Musikeren Damian Draghici er svær at fange, for han bor tre dage om ugen i Los Angeles, og resten af tiden flyver han jorden rundt for at optræde. Men han har sine rødder og et 18-mands romaorkester i Bukarest. Og det er her på et ydmygt hotel i Rumæniens hovedstad, at han vil give et interview til Kristeligt Dagblad.
Nej, nej. Det kan ikke passe. Han er jo en kæmpe stjerne, siger den mandlige receptionist på hotellet og ryster på hovedet.
Men lidt efter dukker han op, Damian. Og receptionisten hopper af glæde og følger i en alder af 55 år med ud på gaden, mens han vinker efter bilen som en teenager.
Damian, Damian, råber han.
Sådan har det ikke altid været. For bare to år siden var der ingen, der kendte Damian i Rumænien. Det var musikselskabet Sony, der opdagede hans talent, skrev pladekontrakt med ham og fik ham på tv. Senere opdagede det officielle Rumænien, at her var lige den mand, de søgte til at promovere Rumæniens ændrede holdning til romaer op til medlemskabet af EU den 1. januar 2007.
Jeg fik Udenrigsministeriets støtte til at danne mit orkester Damian and Brothers, for det giver omverdenen et andet indtryk af romaer end det sædvanlige, hvor vi stereotypisk set lever usselt, udskudt og uden arbejde. Her kommer jeg så pludselig med 18 musikere, der bare er vilde med musik, og som fortæller hver deres historie gennem musikken, siger han og trykker på play på bilens cd-afspiller.
Dramatisk Balkan-musik med trommer og strygere vælter ud af højtalerne, mens bilen suser gennem gaderne i Bukarest. Så slår rytmen over i et langsomt tempo. Næste nummer er begyndt, og bløde fløjtetoner fylde bilen.
Panfløjten er mit instrument. Jeg har forelsket mig i mange andre instrumenter gennem årene, men panfløjten er min evige kærlighed, som jeg fandt, da jeg var 10 år. I min familie er det vigtigt at vælge sit instrument tidligt, så man kan deltage i sang og spil med de andre, for vi har levet af at synge og spille i syv generationer, siger han.
I dag er Damian romaernes ambassadør, udpeget af Udenrigsministeriet. Det betyder en række møder, hvor han repræsenterer minoriteten i en tid med øget fokus fra regeringens side på integration.
Romaerne skal se at få sig en uddannelse. Det er vejen frem for dem. Men det er ikke nok, at de gør en indsats. Der skal også en holdningsændring til hos rumænerne, for at integrationen kan lykkes. Det er trist at tænke på, men der er stadig problemer med diskrimination. Børn med romarødder bliver for eksempel drillet i skolen. Det er en meget dårlig start i livet at føle, at det er mindreværdigt at være roma, siger Damian.
Romaidentitet er en svær størrelse at indfange. 500.000 rumænere har officielt registreret sig som romaer, men eksperter peger på, at der er op mod 2,5 millioner i landet. Nogle ved slet ikke, at de er romaer.
Jeg vidste ikke selv, at jeg var roma, før jeg begyndte i skole, og de andre råbte sigøjnerunge efter mig. Så måtte jeg hjem til min mor og få trøst. Siden søgte jeg at skjule min identitet, siger han og ser helt trist ud, men smiler så og fortsætter med en historie fra sit studieår i USA.
Her begyndte jeg at introducere mig som roma, før jeg sagde mit navn. Det kom der meget sjov ud af, for i musikkredse i USA er det et hit at være roma. Amerikanere mener, at vi har et særligt gehør. Det oplevede jeg for eksempel på en af mine første dage, da en medstuderende åbnede sit vindue og spurgte, om det var mig, der var sigøjneren fra klassen, for så måtte jeg hellere skynde mig at kravle ind ad hans vindue. Han stod nemlig lige og manglede en mand med øre for musik, siger Damian og ler.
Livet gik over al forventning for den unge studerende. Han var optaget på det prestigefyldte Berklee Musikinstitut i USA med alt betalt, og han var ved at finde sig selv som roma og som musiker.
Indimellem måtte jeg knibe mig selv i armen. Var det virkelig sandt? fortæller han.
På få år tog hans liv et kvantespring fra en tid som tigger og gademusikant i Grækenland til succes i USA, fortæller han.
I sommeren i 1989, seks måneder før revolutionen i Rumænien, var han flygtet til Grækenland for at slippe for det kommunistiske diktatur. Her blev hans talent spottet af flere musiklærere, først fra Universitetet i Athen, siden fra Berklee Musikinstitut. I dag lever han som rejsende. Snart er han hos sin datter i Grækenland, snart hos sine venner i Los Angeles og nu i Bukarest.
Verden er blevet mit hjem, og faktisk føler jeg, at rejsen i sig selv er en tilbagevenden til mine rødder, for det er sådan, romaer har levet generation efter generation. Altid på rejse, siger han.