, siger hun selv, ”passioneret omkring at hjælpe sårbare mennesker”.
”Og så elsker jeg at være forbundet til Gud,” siger hun og tilføjer, at hun betragter det at være kristen som en mission i et land domineret af hinduer.
I Indien har kurven for smittetal været nedadgående siden midten af september, og i lukkede rum må man samles op til 200 mennesker.
Alligevel er kirkerne for det meste helt tomme, fortæller Mercy Barla. Måske fordi frygten for at blive smittet er så stor.
Tanken om en digital julegudstjeneste gør hende meget trist.
”Det føles helt forkert gennem skærmen. Det handler om at ses ansigt til ansigt, og når det ikke er muligt, så mister vi den menneskelige forbindelse,” siger hun.
En anden central juletradition i den indiske kultur er en kædedans, hvor hundredvis af mennesker tager hinanden under armen og bevæger sig synkront, som var de én organisme.
”Men det hænger jo ikke så godt sammen med at holde afstand,” siger Mercy Barla.
Paula fra Colombia: ”Vi er et meget hengivent folkefærd”
I slutningen af marts indledte Colombia en landsdækkende karantæne, som nåede at blive forlænget hele otte gange, før den 160 dage senere blev ophævet den 1. september. Et af de mest konsekvente forsøg på at holde coronapandemien i skak. Og nu ser det da også ud til, at de godt og vel 50 millioner indbyggere i Colombia bliver belønnet for deres vedholdenhed.
Selvom Paula Velasquez dårligt kan tale på hele befolkningens vegne, fortæller hun om den lettelse, det var, da landet for alvor genåbnede.
”Det har været svært at være isoleret. Vi er et meget kærligt folkefærd. Vi giver hinanden kys og kram,” fortæller den 24-årige colombianer over telefonen.
Selvom virussens jerngreb er løsnet lidt, kan julen ikke afholdes efter sædvanlig colombiansk skik. Begyndende fra den 16. december plejer familier, venner og naboer at samles hver aften indtil juleaften for at dele lækre retter, synge julesange og bede sammen. ”Novenas” kaldes traditionen, og hver aften er det en ny bøn og et nyt hus.
Når hele Paula Velasquez’ familie er samlet, tæller de flere end 30 personer.
”Min familie er virkelig paranoide omkring julen, men vi er også en stor flok, så det er nok for risikabelt. Vi må tænke på vores ældre familiemedlemmer,” siger hun.
I år bliver det nok en intim fejring med hendes forældre og hendes bror.
”Det bliver ensomt,” forudser den unge colombianer.
Som en alternativ måde at ønske glædelig jul planlægger familien at ty til teknologien og ringe sammen over videoopkald.
”Det er det værste. Jeg hader det,” siger Paula Velasquez, som i sommer fejrede sin dimission som indretningsdesigner over videotjenesten Zoom.
”Det føles ikke ægte, der er altid dårlig forbindelse, og folk taler i munden på hinanden. Det dur ikke ved specielle lejligheder, heller ikke juleaften,” lyder dommen.
Til gengæld har Paula Velasquez allerede fået sit største juleønske opfyldt. Da Colombia lukkede i marts, blev hendes mor nemlig fanget i USA. I seks måneder måtte de undvære hinanden, men nu er hun tilbage – lige i tide til at fejre julen.
”Det var mit største ønske at blive genforenet med min mor,” fortæller hun.
Win fra Myanmar: ”Det vigtigste er troen i hjertet”
Julegudstjenester i en coronatid har længe været et samtaleemne herhjemme. Bevæger man sig 10.000 kilometer i fugleflugt sydøst for den danske grænse, kan man overhøre identiske ordvekslinger med argumenter for og imod. I sydøstasiatiske Myanmar har regeringen nemlig besluttet, at religiøse forsamlinger er tilladt for maksimalt 30 personer.
”Vi burde slet ikke samles så mange. Det er en nødsituation.”
Budskabet kommer fra 57-årige Win Tun Kyi, som er national direktør for den katolske, humanitære hjælpeorganisation Caritas i Myanmar og læge af profession.
