Prøv avisen

Fra duer til kosmonauter: Sovjetunionen videreførte kristen mosaik-kunst

Den georgiske dronning Tamar fra det 12. århundrede er på mosaikken på en tidligere fabrik i Tbilisi forvandlet til en kvindelig, sovjetisk kosmonaut (tv.). Værket er ifølge Nini Palavandisjvili et af de bedste eksempler på, hvordan sovjetiske kunstnere brugte et kristent formsprog. Foto: Gogita Bukhaidze

30 år efter Berlinmurens fald er den georgiske kunsthistoriker Nini Palavandisjvili med til at sætte nyt fokus på en vigtig del af østblokkens kunst for at redde den fra glemsel og forfald

Kristne og kommunister deler begejstringen for en fascinerende form for kunst: mosaikker. Det står klart i jubilæumsåret for Berlinmurens fald. 30 år efter den skelsættende begivenhed når interessen for østblokkens kunst nye højder. Mosaikker som kunstform vandt stor udbredelse i Sovjetunionen fra midten af 1960’erne til begyndelsen af 1980’erne. De bedste kunstnere dekorerede offentlige rum i hele USSR med de ofte enorme mosaikker.

Sovjetunionen var en ateistisk stat, hvor den marxistisk-leninistiske ideologi havde afløst religion. Men en rig kristen tradition lå til grund for mosaikboomet i arbejder- og bondestaten. Denne kristne inspirationskilde kan spores i både motiver, teknik, materiale og funktion, forklarer kunsthistorikeren Nini Palavandisjvili.

”Kunstnere lagde verdens første mosaikker for omkring 4000 år siden. Kunstformen oplevede en storhedstid i Det Byzantinske Rige, hvor kristendommen var statsreligion. Fra det 6. til det 15. århundrede udgjorde mosaikker med kristne motiver en essentiel del af byzantinsk kultur,” fortæller den 43-årige mosaikekspert, da Kristeligt Dagblad møder hende foran et af sovjetepokens farverige kunstværker i en park i den georgiske hovedstad, Tbilisi.

Nini Palavandisjvili har forsket sig i sovjetiske mosaikker og historien bag dem i adskillige år. Hun har udgivet flere bøger om emnet. Den seneste udkom sidste år, og i løbet af i år udgiver hun endnu en bog med arbejdstitlen ”Mosaics of the Soviet period in Georgia” (Mosaikker fra sovjetperioden i Georgien, red.).

”Særligt i den sovjetiske delrepublik Georgien udfoldede mosaikmagerne deres skaberkraft. De udsmykkede blandt andet metrostationer, kurhoteller, fabrikker og universiteter. Mosaikkerne udgjorde et medium for de politiske budskaber, som de sovjetiske myndigheder ville formidle,” fortæller Nini Palavandisjvili, der sammen med en gruppe fotografer allerede har kortlagt og dokumenteret flere end 200 værker i sit hjemland i Kaukasus.

Georgien gjorde kristendommen til stats-religion allerede i det 4. århundrede. Da landet oplevede en glansperiode under kong David og dronning Tamar i det 12. århundrede, blev der investeret enorme ressourcer i med inspiration fra naboriget Byzans at udsmykke klostre og kirker med mosaikker.

Nini Palavandisjvili hiver sin seneste bog frem fra tasken, som hun bærer over skulderen. Ivrigt bladrende gennem siderne finder hun en mosaik, der forestiller en kvindelig kosmonaut. Den er med hendes ord et af de bedste eksempler på, hvordan sovjetiske kunstnere benyttede et kristent formsprog. Men frem for at hylde engle, helgener, Gud eller Jesus idylliserede de i stedet USSR og proletarstatens formåen:

”Motivet af rumheltinden her udgør en moderne gengivelse af en kendt afbildning af dronning Tamar, der findes i klosteret Vardsia i det sydlige Georgien. I stedet for glorien omkring hovedet bærer kosmonaut-damen en rumhjelm. Men ikonografisk set er de to kvinder næsten helt ens,” forklarer mosaik-eksperten engageret.

Georgien var langtfra den eneste sov- jetrepublik, hvor mosaikboomet slog igennem.

