Prøv avisen
Interview

Fra hellig krig til nærpoliti: I dag er min loyalitet rettet 100 procent mod Sverige

37-årige Hanif Azizi arbejder til dagligt som integrationsforelæser og politibetjent i Rinkeby uden for Stockholm. Han har oplevet på egen krop, hvad det vil sige at føle sig uden for fællesskabet, men han insisterer alligevel på, at det svenske samfund skal stille krav til de mennesker, der ligesom ham selv kommer fra en fremmed kultur. – Foto: Johan Varning Bendtsen

Hanif Azizi kom til Sverige som uledsaget flygtningebarn. Han var som rodløs teenager parat til at drage til Mellemøsten for at tilslutte sig en militant bevægelse. I dag bruger den svensk-iranske politibetjent al sin tid på at være et forbillede for forstædernes unge, hvis historier på mange måder spejler hans egen

Hovedgaden i Rinkeby er spærret af. Natten forinden har der igen været ild i den berygtede stockholmske forstad.

Denne gang gik det udover socialtjenestens lokaler, hvor projektet ”Future Stockholm” indtil i går arbejdede med at forebygge kriminalitet blandt områdets udsatte unge.

Ironien er tyk. Ligesom røgen fra den bygning, der indtil for nylig var symbolet på en lysere fremtid. De forbipasserende ryster let på hovedet. Nattens hændelse er frustrerende, men ikke overraskende. Hverken for dem eller for Hanif Azizi.

”Mange herude har mistet respekten for samfundet og for myndighederne. De unge er frustrerede, og med frustrationen og magtesløsheden kommer brændende biler og jagten på anerkendelse og fællesskab hos banderne eller i de radikaliserede miljøer,” siger han og slår ud med armene:

”Se dig omkring! Stockholm er omringet af parallelsamfund. Folk taler ikke svensk, kan ikke bryde den sociale arv, lever fuldstændig isoleret. Og dem, der har ”rigtige” svenske værdier, de er blevet en minoritet sådan et sted som Rinkeby.”

Det er en dyster virkelighed, Hanif Azizi optegner. Men den 37-årige politibetjent ved, hvad han taler om.

Han har sin daglige gang i Rinkebys betonørken. Som nærpolitibetjent forsøger han at skabe relationer til beboerne i det, der de senere år har udviklet sig til præmieeksemplet på Sveriges integrationskrise. Desuden forelæser han om indvandring, identitet og medborgerskab rundt omkring i landets kommuner. Oplæggene er ofte baseret på egne erfaringer, for Hanif Azizi ved en ting eller to om at føle sig udenfor.

Han var selv været knægten med det underligt klingende navn og den mørke glød, der fra den ene dag til den anden skiftede en støvet flygtningelejr ud med et mørkt, koldt og meget anderledes land højt mod nord.

Han har selv hængt ud på gaderne i Stockholms forstæder efter mørkets frembrud. Været uledsaget flygtningebarn midt i betonjunglen. Han har selv hevet den sorte hætte godt op omkring ørerne, når der ikke var noget hjem at komme hjem til. Og Hanif Azizi har selv – som så mange andre af forstædernes fortvivlede unge – søgt efter anerkendelse i fællesskaber, hvor våben, vold og værdier meget langt fra de svenske var dagens orden.

Men hvordan lykkedes det svensk-iraneren at få skuden på ret køl efter, at han stod med det ene ben i en organisation, der var opført på EU’s terrorliste? Hvordan endte Hanif Azizi med at skrinlægge drømmen om at blive hellig kriger for i stedet at finde mening med tilværelsen som et forbillede for unge i samme situation som ham selv?

Historien om Hanif Azizi tager sin begyndelse i Shiraz i det sydvestlige Iran. Forældrene var politisk aktive på den knap så regime-begejstrede side, og da præstestyrets tortur og drab på anderledes tænkende tog til, forlod de i 1983 hjemlandet.

I første omgang gik turen til Pakistan. Herefter fik familien kvoteflygtninge-status, og som tre-årig befandt Hanif Azizi sig pludselig i Sverige.