”Det vigtigste er, at troen bæres i hjertet,” siger han som argument for, at myanmarerne bør blive hjemme og finde kreative måder at praktisere deres religion på.
”Vi må deltage i midnatsmessen online. Vi har god internetforbindelse i vores land,” siger han.
Som katolik er Win Tun Kyi vant til at skrifte mindst to gange om året.
”Jeg har aldrig gået så længe uden at skrifte. Normalt går jeg i kirke hver søndag,” fortæller han, mens han indtager aftenens måltid.
Den praktiserende katolik har en særlig grund til at undgå smitte. Det er ikke mange måneder siden, at hans 12-årige søn blev raskmeldt efter at have været syg med leukæmi.
”Han er ekstremt sårbar overfor covid-19, så jeg er meget forsigtig. Jeg kan ikke bringe virussen ind i min familie,” fortæller faderen, der har tre børn i alt.
Fra februar og syv måneder frem flyttede Win Tun Kyi med sin søn til Bangkok, hvor drengen modtog behandling. På grund af coronaen kunne Win Tun Kyi fortsat passe sit arbejde, som pludselig foregik virtuelt.
”Det var en velsignelse i forklædning,” siger direktøren.
I juletiden vil Win Tun Kyi bede rosenkrans og håbe på, at mennesker kan bevare modet.
”Det her er ikke verdens ende. Det er en af de vanskeligheder, vi sammen skal overkomme. Vi må stå sammen og bevare vores positive tankegang.”
Mirka fra Tjekkiet: ”Jeg var klar til at kidnappe min mor”
Hvis man ser bort fra den umærkelige vuggen frem og tilbage i vinden, har skiliftene på Tjekkiets højeste bjergkæde, Krkonoše, stået usædvanligt stille. Faktisk er der ikke en skilift på tværs af Tjekkiet, der har været i bevægelse siden i sommer.
Normalt er månederne fra december til april ellers den travleste tid på året, fortæller den 47-årige Mirka Bendix Beranova, som driver skibureauet Maskot Guide Service og arrangerer skiophold i Tjekkiet for danske turister. Hendes hjemby, den lille bjergby Spindleruv Mlyn, har 1200 indbyggere, men i højsæsonen vokser det tal til 20.000, primært på grund af europæiske skiturister. Det er det største skisportssted i Tjekkiet.
”Alt gik i stå,” fortæller Mirka Bendix Beranova om livet i Spindleruv Mlyn, efter at Tjekkiet igen indførte såkaldt nødretstilstand i begyndelsen af oktober. Det betød en nedlukning af byens hoteller, restauranter, skilifter og for Mirka Bendix Beranova hendes eksistensgrundlag.
”Vi har ingen gæster. Vi har ingen bestillinger. Normalt på det her tidspunkt ville jeg have 10 skiinstruktører ansat. Lige nu er der intet,” siger hun.
”Og man kan ikke bare sige, ’jeg finder et andet arbejde’. Der er simpelthen ikke arbejde at få. Alt drejer sig om turisme i den her by.”
Mirka Bendix Beranova har taget imod ferierende skigæster over julen i 21 år.
”Det eneste positive er, at jeg for første gang i mere end 20 år har fri i julen. Jeg har sagt til mig selv: ’Nu nyder du det’. Selvom jeg ikke havde forestillet mig, at det skulle være på den her måde,” siger Mirka Bendix Beranova, som for en gangs skyld havde styr på både julepynt, juletræ og den sidste julegave allerede midt i december.
Mirka Bendix Beranovas største juleønske er at fejre julen med sine to børn og sin mor. Moderen er 79 år og ramt af alzheimers, men julen husker hun. Ligesom hun endnu husker sin families ansigter. Men i det meste af december var der forbud mod at besøge og forlade plejehjemmene i Tjekkiet.
”Det er en virkelig stor ting for min mor at komme hjem til jul. Jeg sagde til personalet, at jeg var klar til at kidnappe hende!” fortæller Mirka Bendix Beranova over telefonlinjen fra de tjekkiske bjerge.
Lige inden jul besluttede sundhedsmyndighederne dog, at plejehjemsbeboere højst må besøge deres familie i seks timer. Og hvis Mirka Bendix Beranova beslutter at fejre jul med sin mor, skal hun efterfølgende isoleres i minimum fem dage. Det kan ingen af dem ikke leve med.