De fascinerende kunstværker skød op overalt i USSR, og blandt andre har den ukrainske fotograf Jevgen Nikiforov dokumenteret deres store udbredelse i sit hjemland. De sovjetisk-ukrainske mosaikmagere videreførte en særlig ukrainsk-ortodoks tradition. Især en berømt mosaik fra det 11. århundrede i Sofiakatedralen i Kijev kan have tjent som forbillede. Centralt placeret i bygningen viser den med tusindvis af gyldne miniaturefliser Jomfru Maria in orante, det vil sige bedende med udstrakte arme.

I sit studie af mange hundrede sovjetiske mosaikker i Georgien lagde Nini Palavandisjvili mærke til noget andet interessant i de episke kompositioner, som kunstværkerne ofte består af:

”Til min overraskelse fandt jeg adskillige værker med afbildninger af kirker. Små eller store, måske et sted i hjørnet – på trods af at USSR forbød kirker og religion. Men i begyndelsen af 1980’erne begyndte systemet at vise svaghedstegn, og nationalismen spirede i flere delrepublikker. På den tid fandt kirkerne vej ind i mange mosaikker,” siger hun.

Relevansen af hendes store arbejde med at skabe opmærksomhed omkring denne del af kunsthistorien understreges af værkernes forfald og den ligegyldighed, de mødes med i den postsovjetiske æra.

”Efter Sovjetunions sammenbrud havnede kunstretningen i fuldstændig vanrøgt på grund af den økonomiske situation, der fulgte. Arkiver er brændt, informationer forsvundet, ophavsmændene til værkerne er ofte døde. Arbejdet med at kortlægge og dokumentere mosaikkerne har været ekstrem svært,” fortæller Nini Palavandisjvili.

Mange mosaikker i de tidligere sovjetrepublikker er tabt for evigt på grund af uvidenhed om deres kunstneriske værdi og manglende midler til at tage hånd om dem, påpeger hun.

”Uheldigvis findes der hverken politisk vilje eller interesse i offentligheden for at bevare mosaikkerne. Med bøgerne, udstillinger og fotoprojekter prøver vi at gøre emnet tilgængeligt for et større publikum, sætte kunstværkerne i en historisk og kulturel kontekst, vise deres skønhed og vigtighed og forhåbentligt bidrage til deres bevarelse og restaurering.”

Nini Palavandisjvili, der her ses foran en af de sovjetiske mosaikker i Vake Park i Tbilisi, forsker i sovjetiske mosaikker og historien bag dem. – Foto: Jens Malling
Den georgiske kunsthistoriker Nini Palavandisjvili fandt under sin research frem til adskillige mosaikker, som kirker indgik i, til trods for at Sovjetunionen havde forbudt kirker og religion. Men da det kommunistiske system begyndte at krakelere i begyndelsen af 1980’erne, fandt kirkerne vej ind i mange mosaikker som denne forfaldne i Georgiens hovedstad, Tbilisi. – Foto: Jens Malling
Sovjetiske kunstnere udsmykkede stationen i den russiske by Nisjnij Novgorod med en kæmpe mosaik. Tallet 1905 markerer et forsøg på revolution i Rusland dette år, som slog fejl. – Foto: Jens Malling
De sovjetiske myndigheder lagde enorme ressourcer i at lave mosaikker over hele USSR. Ingen af de lande, som blev selvstændige efter Sovjetunionens opløsning i 1991, har vist interesse for at tage hånd om kunstværkerne som her i den vestukrainske by Lviv. – Foto: Jens Malling
Et udsnit af en mosaik i den georgiske hovedstad, Tbilisi, viser forskellige scener fra det sovjetiske samfundsliv: forskning i form af kolberne med forskellige væsker, industri i form af kullet, der transporteres ad jern- og svævebaner samt kultur gennem paletten med maling. – Foto: Jens Malling
Rumraketter i menneskehedens tjeneste og udforskning af kosmos spillede en vigtig rolle i sovjetisk mosaikkunst. Kosmonauter var datidens superstjerner – i ikonografien engle og helgener i samme person. Her ses en mosaik i den ukrainske industriby Kryvyj Rih. – Foto: Jens Malling
Tusindvis af mosaikker i Sovjetunionen idylliserede socialismen. USSR var en ateistisk stat. Men revolutionshelten og landets grundlægger Vladimir Lenin blev ofte fremstillet som en ny frelser. Her ses han med en stor glorie i en park i Abkhasiens hovedstad, Sukhumi. –  Foto: Jens Malling