Men for Hanifs forældre var den politiske kamp mod det iranske regime ikke noget overstået kapitel. De ville fortsat kæmpe for et frit Iran, og efter et år i Sverige gik turen til grænselandet mellem Iran og Irak, hvor den politisk-militante oprørsbevægelse ”Folkets Mujahedin” holdt til.

”Jeg boede midt i ørkenen omgivet af våben og armod, men jeg husker det egentlig som en ret lykkelig barndom. Vi fik, hvad vi havde brug for, og Folkets Mujahedin er både islamisk og marxistisk, så det var meget lige alt sammen,” fortæller han.

Situationen varede dog ikke ved, for med udbruddet af Golfkrigen i 1990 besluttede Folkets Mujahedin at sende samtlige børn til udlandet, så de voksne kunne fokusere 100 procent på kampen for et regimeskifte i Iran.

Ifølge Hanif Azizi blev mere end 1000 børn i løbet af få måneder sendt af sted til bevægelsens sympatisører i både USA og en række europæiske lande – inklusive Danmark og Sverige.

”Men det fungerede ikke sådan, at de blev spurgt, om de havde tid og lyst til at tage hånd om børn. Vi blev bare placeret, og det betød, at mange af børnene, inklusive min lillebror og jeg, endte i dårlige hjem med mishandling og overgreb. Man flyttede ofte rundt mellem familier, og det var en selvstændig pointe, at vi børn ikke måtte føle os for trygge. Ustabiliteten var en del af dannelsen.”

Hanif Azizi voksede op i Norrköping, halvanden times togtur fra hovedstaden Stockholm. Ni år gammel og i en mareridtsagtig plejefamilie. Men myndighederne opdagede den uholdbare situation, og Hanif og lillebroren blev flyttet fra Folkets Mujahedin-sympatisørerne og til en gammel-svensk familie med øje for opdragelse og kærlighed.

”Vi boede lidt uden for byen, fik svenske værdier, blev mere eller mindre assimileret og fik på den måde alle forudsætninger for at kunne lykkes i det svenske samfund”, fortæller han.

Men Hanif var introvert, trivedes bedst alene og havde svært ved at få venner. Som nyslået student kunne han ikke finde job, og pludselig ramte identitetskrisen som en tonstung følelseshammer fra fortiden.

”Det var som at løbe ind i en mur. Det svenske system er enormt trygt, i hvert fald indtil du er 18-19 år, men så skal du pludselig tage hånd om dig selv og finde en retning og mening med det hele. Og selvom jeg måske ikke burde føle mig anderledes, skete det alligevel. Jeg var jo svensk, tænkte jeg, men på gaden og i bussen så folk mærkeligt på mig. Pludselig kunne jeg ikke finde ud af, hvem jeg var, og hvad der var op og ned i tilværelsen.”

Men hvor unge og arbejdsløse Hanif Azizi skilte sig ud i Norrköping, var det noget andet i Stockholms forstæder, som han begyndte at frekventere stadigt oftere.

”Det iranske miljø der var fascinerende, de var enormt stolte af deres baggrund og havde skabt en form for modstandsidentitet. De brugte deres rødder og kultur til at være i opposition til – og også se ned på – svenskerne. I starten blev jeg kaldt svensker-Hanif, fordi de syntes, jeg var for svensk. Jeg troede, det var positivt, en anerkendelse, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var ment som et skældsord,” siger han.

Men med de nye venner blev et gammelt spøgelse vakt til live, for i Stockholm færdedes en del med tilknytning til forældrenes organisation, Folkets Mujahedin. Og de var mere end klar til at byde en gammel bekendt velkommen hjem.

”Sådan nogle miljøer er jo mestre i at få dig til at føle dig speciel. Der er ikke grænser for, hvor meget de har savnet dig, og med ét går du fra at være taber til at føle dig som verdens midtpunkt. Men de gør det jo alene for at rekruttere dig. Og de ved, at især unge med udenlandsk baggrund stræber efter at være noget i andres øjne. Præcis som ungdommen i Rinkeby – når du ikke kan opnå anerkendelse i skolen eller på arbejdsmarkedet eller blandt kvinder, så kan du i det mindste få den ved at være gangster eller hellig kriger.”