”Jeg synes, det er så urimeligt! Det er som om, de har lavet de regler på fem minutter,” siger hun.
I hendes øjne spreder der sig en blanding af usikkerhed og mistillid i befolkningen. Måske fordi regeringen ikke forstår at give klar besked og signalere, at den har styr på situationen.
”Hver dag er der et pressemøde, hvor en minister siger noget nyt. Det er meget forvirrende. Jeg føler mig ikke tryg i det,” fortæller Mirka Bendix Beranova.
Lynn fra Canada: ”Jeg vil fordybe mig i meningen med julen”
Den 62-årige pensionerede skolelærer forsøgte at tvinge sig selv i julestemning. I dvd-afspilleren placerede hun en disk med hendes foretrukne julesalmer. Mens hun pyntede årets juletræ, forsøgte hun at synge med på de velkendte vers.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt havde mig selv med, før jeg hørte ’Silent Night’ (Glade jul, dejlige jul),” fortæller Lynn Dove fra sit hjem i byen Cochrane i den vestlige del af Canada.
Glade jul, dejlige jul har altid været en af hendes favoritter. Især fordi Lynn Dove synes, at salmen indfanger det, hendes danske forældre kaldte en rigtig ”hyggeaften”.
”Min mor og far emigrerede til Canada i 1952, så jeg er førstegenerations-canadier,” fortæller hun på engelsk, da hun ikke helt kan begå sig på forældrenes modersmål.
Til gengæld er danskklingende juletraditioner som moderens rødkål og risalamande med mandelgave gået i arv og en urokkelig del af en ”hyggelig” juleaften hos Lynn Dove. Det samme er en stor kalkun, besøg fra hendes tre børn, fem børnebørn og hendes mands oplæsning af juleevangeliet omringet af familiens yngste medlemmer.
Det kommer sikkert ikke som en overraskelse, at dette år bliver anderledes. I provinsen Alberta, hvor hele familien bor, er der forbud mod at mødes med andre end dem, man deler husstand med.
”Vi har besluttet at udveksle gaver på parkeringspladsen,” fortæller den canadiske pensionist.
Men hvordan har hun det så med at tilbringe juleaften alene med sin mand, Charles?
”Vi har været gift i 42 år, så jeg burde efterhånden have vænnet mig til ham,” siger Lynn Dove og klukker.
I et anderledes alvorligt tonefald siger hun lidt efter:
”Vi er allesammen særdeles bevidste om, hvorfor det er nødvendigt.”
Det er 36 år siden Lynn Dove senest tilbragte julen alene med sin mand.
”Jeg ved, at vi virkelig vil mærke aftenens stilhed uden vores børns og børnebørns stemmer og latter omkring os. Det bliver en meget anderledes jul, men jeg er fast besluttet på stille at fordybe mig i meningen med julen. Jeg vælger at lovprise Gud for den uforlignelige gave, han gav os den hellige nat.”
Selvom 2020 for mange har været ”det værste år nogensinde”, kan Lynn Dove ikke sige, at det gælder for hende. Hun kalder dette år sit ”helbredelsesår”, hvor hun ovenpå et langt kræftforløb har fået sin styrke, sin udholdenhed og sit hår tilbage. Hendes svækkede immunsystem har til gengæld betydet, at hun nærmest er isoleret på andet år. Lynn Dove kan faktisk tage æren for, at hendes kirke allerede eksisterede virtuelt inden corona.
”Da jeg blev syg, spurgte jeg min præst, om det var muligt at lægge gudstjenesterne ud online, og nu har kirken sin egen YouTube-kanal,” fortæller den ellers flittige kirkegænger.
Selvom hendes danske slægtninge insisterer på, at der ikke findes en rammende oversættelse for ”hygge”, mener Lynn Dove, at hun har fanget essensen.
”At opleve hygge handler om at være fuldt ud nærværende i øjeblikket og anerkende følelsen af lyksalig ro,” siger hun.
Og sådan skal dette års juleaften også være – corona eller ej.