I løbet af kort tid oplevede Hanif Azizi, at tilværelsens klodser begyndte at passe sammen. Han havde fundet et meningsfuldt fællesskab, et større formål, og da organisationen spurgte, om han ikke skulle med en tur til Irak, hvor han jo også kunne møde sin mor, tøvede han ikke.

”Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle i krig og den slags, men de havde jo lovet, at jeg kunne få min mor, der var i Irak, at se igen. Og alt imens man stopfodres med bekræftelse, bliver man indoktrineret med ideologien. Jeg begyndte at føle mig mere iransk end svensk, indvilgede i at tage til Irak, og langsomt begyndte jeg at tro på, at det rigtige var at følge i mine forældres fodspor og blive hellig kriger. Jeg drømte ikke om vold og våben, men ligesom andre unge, der bliver en del af de her radikaliserede miljøer, så bliver du jo tvunget til at abonnere på hele pakken, selvom du måske i begyndelsen bare var på udkig efter et fællesskab,” siger han.

”Når du ender i ekstremistiske miljøer, er det jo ofte, fordi du ikke kan se nogle alternativer. Alle døre virker lukkede, og pludselig står der nogen og byder dig indenfor med smil og rygklapperi.”

Hanif Azizi havde besluttet sig. Fremtiden lå i Mellemøsten, iført camouflagetøj med en kalasjnikov over skulderen. Alligevel tog han til Sverige en sidste gang. Han skyldte sin svenske familie en tak, alt andet ville – trods alt – have været respektløst.

Hanif Azizi tog afsked, opsagde sin lejlighed, tog alle de lån, han kunne slippe afsted med. På ingen tid havde han brændt de fleste af broerne til det samfund, som havde dannet rammen om størstedelen af hans liv.

”Men da jeg så skulle til at rejse, var mit pas netop udløbet. Jeg ansøgte om et nyt, men det tog en måned, og på det tidspunkt var det lige blevet sommer. Jeg har altid elsket den svenske sommer. Naturen, kajak-sejlads, camping. Og i ventetiden gik jeg konstant og overvejede, hvorfor jeg dog var på vej til at forlade det her sted, som var så pokkers fantastisk. Skulle jeg hellere prøve at få det bedste ud af det; var chancerne for et godt liv ikke langt større her?”

Hanif Azizi tager en ordentlig bid af sin kanelbulla og fortrækker i et smil, som var han stadig en smule overrasket over sit ungdommelige held. Og naivitet.

”Og det viste sig jo at blive mit livs vendepunkt. Og redning.”

Fra den dag gik Hanif Azizi ”all in” på det svenske samfund. Han blev værnepligtig, uddannede sig til politibetjent, engagerede sig i integrationsarbejde.

I dag er han 37 år og har for nyligt fejret 10 års jubilæum i politiet. Et arbejde, der på samme tid giver mening og tilfredsstiller Hanif Azizis grundlæggende eventyrlyst.

”Mens jeg overvejede at tilslutte mig Folkets Mujahedin, føg det jo rundt med eksistentielle spørgsmål inde i mit hoved. Hvem er jeg? Hvad er formålet med min tilstedeværelse på denne jord? Jeg kom frem til, at livet skal være interessant. Og at jeg har brug for at føle en stolthed over at gøre noget for andre.”

Men hvordan kunne du den ene dag være på vej ind i en revolutionær bevægelse i Mellemøsten – og den næste vælge at håndhæve systemets love og regler og vestlige værdier?

”Udefra betragtet er det en 180 graders vending, men i virkeligheden er de værdier, som jeg var ude efter, stort set de samme. Jeg brændte for at gøre en forskel for mennesker. Og det, jeg så i Folkets Mujahedin, var jo en kamp for frihed og kærlighed. Beskyttelse af de undertrykte. Kampen mod uretfærdigheden og for en bedre verden. Selvopofrelse for nationen og fremtiden. Og det er jo – i lidt mindre højtbesunget skala – det samme, jeg forsøger i mit daglige arbejde som politi,” forklarer han.

I dag er Hanif Azizis loyalitet 100 procent blå-gul, og han forsøger at bruge egne erfaringer med at fare vild til at give forstædernes rodløse unge retning i livet. Han forstår dem, han ved, hvad det vil sige at føle sig ekskluderet af samfundet.

Men han ved også, at det er nødvendigt at stille krav, ikke give op og gøre alle udfordringer til et spørgsmål om andres skyld. Eller om racisme. Inklusion og krav må gå hånd i hånd i, insisterer han på.

Problemerne med integrationen i Sverige er komplekse, vurderer han. Men det er indiskutabelt, at det går det forkerte vej:

”Flere og flere bliver aldrig en del af samfundet. I Rinkeby havde vi tidligere masser af butiksliv, men ikke længere. De tør ikke være her, de kan ikke blive forsikret. De unge gennemfører ikke skolen, men ender i stedet på gaden med våben. Afstanden mellem betonforstæderne og resten af samfundet er blevet meget større rent mentalt.”

Hanif Azizis daglige arbejde går med at opbygge relationer til de lokale. Han skal være en, folk stoler på. Som man kan henvende sig til og respekterer. Også selvom han qua sin uniform repræsenterer et system, som mange nye svenskere føler har svigtet. Eller som de ligefrem er fjendtligt indstillet overfor.

”Udfordringen er at overføre den tillid, folk nærer til mig, til myndighederne som institution. Folk kan godt stole på mig, men de stoler ikke på mennesker i uniform. Og nogen ser mig som forræder, en overløber. Men tager man sig tid til at forsøge at forklare de unge, hvorfor man er der, og hvorfor politiet er en god ting, kan de jo godt forstå det. Nogle gange.”

Og så er der også lige det med tonen i debatten. Mange beboere er trætte af stemplet som problem-område. Og det er Hanif Azizi også:

”Bliver du omtalt som et problem, ser folk dig som et problem. Og måske begynder du efterhånden at se dig selv som et problem.”

Omvendt understreger han, at faren ved berøringsangst er større end leden ved retorikken.

”Det må ikke blive sådan, at debatten handler om, hvordan vi diskuterer problemer – frem for, hvori problemerne består. Hvis ikke vi kan tale ærligt om problemerne uden at blive skudt i skoene, at vi er racistiske eller Sverigedemokrater, får vi aldrig løst noget som helst. Vi skulle have været ærlige i vores problembeskrivelse langt tidligere,” siger han.

”Som det ser ud nu, vil problemerne med indvandringen ikke løse sig med tiden. Sverige er et segregeret land, og flere steder er det tabubelagt at være svensk, at være en del af samfundet. Men der bliver nødt til at herske de samme normer herude som i de velfungerende kvarterer i Stockholm. Det er afgørende, at minoriteter ikke bliver en majoritet. Vi er simpelthen nødt til at få blandet folk og værdisæt. At vise et alternativ. Og så vil der måske være flere af knægtene herude, der trækker i uniformen en dag.”

Læs mere om kriminalitet i Sverige her.

Efter blot et år i Sverige flyttede Hanif Azizi med sin familie tilbage til grænseområdet mellem Iran og Irak. Her ses han som intovert dreng (med briller ved siden af dreng i rød skjorte) under et fællesmøde på Folkets Mujahedins militærbase. Mange af børnene er siden kommet til Sverige og Danmark. – Foto: Privat
”Jeg drømte ikke om vold og våben, men ligesom andre unge, der bliver en del af de her radikaliserede miljøer, så bliver du jo tvunget til at abonnere på hele pakken, selvom du måske i begyndelsen bare var på udkig efter et fællesskab,” siger Hanif Azizi. – Foto: Johan Bendsten